Noter fra Rusland
Af Christine Bonnichsen
Ikke se, ikke høre, ikke tale. Indtryk fra min tid i Rusland
I.
Der sidder en gruppe døvstumme overfor os på McDonald’s, hvor vi spiser is, inden vi skal med nattoget tilbage fra Moskva. Yao stabler burgere foran sig på en rød plastikbakke for at fotografere dem til sin Instagramprofil. Jeg tænker, at der er noget poppet over hans nylige fascination af neon, pangfarvede skilte, kommercielle brands og gule bananer. Jeg har ikke Instagram, men min flatmate Francesca, der arbejder som journalist, siger, at han er en dygtig fotograf. Hun skriver til ham, når hun har brug for fotos til sine artikler. Yao tager også billeder af mig. Fordi jeg har kort hår, siger han. Det var faktisk det første, han sagde, da vi mødte hinanden på en karaokebar.
Karaoke er overraskende populært i Rusland. Det stod især klart for mig en aften, hvor Anna og jeg var på besøg hos vores udlejer. Vores udlejer kommer forbi hver måned for at drikke kaffe og tage imod huslejen, som vi betaler til ham kontant. Han har nøglen til hoveddøren og låser altid sig selv ind. Sidst blev han hængende til 00.30 en fredag aften, hvor jeg hellere ville have lavet noget andet. Alligevel har jeg svært ved at gå, når jeg kan fornemme, at han forventer, at vi holder ham med selskab. Han viste os åbningsscenen fra en Sovjetisk produceret thriller, hvor han medvirkede som barnestjerne. Vi så den tre gange. Hans karakter dør imidlertid under mystiske omstændigheder inden for de første fem minutter, og selv måtte han efterfølgende opgive sine ambitioner inden for filmverdenen, fordi skuespil bød hans far imod. Det var interessant med filmen, men jeg blev inde på mit værelse, da han kom igen dagen efter for at reparere dørhåndtaget til vores badeværelse.
Anna og jeg var altså inviteret til udlejers fødselsdag, hvor han havde bestilt koreansk mad til sig selv, til os og til sin advokat, som også var der. Advokaten genkendte jeg fra da vi underskrev vores lejekontrakter. Dengang betalte vi et ekstra gebyr, fordi han var til stede. Nu viste udlejer og advokat sig at være venner, og ingen behøvede at betale nogen noget. For udlejer synes privat og professionelt at være to sider af samme sag, og jeg tog imod invitationen for ikke at virke uhøflig. It’s free food, sagde Anna, da jeg nævnte, at jeg aldrig har mødt dem, jeg betaler husleje til for mit værelse i København. Vi spiste, og de talte sammen på russisk, Anna, advokat og udlejer. Så spillede vi bordtennis ovenpå i et rum, som så ud til kun at være indrettet til formålet. På væggen hang et ikon af Jesus. Selvom vores udlejer voksede op som ung pioner i Sovjet, fortalte han os, at religion betyder meget for ham. Da vi var færdige med at spille, sluttede udlejer sin mobiltelefon til fjernsynet i den tilstødende stue for at finde tekstede instrumentalversioner på YouTube af alt fra sovjetiske hymner til Whitney Huston. Så sang han højt, mens han sad i sofaen, og vi andre kiggede på.
Du har kort hår, må jeg tage billeder af dig, sagde Yao, da vi mødtes på karaokebaren. Hans mor har også altid haft kort hår, fortæller han senere. Jeg svarede, at jeg ikke bryder mig om at blive fotograferet, men sagde ok.
Over for os gør de døvstumme tegn til hinanden. De er færdige med at spise og ser ud til at være dybt optagede af deres samtale. Jeg forestiller mig, hvordan det er, kun at kunne tale tegnsprog. Jeg tænker, at det må være den samme følelse af afskårethed, jeg har i situationer, hvor jeg ikke har mulighed for at forstå eller blive forstået, og at døvstumhed på det punkt måske minder om at være i Rusland uden at kunne russisk.
II.
I dansestudiet på Гражданская bliver jeg mødt med af et ”здравствуйте”, da jeg træder ind gennem døren. Kvinden har to børn hængende i buksebenene. Jeg hilser tilbage på russisk, selvom jeg ved, at de basisgloser, jeg har tillært mig gennem min hidtidige sprogundervisning, langt hen af vejen har vist sig utilstrækkelige, og at jeg snart vil være nødsaget til at afsløre, at jeg ikke er i stand til at tale med hende. Hun kan ikke engelsk eller tysk, og mit russiske rækker lige akkurat til at kunne sige ting som, at jeg godt kan lide katte eller, at jeg ser fjernsyn i min fritid. Det hjælper mig ikke i situationer som denne. Eller i supermarkedet, i banken, på billetkontoret, på restaurant, på gaden, på bar.
Kvinden nævner formentlig også sit navn. Jeg er ikke sikker. Jeg er generelt ikke god til navne, og russisk komplicerer det yderligere. I bøger af russiske forfattere læser jeg ofte hen over den egentlige ordlyd af karakterens navne for i stedet at genkende dem som en sekvens af lydløsgjorte bogstaver. De fremmede lyde, som jeg ikke altid har været i stand til at udtale, har været en af de største udfordringer ved at lære et nyt sprog som voksen. Skriftsproget har fyldt væsentlig mere i min indlæring. Eksempelvis var et af de første ord, jeg lærte, da jeg startede med russisk, ordet немецкий, som betyder tysk. Et ord jeg lærte at genkende på skrift og forstå betydningen af, før jeg var i stand til at udtale det. Ordet kan til tider stadig volde mig problemer, selvom jeg har lært, hvilke lyde de enkelte bogstaver repræsenterer. Jeg har også lært, at den etymologiske betydning af немецкий, stammer fra adjektivet немой, som kan oversættes til tavs eller stum. En tysker немец er således en stum person, og tysk de stummes sprog. Inden det mere specifikt kom til at betegne tyskere, blev немец imidlertid brugt generelt om fremmede. Ligesom onomatopoietikonet barbar på oldgræsk. En betegnelse grækerne brugte om alle, der ikke hørte til i den græske polis. Alle dem, som talte et sprog, der var uforståeligt på græsk. Barbar imiterer således lyden af en ugenkendelig strøm af fremmede ord ”bar-bar-bar-bar”. Måske er den fremmede et menneske, der taler et uforståeligt sprog. Måske er den fremmede et menneske uden sprog overhovedet. Jeg har tænkt over, om der knytter sig en særlig mentalitet til måden, sprog er struktureret på. I mange vestlige sprog er verbet ”at have” eksempelvis uundværligt i en stor del af vores sætningskonstruktioner. Men konstruktionen findes ikke på samme måde på russisk, hvor det logiske subjekt ofte gøres til sætningens objekt. ”У меня есть”, altså ”jeg har”, er i direkte oversættelse ”hos mig er”. På russisk findes på den måde oftere en sproglig passivgørelse, når handling er rettet mod subjektet, snarere end at subjekt selv er aktivt handlende: ”For mig er det koldt”, ”Bogen behager mig”, ”Det er godt for mig”. Lideform, hedder den tilsvarende konstruktion på dansk.
Mens jeg står tavs ved indgangen sammen med kvinden med børnene, kommer Anya hen og siger hej. Inden jeg er mødt op, har jeg fundet hende på Facebook for spørge, om jeg kan deltage i hendes workshop, Автономный танец, selvom jeg ikke taler russisk. Hun har skrevet tilbage, at hun vil oversætte for mig.
Gruppen arbejder med bevægelse lørdag og søndag, 10 timer. Improvisationen foregår med udgangspunkt i et specifikt konstrueret billedsprog. Rummet er næsten lydløst. Der er ikke noget musik, så vi danser kun til lyden af hænder, fødder og kroppe mod gulvet. Noget af tiden har vi lukkede øjne. Begge dele er ud fra en præmis om at forsøge at tænke begrænsninger anderledes. Hvad sker der, hvis en begrænsning ikke er en begrænsning, men et mulighedsrum, hvori vi kan bryde med bevægelsesmønstre og opdage nye former og måder at bevæge os på, siger Anya. Jeg synes, at det giver mening og oplever, at min krop finder en rytme, der er tilpasset den ændring i sanseindtryk, som stilheden og blindheden skaber. Anya glemmer ofte at gengive sine instruktioner på engelsk. Det har været nemmere at tage ballettimer i Rusland, fordi basisterminologien, som jeg i forvejen kender, altid er på fransk, men jeg tænker, at Anyas undervisning måske er en mulighed for at arbejde med alt det, kroppen opfatter, uden at det er sprogliggjort.
III.
Tara og jeg følges fra universitetet til busstoppet, hvor vi skal i hver vores retning. Der er trapper ned til og op fra den undergrundspassage, der fører under en større trafikeret vej. Mit venstre knæ er begyndt at gøre ondt, når jeg går opad og nedad. Jeg har en gammel skade, som i løbet af den sidste måned er vendt tilbage. Jeg kigger på Taras fødder, mens hun går op af trinene. Siden jeg kom til Rusland, har jeg haft en følelse af at være en smule ude af takt. Her er alle trappetrin omkring fem centimeter lavere, end andre trapper jeg kender, og jeg spørger Tara, om det ikke går hende på, at ét trin er for lavt og to trin for højt. Måske, svarer hun. Det er ikke noget, hun har tænkt over. Mens vi går, følger mine ben stadig den unaturlige rytme, som trappetrinene påtvinger kroppen. En skævhed, som jeg forestiller mig forplanter sig i mig: Skæve trappetrin, skæv døgnrytme, en skæv krop i et fremmed land. Mine skæve tanker i de korte øjeblikke, hvor jeg gribes af lettere panik over tvangslignende forestillinger, såsom at der er væggelus i min seng, møl i mit skab, eller at jeg ender med at få en tungmetalsforgiftning, når jeg drikker af den hane, hvor vandet er filtreret. Der er en uro i min skæve krop, og når den holder mig vågen om natten, aer jeg nogle gange mig selv i håret for at falde til ro. I forgårs drømte jeg, at jeg stak to fingre i halsen for at kaste op, og da jeg vågnede, havde jeg kvalme. Samme morgen, da jeg forlod vores lejlighed, var en gruppe håndværkere gået i gang med at udskifte elevatoren i opgangen. Nu har jeg seks etagers ekstra trappetrin dagligt. Jeg overvejer, om kroppen vil affinde sig med de nye omstændigheder. Om den tilpasser sig, og om jeg skal tilbagevænnes, når jeg engang tager hjem.
IV.
Lisse, Yao og jeg går på gaden. Vi går på gaden og griner højt. De to andre griner af min latter og forsøger at imitere den, og jeg griner endnu højere.
V.
En morgen stopper jeg foran en af byens mange souvenirbutikker. I vinduet har jeg fået øje på en matrojsjka, der ikke består af de klassisk udseende dukker, men i stedet er malet som aber. Tættere på viser det sig at være de japanske visdomsaber, der holder sig for mund, ører og øjne. Trædukken har også en fjerde abe. Den spiser en banan og ser fornøjet ud. På Wikipedia læser jeg, at matrjosjkaen oprindeligt var inspireret af japanske trædukker, og at visdomsaberne har forskellige betydninger i forskellige kulturer. I Vesten er de i nyere tid ofte blevet brugt som et billede på det problematiske i at vende det blinde øje til. Aberne er blandt de emojis, jeg hyppigst benytter i mine tekstbeskeder. Jeg kan særligt godt lide de to aber, hvor man kan se den grinende mund. Alt afhængig af sammenhæng får de forskellig betydning, men jeg bruger dem ofte til at indikere, at noget er lettere tåkrummende: Man vil gerne og alligevel ikke se og høre om det, så man holder sig på barnlig vis for ører eller øjne. Jeg overvejer, om det udbredte kendskab til aberne netop hænger sammen med deres emojiversion, der blev godkendt som en del af Unicode 6.0 i 2010. En udgivelse som i øvrigt tilføjede nye emojis med det primære formål at være kompatibel med dem, der blev brugt i Japan. Jeg læste for et par år siden om en kinesisk kunstner, der havde skrevet en hel roman på emoji. Et såkaldt universalsprog, som alle, uanset sprogmæssig baggrund, ville være i stand til at forstå. Sammen med artiklen fandt jeg en test, som gik ud på at gætte åbningslinjerne fra klassiske romaner gengivet ved brug af emojis. Det var de færreste, jeg kunne genkende.
VI.
Tegnsprog er opbygget helt anderledes end talt sprog, siger min psykologiprofessor på et seminar et par dage efter, at jeg har skrevet om McDonald’s. Jeg sætter mig pludseligt op og kigger rundt i lokalet, hvor der ikke er andre, der ser det utrolige sammentræf. Jeg overvejer, om der af en eller anden grund skulle findes flere døve mennesker i Rusland, eller om det er min hjernes trang til at se mønstre, der gør, at jeg kommer i tanke om, at jeg også sad ved siden af en døv familie i en bus for et par uger siden. Der er ikke nogle præpositioner i tegnsprog, forklarer professoren: Har man et æble på et bord, vil man lave tegnet for æble og placere det oven på tegnet for bord, siger han og demonstrerer. Hans kone arbejder for døvesamfundet i Rusland og kan tegnsprog. Det vil overraske os, hvor ofte der siges grimme ting bag om ryggen på mennesker med hørehandicap, siger han. Det ved hans kone. Hun er ikke døv og kan derfor høre, hvad der bliver sagt om hende, når hun bruger tegnsprog i offentligheden. Jeg tænker af og til på, om folk taler om mig, når jeg står i metroen. Jeg har tit en følelse af, at jeg bliver stirret uforholdsmæssigt meget på. Jeg husker, at Lisse har sagt, at hvis man får øjenkontakt med en kvinde i metroen tre gange, så er det fordi, hun er interesseret, mens det er bedst at komme ud i en fart, hvis vedkommende er mand. Jeg spurgte, om det gælder uanset køn, men det vidste han ikke. Jeg tænker, at det måske er nemmest ikke at se på nogen, når jeg er med offentlig transport. Det er jeg næsten to timer hver dag på vej til og fra universitetet. Første gang jeg tog ruten, var jeg lost. Alligevel spurgte jeg ikke nogen om vej. Jeg husker et eksperiment, som to kvindelige, italienske studerende på mit psykologihold lavede. De gik på gaden og henvendte sig til folk for at få hjælp, men foregav kun at tale italiensk. Da de efterfølgende på russisk spurgte ind til den velvillighed, de havde oplevet, svarede folk tre ud af fire gange, at de gerne ville hjælpe, fordi de to studerende var smukke. Jeg overvejer, om jeg er køn nok til at spørge om vej på gaden, og om de italienske studerende ville være blevet behandlet anderledes, hvis de havde været stumme.
I vores psykologitimer skulle vi bryde sociale normer og skrive et essay om det. Jeg brugte herretoilettet. To gange. Hjemme gør jeg det fra tid til anden, hvis der er fyldt på dametoilettet. Mange af de steder jeg kommer i København har kønsneutrale toiletter. Her gør det ingen forskel. I Rusland var det mere angstprovokerende. Jeg har oftere end ellers fået spørgsmålet om, hvorvidt jeg er en dreng eller pige. Eller om jeg er lesbisk. Og selvom det måske ikke er spørgsmål, der fortjener svar, har jeg hver gang forsikret dem, jeg talte med, om at jeg passer fint ind i alle de traditionelle kasser. LGBT-bevægelsen i Rusland er af flere grunde usynlige i russiske mainstreammedier. Da jeg fandt ud af, at de havde arrangeret en hel uges filmfestival i Sankt Petersborg, var jeg derfor overrasket. Francesca fortalte mig, at festivalen i år fejrer deres 10 års jubilæum, selvom det ikke altid har været problemfrit. Da vi mødte op, var der fyldt med politifolk, som skulle sørge for sikkerheden under festivalen. Francesca forklarede, at loven om ”homoseksuel propaganda” er rettet mod mindreårige, så LGBT-arrangementerne er ikke direkte ulovlige, men deltagerne må ikke være under 18. Hun fortalte, at der de sidste par år har været flere forsøg på at sabotere festivallen, som både har oplevet evakuering under bombetrusler og nedlukning, når umyndige personer har sneget sig med til arrangementerne med det formål at klandre festivalen for ikke at overholde loven. Så mit pas og min alder blev tjekket grundigt, både i døren og i billetsalget. Yao havde aldrig hørt udtrykket LGBT, men virkede begejstret, da Justina fortalte, at filmene handler om køn og seksualitet. Første gang vi mødtes, sagde han til mig, at han ikke var homoseksuel, og jeg har senere spurgt, om det er noget folk ofte antager. Det er det ikke, siger han, og jeg siger, at jeg ikke går op i, hvem han føler sig tiltrukket eller ikke føler sig tiltrukket af. Vi skulle have set en film sammen på festivallen, men Yao kom for sent. Derfor var han heller ikke med til den efterfølgende paneldebat, hvor to deltagere fra hver deres regnbuefamilie diskuterede deres erfaringer. Jeg undrer mig over, hvordan man lovmæssigt håndterer børn i familier, hvor enten mor eller far er kærester med en af samme køn. Oversætteren, som undervejs kom med kommentarer, nævnte, at det hele er én stor gråzone. En udenlandsk gæst fremhævede i den efterfølgende spørgerunde et hollandsk studie, som konkluderer, at der ikke er nogen forskel på børn, som er vokset op i henholdsvis regnbuefamilier og mere traditionelle familiekonstellationer. Flere deltagere blandt publikum var hurtige til at påpege, at Rusland og Holland er to forskellige lande. Der var meget, jeg gerne ville vide mere om, men jeg afholdt mig alligevel fra at stille spørgsmål.
VII.
Jeg sidder allerede foran min computer, da Camilla skriver til mig på Facebook. Jeg er i gang med at se et videoklip, som jeg har fundet på nettet, hvor en mand med indisk accent forklarer om kardinalitet og relationer i sætteori. Udbuddet af kurser på engelsk har været begrænset, og jeg er derfor endt på et ”Introduction to Mathematics”-kursus. Først var jeg begejstret, men indholdet på kurset viste sig hurtigt at være lidt for kompliceret til, at jeg helt forstår det. Derfor supplerer jeg med videoer. Strukturen på Liberal Arts and Sciences fakultet, som kombinerer humaniora og naturvidenskab, forvirrer mig en smule. En af de russiske studerende på mit matematikhold læser antropologi med biologi som sidefag. Jeg mødte ham en dag i bussen, hvor han sagde, at biologistudiet hjalp ham en del. Fordi biologi og antropologi langt hen af vejen er det samme, sagde han. Jeg kiggede forvirret på ham. Jeg troede, at antropologi var et kulturstudie. Han forklarede, at selvom det ikke er en del af hans undervisning, så findes der andre grene af antropologien, som undersøger og kategoriserer forskellige menneskestammer ved at måle kranier. Hvad end det skyldtes sprogbarrieren mellem os eller mit manglende kendskab til biologisk antropologi, så fik det lidt forsimplede udsagn mig til at tænke på de måleinstrumenter, jeg engang har set på en udstilling om jødeforfølgelse under Anden Verdenskrig.
Camilla spørger, om jeg vil skrive om mine oplevelser i Rusland til det tidsskrift, som hun er med til at kuratere. Jeg venter med åbne beskeden, så jeg ikke behøver at svare med det samme. Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at skrive. Jeg tænker på, hvor svært jeg havde ved at formulere noget dækkende om mit ophold til en medstuderende, som gerne ville vide mere om udveksling i Sankt Petersborg. Jeg har forsøgt at føre dagbog, mens jeg er afsted, men jeg har altid følt, at jeg ikke har kunnet gengive ting, som jeg har oplevet, set, hørt, eller følt dem. Generelt føler jeg mig usikker ved tanken om at skulle dele mine betragtninger. Selvom min tekst hurtigt begynder at tage form, da jeg sætter mig foran tasterne, bliver jeg i tvivl. Måske er det, jeg skriver dumt, forkert, for langt, ligegyldigt. Camillas forslag er ligesom når Yao gerne vil tage billeder af mig. Jeg føler mig ubehageligt synlig, når jeg står i et studie under projektøren og kigger tilbage ind i den kameralinse, som er rettet mod mig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal agere foran et kamera, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal skrive. På én og samme tid virker det alligevel både attraktivt og skræmmende at blotlægge ikke bare, hvad der måtte findes af smukke detaljer, men også alle fejl og skævheder. Jeg vil gerne læses, høres, ses og samtidig helst ikke hverken ses, høres eller læses. Jeg svarer Camilla, at jeg aldrig skriver tekster, som det er meningen andre skal se, men siger ok.
 | |||
| Foto af Yao |
Ikke se, ikke høre, ikke tale. Indtryk fra min tid i Rusland
I.
Der sidder en gruppe døvstumme overfor os på McDonald’s, hvor vi spiser is, inden vi skal med nattoget tilbage fra Moskva. Yao stabler burgere foran sig på en rød plastikbakke for at fotografere dem til sin Instagramprofil. Jeg tænker, at der er noget poppet over hans nylige fascination af neon, pangfarvede skilte, kommercielle brands og gule bananer. Jeg har ikke Instagram, men min flatmate Francesca, der arbejder som journalist, siger, at han er en dygtig fotograf. Hun skriver til ham, når hun har brug for fotos til sine artikler. Yao tager også billeder af mig. Fordi jeg har kort hår, siger han. Det var faktisk det første, han sagde, da vi mødte hinanden på en karaokebar.
Karaoke er overraskende populært i Rusland. Det stod især klart for mig en aften, hvor Anna og jeg var på besøg hos vores udlejer. Vores udlejer kommer forbi hver måned for at drikke kaffe og tage imod huslejen, som vi betaler til ham kontant. Han har nøglen til hoveddøren og låser altid sig selv ind. Sidst blev han hængende til 00.30 en fredag aften, hvor jeg hellere ville have lavet noget andet. Alligevel har jeg svært ved at gå, når jeg kan fornemme, at han forventer, at vi holder ham med selskab. Han viste os åbningsscenen fra en Sovjetisk produceret thriller, hvor han medvirkede som barnestjerne. Vi så den tre gange. Hans karakter dør imidlertid under mystiske omstændigheder inden for de første fem minutter, og selv måtte han efterfølgende opgive sine ambitioner inden for filmverdenen, fordi skuespil bød hans far imod. Det var interessant med filmen, men jeg blev inde på mit værelse, da han kom igen dagen efter for at reparere dørhåndtaget til vores badeværelse.
Anna og jeg var altså inviteret til udlejers fødselsdag, hvor han havde bestilt koreansk mad til sig selv, til os og til sin advokat, som også var der. Advokaten genkendte jeg fra da vi underskrev vores lejekontrakter. Dengang betalte vi et ekstra gebyr, fordi han var til stede. Nu viste udlejer og advokat sig at være venner, og ingen behøvede at betale nogen noget. For udlejer synes privat og professionelt at være to sider af samme sag, og jeg tog imod invitationen for ikke at virke uhøflig. It’s free food, sagde Anna, da jeg nævnte, at jeg aldrig har mødt dem, jeg betaler husleje til for mit værelse i København. Vi spiste, og de talte sammen på russisk, Anna, advokat og udlejer. Så spillede vi bordtennis ovenpå i et rum, som så ud til kun at være indrettet til formålet. På væggen hang et ikon af Jesus. Selvom vores udlejer voksede op som ung pioner i Sovjet, fortalte han os, at religion betyder meget for ham. Da vi var færdige med at spille, sluttede udlejer sin mobiltelefon til fjernsynet i den tilstødende stue for at finde tekstede instrumentalversioner på YouTube af alt fra sovjetiske hymner til Whitney Huston. Så sang han højt, mens han sad i sofaen, og vi andre kiggede på.
Du har kort hår, må jeg tage billeder af dig, sagde Yao, da vi mødtes på karaokebaren. Hans mor har også altid haft kort hår, fortæller han senere. Jeg svarede, at jeg ikke bryder mig om at blive fotograferet, men sagde ok.
Over for os gør de døvstumme tegn til hinanden. De er færdige med at spise og ser ud til at være dybt optagede af deres samtale. Jeg forestiller mig, hvordan det er, kun at kunne tale tegnsprog. Jeg tænker, at det må være den samme følelse af afskårethed, jeg har i situationer, hvor jeg ikke har mulighed for at forstå eller blive forstået, og at døvstumhed på det punkt måske minder om at være i Rusland uden at kunne russisk.
 |
| Foto af Yao |
II.
I dansestudiet på Гражданская bliver jeg mødt med af et ”здравствуйте”, da jeg træder ind gennem døren. Kvinden har to børn hængende i buksebenene. Jeg hilser tilbage på russisk, selvom jeg ved, at de basisgloser, jeg har tillært mig gennem min hidtidige sprogundervisning, langt hen af vejen har vist sig utilstrækkelige, og at jeg snart vil være nødsaget til at afsløre, at jeg ikke er i stand til at tale med hende. Hun kan ikke engelsk eller tysk, og mit russiske rækker lige akkurat til at kunne sige ting som, at jeg godt kan lide katte eller, at jeg ser fjernsyn i min fritid. Det hjælper mig ikke i situationer som denne. Eller i supermarkedet, i banken, på billetkontoret, på restaurant, på gaden, på bar.
Kvinden nævner formentlig også sit navn. Jeg er ikke sikker. Jeg er generelt ikke god til navne, og russisk komplicerer det yderligere. I bøger af russiske forfattere læser jeg ofte hen over den egentlige ordlyd af karakterens navne for i stedet at genkende dem som en sekvens af lydløsgjorte bogstaver. De fremmede lyde, som jeg ikke altid har været i stand til at udtale, har været en af de største udfordringer ved at lære et nyt sprog som voksen. Skriftsproget har fyldt væsentlig mere i min indlæring. Eksempelvis var et af de første ord, jeg lærte, da jeg startede med russisk, ordet немецкий, som betyder tysk. Et ord jeg lærte at genkende på skrift og forstå betydningen af, før jeg var i stand til at udtale det. Ordet kan til tider stadig volde mig problemer, selvom jeg har lært, hvilke lyde de enkelte bogstaver repræsenterer. Jeg har også lært, at den etymologiske betydning af немецкий, stammer fra adjektivet немой, som kan oversættes til tavs eller stum. En tysker немец er således en stum person, og tysk de stummes sprog. Inden det mere specifikt kom til at betegne tyskere, blev немец imidlertid brugt generelt om fremmede. Ligesom onomatopoietikonet barbar på oldgræsk. En betegnelse grækerne brugte om alle, der ikke hørte til i den græske polis. Alle dem, som talte et sprog, der var uforståeligt på græsk. Barbar imiterer således lyden af en ugenkendelig strøm af fremmede ord ”bar-bar-bar-bar”. Måske er den fremmede et menneske, der taler et uforståeligt sprog. Måske er den fremmede et menneske uden sprog overhovedet. Jeg har tænkt over, om der knytter sig en særlig mentalitet til måden, sprog er struktureret på. I mange vestlige sprog er verbet ”at have” eksempelvis uundværligt i en stor del af vores sætningskonstruktioner. Men konstruktionen findes ikke på samme måde på russisk, hvor det logiske subjekt ofte gøres til sætningens objekt. ”У меня есть”, altså ”jeg har”, er i direkte oversættelse ”hos mig er”. På russisk findes på den måde oftere en sproglig passivgørelse, når handling er rettet mod subjektet, snarere end at subjekt selv er aktivt handlende: ”For mig er det koldt”, ”Bogen behager mig”, ”Det er godt for mig”. Lideform, hedder den tilsvarende konstruktion på dansk.
Mens jeg står tavs ved indgangen sammen med kvinden med børnene, kommer Anya hen og siger hej. Inden jeg er mødt op, har jeg fundet hende på Facebook for spørge, om jeg kan deltage i hendes workshop, Автономный танец, selvom jeg ikke taler russisk. Hun har skrevet tilbage, at hun vil oversætte for mig.
Gruppen arbejder med bevægelse lørdag og søndag, 10 timer. Improvisationen foregår med udgangspunkt i et specifikt konstrueret billedsprog. Rummet er næsten lydløst. Der er ikke noget musik, så vi danser kun til lyden af hænder, fødder og kroppe mod gulvet. Noget af tiden har vi lukkede øjne. Begge dele er ud fra en præmis om at forsøge at tænke begrænsninger anderledes. Hvad sker der, hvis en begrænsning ikke er en begrænsning, men et mulighedsrum, hvori vi kan bryde med bevægelsesmønstre og opdage nye former og måder at bevæge os på, siger Anya. Jeg synes, at det giver mening og oplever, at min krop finder en rytme, der er tilpasset den ændring i sanseindtryk, som stilheden og blindheden skaber. Anya glemmer ofte at gengive sine instruktioner på engelsk. Det har været nemmere at tage ballettimer i Rusland, fordi basisterminologien, som jeg i forvejen kender, altid er på fransk, men jeg tænker, at Anyas undervisning måske er en mulighed for at arbejde med alt det, kroppen opfatter, uden at det er sprogliggjort.
 |
| Foto af Yao |
III.
Tara og jeg følges fra universitetet til busstoppet, hvor vi skal i hver vores retning. Der er trapper ned til og op fra den undergrundspassage, der fører under en større trafikeret vej. Mit venstre knæ er begyndt at gøre ondt, når jeg går opad og nedad. Jeg har en gammel skade, som i løbet af den sidste måned er vendt tilbage. Jeg kigger på Taras fødder, mens hun går op af trinene. Siden jeg kom til Rusland, har jeg haft en følelse af at være en smule ude af takt. Her er alle trappetrin omkring fem centimeter lavere, end andre trapper jeg kender, og jeg spørger Tara, om det ikke går hende på, at ét trin er for lavt og to trin for højt. Måske, svarer hun. Det er ikke noget, hun har tænkt over. Mens vi går, følger mine ben stadig den unaturlige rytme, som trappetrinene påtvinger kroppen. En skævhed, som jeg forestiller mig forplanter sig i mig: Skæve trappetrin, skæv døgnrytme, en skæv krop i et fremmed land. Mine skæve tanker i de korte øjeblikke, hvor jeg gribes af lettere panik over tvangslignende forestillinger, såsom at der er væggelus i min seng, møl i mit skab, eller at jeg ender med at få en tungmetalsforgiftning, når jeg drikker af den hane, hvor vandet er filtreret. Der er en uro i min skæve krop, og når den holder mig vågen om natten, aer jeg nogle gange mig selv i håret for at falde til ro. I forgårs drømte jeg, at jeg stak to fingre i halsen for at kaste op, og da jeg vågnede, havde jeg kvalme. Samme morgen, da jeg forlod vores lejlighed, var en gruppe håndværkere gået i gang med at udskifte elevatoren i opgangen. Nu har jeg seks etagers ekstra trappetrin dagligt. Jeg overvejer, om kroppen vil affinde sig med de nye omstændigheder. Om den tilpasser sig, og om jeg skal tilbagevænnes, når jeg engang tager hjem.
 |
| Foto af Yao |
IV.
Lisse, Yao og jeg går på gaden. Vi går på gaden og griner højt. De to andre griner af min latter og forsøger at imitere den, og jeg griner endnu højere.
 |
| Foto af Yao |
V.
En morgen stopper jeg foran en af byens mange souvenirbutikker. I vinduet har jeg fået øje på en matrojsjka, der ikke består af de klassisk udseende dukker, men i stedet er malet som aber. Tættere på viser det sig at være de japanske visdomsaber, der holder sig for mund, ører og øjne. Trædukken har også en fjerde abe. Den spiser en banan og ser fornøjet ud. På Wikipedia læser jeg, at matrjosjkaen oprindeligt var inspireret af japanske trædukker, og at visdomsaberne har forskellige betydninger i forskellige kulturer. I Vesten er de i nyere tid ofte blevet brugt som et billede på det problematiske i at vende det blinde øje til. Aberne er blandt de emojis, jeg hyppigst benytter i mine tekstbeskeder. Jeg kan særligt godt lide de to aber, hvor man kan se den grinende mund. Alt afhængig af sammenhæng får de forskellig betydning, men jeg bruger dem ofte til at indikere, at noget er lettere tåkrummende: Man vil gerne og alligevel ikke se og høre om det, så man holder sig på barnlig vis for ører eller øjne. Jeg overvejer, om det udbredte kendskab til aberne netop hænger sammen med deres emojiversion, der blev godkendt som en del af Unicode 6.0 i 2010. En udgivelse som i øvrigt tilføjede nye emojis med det primære formål at være kompatibel med dem, der blev brugt i Japan. Jeg læste for et par år siden om en kinesisk kunstner, der havde skrevet en hel roman på emoji. Et såkaldt universalsprog, som alle, uanset sprogmæssig baggrund, ville være i stand til at forstå. Sammen med artiklen fandt jeg en test, som gik ud på at gætte åbningslinjerne fra klassiske romaner gengivet ved brug af emojis. Det var de færreste, jeg kunne genkende.
 |
| Foto af Yao |
VI.
Tegnsprog er opbygget helt anderledes end talt sprog, siger min psykologiprofessor på et seminar et par dage efter, at jeg har skrevet om McDonald’s. Jeg sætter mig pludseligt op og kigger rundt i lokalet, hvor der ikke er andre, der ser det utrolige sammentræf. Jeg overvejer, om der af en eller anden grund skulle findes flere døve mennesker i Rusland, eller om det er min hjernes trang til at se mønstre, der gør, at jeg kommer i tanke om, at jeg også sad ved siden af en døv familie i en bus for et par uger siden. Der er ikke nogle præpositioner i tegnsprog, forklarer professoren: Har man et æble på et bord, vil man lave tegnet for æble og placere det oven på tegnet for bord, siger han og demonstrerer. Hans kone arbejder for døvesamfundet i Rusland og kan tegnsprog. Det vil overraske os, hvor ofte der siges grimme ting bag om ryggen på mennesker med hørehandicap, siger han. Det ved hans kone. Hun er ikke døv og kan derfor høre, hvad der bliver sagt om hende, når hun bruger tegnsprog i offentligheden. Jeg tænker af og til på, om folk taler om mig, når jeg står i metroen. Jeg har tit en følelse af, at jeg bliver stirret uforholdsmæssigt meget på. Jeg husker, at Lisse har sagt, at hvis man får øjenkontakt med en kvinde i metroen tre gange, så er det fordi, hun er interesseret, mens det er bedst at komme ud i en fart, hvis vedkommende er mand. Jeg spurgte, om det gælder uanset køn, men det vidste han ikke. Jeg tænker, at det måske er nemmest ikke at se på nogen, når jeg er med offentlig transport. Det er jeg næsten to timer hver dag på vej til og fra universitetet. Første gang jeg tog ruten, var jeg lost. Alligevel spurgte jeg ikke nogen om vej. Jeg husker et eksperiment, som to kvindelige, italienske studerende på mit psykologihold lavede. De gik på gaden og henvendte sig til folk for at få hjælp, men foregav kun at tale italiensk. Da de efterfølgende på russisk spurgte ind til den velvillighed, de havde oplevet, svarede folk tre ud af fire gange, at de gerne ville hjælpe, fordi de to studerende var smukke. Jeg overvejer, om jeg er køn nok til at spørge om vej på gaden, og om de italienske studerende ville være blevet behandlet anderledes, hvis de havde været stumme.
I vores psykologitimer skulle vi bryde sociale normer og skrive et essay om det. Jeg brugte herretoilettet. To gange. Hjemme gør jeg det fra tid til anden, hvis der er fyldt på dametoilettet. Mange af de steder jeg kommer i København har kønsneutrale toiletter. Her gør det ingen forskel. I Rusland var det mere angstprovokerende. Jeg har oftere end ellers fået spørgsmålet om, hvorvidt jeg er en dreng eller pige. Eller om jeg er lesbisk. Og selvom det måske ikke er spørgsmål, der fortjener svar, har jeg hver gang forsikret dem, jeg talte med, om at jeg passer fint ind i alle de traditionelle kasser. LGBT-bevægelsen i Rusland er af flere grunde usynlige i russiske mainstreammedier. Da jeg fandt ud af, at de havde arrangeret en hel uges filmfestival i Sankt Petersborg, var jeg derfor overrasket. Francesca fortalte mig, at festivalen i år fejrer deres 10 års jubilæum, selvom det ikke altid har været problemfrit. Da vi mødte op, var der fyldt med politifolk, som skulle sørge for sikkerheden under festivalen. Francesca forklarede, at loven om ”homoseksuel propaganda” er rettet mod mindreårige, så LGBT-arrangementerne er ikke direkte ulovlige, men deltagerne må ikke være under 18. Hun fortalte, at der de sidste par år har været flere forsøg på at sabotere festivallen, som både har oplevet evakuering under bombetrusler og nedlukning, når umyndige personer har sneget sig med til arrangementerne med det formål at klandre festivalen for ikke at overholde loven. Så mit pas og min alder blev tjekket grundigt, både i døren og i billetsalget. Yao havde aldrig hørt udtrykket LGBT, men virkede begejstret, da Justina fortalte, at filmene handler om køn og seksualitet. Første gang vi mødtes, sagde han til mig, at han ikke var homoseksuel, og jeg har senere spurgt, om det er noget folk ofte antager. Det er det ikke, siger han, og jeg siger, at jeg ikke går op i, hvem han føler sig tiltrukket eller ikke føler sig tiltrukket af. Vi skulle have set en film sammen på festivallen, men Yao kom for sent. Derfor var han heller ikke med til den efterfølgende paneldebat, hvor to deltagere fra hver deres regnbuefamilie diskuterede deres erfaringer. Jeg undrer mig over, hvordan man lovmæssigt håndterer børn i familier, hvor enten mor eller far er kærester med en af samme køn. Oversætteren, som undervejs kom med kommentarer, nævnte, at det hele er én stor gråzone. En udenlandsk gæst fremhævede i den efterfølgende spørgerunde et hollandsk studie, som konkluderer, at der ikke er nogen forskel på børn, som er vokset op i henholdsvis regnbuefamilier og mere traditionelle familiekonstellationer. Flere deltagere blandt publikum var hurtige til at påpege, at Rusland og Holland er to forskellige lande. Der var meget, jeg gerne ville vide mere om, men jeg afholdt mig alligevel fra at stille spørgsmål.
 |
| Foto af Yao |
VII.
Jeg sidder allerede foran min computer, da Camilla skriver til mig på Facebook. Jeg er i gang med at se et videoklip, som jeg har fundet på nettet, hvor en mand med indisk accent forklarer om kardinalitet og relationer i sætteori. Udbuddet af kurser på engelsk har været begrænset, og jeg er derfor endt på et ”Introduction to Mathematics”-kursus. Først var jeg begejstret, men indholdet på kurset viste sig hurtigt at være lidt for kompliceret til, at jeg helt forstår det. Derfor supplerer jeg med videoer. Strukturen på Liberal Arts and Sciences fakultet, som kombinerer humaniora og naturvidenskab, forvirrer mig en smule. En af de russiske studerende på mit matematikhold læser antropologi med biologi som sidefag. Jeg mødte ham en dag i bussen, hvor han sagde, at biologistudiet hjalp ham en del. Fordi biologi og antropologi langt hen af vejen er det samme, sagde han. Jeg kiggede forvirret på ham. Jeg troede, at antropologi var et kulturstudie. Han forklarede, at selvom det ikke er en del af hans undervisning, så findes der andre grene af antropologien, som undersøger og kategoriserer forskellige menneskestammer ved at måle kranier. Hvad end det skyldtes sprogbarrieren mellem os eller mit manglende kendskab til biologisk antropologi, så fik det lidt forsimplede udsagn mig til at tænke på de måleinstrumenter, jeg engang har set på en udstilling om jødeforfølgelse under Anden Verdenskrig.
Camilla spørger, om jeg vil skrive om mine oplevelser i Rusland til det tidsskrift, som hun er med til at kuratere. Jeg venter med åbne beskeden, så jeg ikke behøver at svare med det samme. Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at skrive. Jeg tænker på, hvor svært jeg havde ved at formulere noget dækkende om mit ophold til en medstuderende, som gerne ville vide mere om udveksling i Sankt Petersborg. Jeg har forsøgt at føre dagbog, mens jeg er afsted, men jeg har altid følt, at jeg ikke har kunnet gengive ting, som jeg har oplevet, set, hørt, eller følt dem. Generelt føler jeg mig usikker ved tanken om at skulle dele mine betragtninger. Selvom min tekst hurtigt begynder at tage form, da jeg sætter mig foran tasterne, bliver jeg i tvivl. Måske er det, jeg skriver dumt, forkert, for langt, ligegyldigt. Camillas forslag er ligesom når Yao gerne vil tage billeder af mig. Jeg føler mig ubehageligt synlig, når jeg står i et studie under projektøren og kigger tilbage ind i den kameralinse, som er rettet mod mig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal agere foran et kamera, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal skrive. På én og samme tid virker det alligevel både attraktivt og skræmmende at blotlægge ikke bare, hvad der måtte findes af smukke detaljer, men også alle fejl og skævheder. Jeg vil gerne læses, høres, ses og samtidig helst ikke hverken ses, høres eller læses. Jeg svarer Camilla, at jeg aldrig skriver tekster, som det er meningen andre skal se, men siger ok.
Meget spændende at høre om, tak for at du sagde "ja" :-)
SvarSlet