Mød En Fremmed: Johanne Hornum
Af Camilla Schack
Hvem er du?
Jeg ved det ikke helt, jeg er jo bare mig. Men jeg tror, jeg er sådan meget absorberende, tager mange indtryk til mig. Jeg får mange indtryk. Måske når jeg bliver ældre, så gør jeg mere udadtil. Lige nu får jeg en masse indtryk, som jeg føler, jeg bør gør noget med, men jeg tror, der går noget tid, før jeg gør noget med dem. Der er mange ting, der lagrer sig i mig, jeg føler mig som en svamp.
Jeg kan også meget godt lide kropslige ting, yoga. Jeg kan godt lide fysisk kontakt, det er en meget stor del af mig, det har jeg et stort behov for. Jeg er også meget visuel. Synssansen er den vigtigste sans for mig.
Hvad tror du på?
Jeg kan ikke helt forholde mig til, om der er en gud eller noget, men jeg tror på, og jeg godt kan lide at tænke på, at alle mennesker på jorden er en del af den af den samme bevidsthed. At vi er en hjerne, og at vi så har opdaget os selv og er blevet egoistiske. Men jeg synes, det giver god mening, at vi er en del af den samme bevidsthed, og så er hver lille del af bevidstheden bare blevet opmærksom på sig selv. Jeg tror ikke helt vi selv ser, hvor fælles vi er. Det er virkelig lidt der skal til, før man virkelig kan se, hvor forbundet man er med andre mennesker. Hvis man bare kommer ud af sine vaner eller er sammen med folk på en ny måde et andet sted eller sådan noget. Jeg kan godt lide at tro på det, for hvis man tror, at det hænger sådan sammen, så er man mere tryg ved andre mennesker.
Har du nogensinde oplevet noget rigtigt stort? Hvad?
Uh, ja! Det har jeg. Første gang, jeg virkelig tænkte: ”wow, det her er en stor oplevelse”, det var da jeg galoperede for første gang. Jeg kunne virkelig godt lide heste og red ude i skoven på en rigtig stor, sort hest, som var en frieser, vi var i en stor gruppe af heste og så galoperede den, da de andre begyndte at galopere, og jeg blev bare så overrasket. Det var ret stort.
Der var også en gang, jeg troede, jeg skulle dø, fordi der var en bjørn uden for det telt, jeg sov i med min familie, men så fandt jeg ud af, at det bare var min mor, der snorkede, og ikke en bjørn, der brummede. Jeg nåede lige at vække min søster og sige: ”nu skal vi dø Maja, er du klar til at dø?”, det var meget dramatisk, men jeg var også kun syv år.
Og en af de nyeste store ting, det var at bestige bjerget Toubkal i Marokko sidste sommer. Så besteg vi bare det bjerg. Jeg kan ikke forklare det, det var bare en virkelig vild følelse, virkelig tilfredsstillende og spændende.
Og så at være rigtig forelsket, det er også stort.
Hvordan kommer du igennem en rigtig lortedag?
Så tror jeg bare, jeg brokker mig lidt til nogen. Eller jeg ringer til min mor eller en af mine veninder. Så siger jeg: ”jeg har ondt af mig selv på grund af det og det” og så siger de: ”nårh, det kan jeg godt forstå”, og så går det nok. Og så spiser jeg chokolade. Det hjælper altid. Eller drikker kakao. Noget med chokolade. Det hjælper også at tage et varmt bad, et helt varmt bad.
Hvad er dit bedste råd?
Jeg tror bare, man skal lege. Det hænger måske lidt sammen med første spørgsmål. Det giver mest mening, hvis man tænker, at man bare skal lege, fordi jeg synes virkelig alting er absurd, altså mennesker, hvad er vi egentlig? Hvorfor er vi egentlig levende, det forstår jeg egentlig ikke helt? Man kan blive sådan helt: ”gud ja, jeg er jo ingenting”, men hvis man bare leger, så er det fint nok.
Hvem er du?
Jeg ved det ikke helt, jeg er jo bare mig. Men jeg tror, jeg er sådan meget absorberende, tager mange indtryk til mig. Jeg får mange indtryk. Måske når jeg bliver ældre, så gør jeg mere udadtil. Lige nu får jeg en masse indtryk, som jeg føler, jeg bør gør noget med, men jeg tror, der går noget tid, før jeg gør noget med dem. Der er mange ting, der lagrer sig i mig, jeg føler mig som en svamp.
Jeg kan også meget godt lide kropslige ting, yoga. Jeg kan godt lide fysisk kontakt, det er en meget stor del af mig, det har jeg et stort behov for. Jeg er også meget visuel. Synssansen er den vigtigste sans for mig.
Hvad tror du på?
Jeg kan ikke helt forholde mig til, om der er en gud eller noget, men jeg tror på, og jeg godt kan lide at tænke på, at alle mennesker på jorden er en del af den af den samme bevidsthed. At vi er en hjerne, og at vi så har opdaget os selv og er blevet egoistiske. Men jeg synes, det giver god mening, at vi er en del af den samme bevidsthed, og så er hver lille del af bevidstheden bare blevet opmærksom på sig selv. Jeg tror ikke helt vi selv ser, hvor fælles vi er. Det er virkelig lidt der skal til, før man virkelig kan se, hvor forbundet man er med andre mennesker. Hvis man bare kommer ud af sine vaner eller er sammen med folk på en ny måde et andet sted eller sådan noget. Jeg kan godt lide at tro på det, for hvis man tror, at det hænger sådan sammen, så er man mere tryg ved andre mennesker.
Har du nogensinde oplevet noget rigtigt stort? Hvad?
Uh, ja! Det har jeg. Første gang, jeg virkelig tænkte: ”wow, det her er en stor oplevelse”, det var da jeg galoperede for første gang. Jeg kunne virkelig godt lide heste og red ude i skoven på en rigtig stor, sort hest, som var en frieser, vi var i en stor gruppe af heste og så galoperede den, da de andre begyndte at galopere, og jeg blev bare så overrasket. Det var ret stort.
Der var også en gang, jeg troede, jeg skulle dø, fordi der var en bjørn uden for det telt, jeg sov i med min familie, men så fandt jeg ud af, at det bare var min mor, der snorkede, og ikke en bjørn, der brummede. Jeg nåede lige at vække min søster og sige: ”nu skal vi dø Maja, er du klar til at dø?”, det var meget dramatisk, men jeg var også kun syv år.
Og en af de nyeste store ting, det var at bestige bjerget Toubkal i Marokko sidste sommer. Så besteg vi bare det bjerg. Jeg kan ikke forklare det, det var bare en virkelig vild følelse, virkelig tilfredsstillende og spændende.
Og så at være rigtig forelsket, det er også stort.
Hvordan kommer du igennem en rigtig lortedag?
Så tror jeg bare, jeg brokker mig lidt til nogen. Eller jeg ringer til min mor eller en af mine veninder. Så siger jeg: ”jeg har ondt af mig selv på grund af det og det” og så siger de: ”nårh, det kan jeg godt forstå”, og så går det nok. Og så spiser jeg chokolade. Det hjælper altid. Eller drikker kakao. Noget med chokolade. Det hjælper også at tage et varmt bad, et helt varmt bad.
Hvad er dit bedste råd?
Jeg tror bare, man skal lege. Det hænger måske lidt sammen med første spørgsmål. Det giver mest mening, hvis man tænker, at man bare skal lege, fordi jeg synes virkelig alting er absurd, altså mennesker, hvad er vi egentlig? Hvorfor er vi egentlig levende, det forstår jeg egentlig ikke helt? Man kan blive sådan helt: ”gud ja, jeg er jo ingenting”, men hvis man bare leger, så er det fint nok.
 |
| Johanne Hornum på Mellemrummet, hvor hun arbejder som frivillig. Foto af Camilla Schack. |
Kommentarer
Send en kommentar