Tekster
Af Camilla Schack
(Teksten er et uddrag.)
10
Damen i køen i Irma siger: Hvad er det, du har der?
Jeg siger: Det er bare en stor gryde.
Damen i køen i Irma siger: Hvad er der i?
Damen i køen i Irma siger: Gud, jeg troede, det var et barn.
Jeg siger: Det er bare mit fyldte indkøbsnet.
Damen i køen i Irma siger: Du holder gryden så omsorgsfuldt, jeg troede, du havde et lille barn i gryden.
Jeg har lånt en kæmpegryde af Trine. Jeg skal lave brændenældesuppe til min fødselsdag. Mine egne gryder er ikke store nok. Jeg bor alene. Hun bor i bofællesskab. Jeg bærer mit indkøbsnet i gryden, mens jeg går fra det blå hus i Torvegade til lille Irma i Andreas Bjørns Gade. Jeg mangler de sidste ting til i morgen – løg og danskvand.
16
Tatovøren siger: So what do you want?
Jeg siger: A walnut on my ancle. A half walnut so it looks like a brain.
Tatovøren siger: OK wait a minute and I’ll draw something.
…
Tatovøren siger: Is this OK?
Jeg siger: Oh, you have to change that tap in the middle of the walnut. It looks too much like a penis.
Tatovøren siger: I can remove the balls?
Jeg siger: That would be nice.
Det er Giovanni, der skal tatovere mig, men de andre tatovører ved ikke, hvor han er. Jeg sætter mig på bænken og venter. Bladrer i nogle magasiner, der ligger på bordet foran. Jeg kigger i et blad med billeder af halvnøgne kvinder. De har store bryster og store tatoveringer. Så er Giovanni her. Han har en pose fra MAX i hånden. Det kan jeg godt unde ham, en burger.
Jeg ligger på ryggen på briksen i midten af tatovørsalonens lokale. Det summer fra de andre brikse, hvor nålen prikker blæk ind under huden. Hende, der ligger på maven får én på lænden. I et af salonens hjørner, får en mand tatoveret armens inderside. Et spindelvæv, tror jeg. Tegningen af valnødden er placeret på min ankel. Den er helt rigtig, nu hvor kuglerne er fjernet. Jeg er tilfreds med placeringen, så Giovanni kan gå i gang. Han tager briller på. Han ser godt ud. Han arbejder hurtigt. Tager først de yderste streger, holder en lille pause, så tager han de inderste. Han kigger op og spørger: So, are you sure you don’t want me to add those balls anyway?
17
Trine har fortalt om badebroen bag Christiania, ved Refshalevej. Hun kom der tit sidste sommer. På badebroen ligger folk nøgne i solen. De snakker med hinanden, deler bakker med jordbær, smører hinandens rygge med faktor 30 uden parabener og rækker øl rundt. Jeg har taget håndklæde med, Patti Smiths ”Just Kids” og en cola zero. Det er tidlig formiddag, og badebroen er næsten tom. Helt ude på spidsen ligger en mand på ryggen. En anden mand sidder på badebroens kant med fødderne i vandet.
Jeg tager tøjet af, men beholder mine sorte trusser på. Jeg lægger mig på maven, holder mig oppe på underarmene, mens jeg læser ”Just Kids”. Jeg har lagt min sorte top over venstre ankel, så den skærmer valnødden fra solen.
Trine kommer senere, hun har en halv vandmelon under armen. Hun folder sit blomstrede tørklæde ud ved siden af mit håndklæde og tager alt tøjet af. Hun har to skeer med. Vi sætter os i skrædderstilling overfor hinanden og deler melonen.
Der kommer en kvinde med to, små hunde. Hun binder Mokaiflasker til badebroens pæl, så de kan flyde i vandet og holde sig kølige. Hundene er nysgerrige og slikker på den udhulede melonskal. Trine lægger sig med hovedet vendt væk fra dem. Hun kan ikke lide hunde. Jeg tager mine sorte trusser af og lægger mig på ryggen med lukkede øjne.
”Der kommer kanalrundfarten” siger Trine. Hun har rejst sig op og vinker til båden, der er fuld af turister. Så springer hun i vandet. Jeg bliver på broen. Sårene på anklen er ikke healet endnu. Jeg tror ikke, at kanalvandet vil være godt for dem.
27
Jeg siger: Jeg husker, at en pige fra studiet tabte sig, og jeg tænkte, at det virkelig klædte hende. Hun blev mere androgyn, hendes krop virkede neutral. Jeg tænkte, at det måtte være rart. At have en neutral krop, man kunne bruge som man ville. At kroppen ikke sagde for meget fra start, så man for eksempel selv kunne vælge, hvor kvindeligt den skulle fremstå. At man selv kunne vælge, om den skulle larme eller ej.
Min psykolog siger: Tror du ikke, du larmer nu?
28
Morgenen er altid ren. Så kan jeg læse, jeg kan skrive, meditere, gøre rent, farvelægge mandalas. Jeg kan skubbe første måltid længe. Og jeg gør det. Dagen er ren indtil første måltid. Jeg tænker allerede på det næste måltid, mens jeg spiser det første. Det presser sig på. Gram nudler, antal hvidløgsfed, misopasta, chili. Fintsnittede gulerødder og spidskål. Og mellemmåltider. En appelsin. Et stort æble. Måske popcorn. Enten popcorn eller en appelsin mere. Eller måske begge dele, hvis appelsinerne er små.
31
Når jeg læser Tove Ditlevsen, findes der ikke andet, end hendes sætninger. Mine øjne skal bare hvile på ordene, og jeg forstår det hele. Jeg læser ”Gift” en eftermiddag. Begynder klokken fire. Jeg ligger i min seng, på siden, den ene arm under hovedet, den anden holder bogen oppe. Jeg læser nogle timer. Holder en pause og drikker varm saft. Så læser jeg bogen færdigt. Jeg vil læse alle Toves ord. Alt hun har ordnet i sætninger. Tove skriver, at sætningerne glider ud af hende, slankt og smidigt. Jeg tænker, at de har ventet på bogens sider, til de kunne glide ind i mig på samme måde, som de forlod hende.
35
Paulo har valgt en film, der er skrevet af min yndlingsforfatter. Han ved det ikke. Jeg fortæller det til ham, og han smiler ”så scorede jeg lige de point”.
Paulo spiller syrerock og har mærkelige tatoveringer over hele kroppen. Der er ikke noget system i dem, der er ingen gennemgående ”stil” eller kunstnerisk udtryk, de virker tilfældigt placeret. Bortset fra den på brystet, den fik han som teenager, fordi han syntes, hans bryst så mærkeligt ud.
Paulo er glad for sit liv. Han synes, han ser godt ud. Han troede ikke, at han ville blive pæn. Han kom sent i puberteten. Han forstår ikke, hvorfor man ikke bare kan være glad. Han synes, jeg skal drikke noget fløde og lave de ting, jeg kan lide.
Vi fandt hinanden på Drones toilet, ingen af os kunne finde dem, vi var taget i byen med. En pige med septum ville snakke med os og delte Droneanekdoter. Jeg tænkte: ”nu bliver Paulo interesseret i hende”. Hun syntes, vi var smukke, og ville tage billeder af os med sin telefon. Det gad vi ikke, og Paulo blev ikke interesseret. Han tog en taxa hjem til mig. Jeg ville helst cykle. Om morgenen ringede han sig syg, han gad ikke arbejde, han ville hellere hænge ud. Vi gik ud af Amagerbrogade og hjem til ham.
Han har lavet kamillete til mig. Nu snuser han til min mave og siger, at jeg lugter af helsekost og grøntsager. ”Det er nok fordi, du ikke spiser andet”. Han skal indspille sit soloprojekt de næste tre dage, han skal starte på sit nye arbejde i Gran Teatret, og i aften vil han hjem til sin mor og spise i Værløse. ”Vil du med?” spørger han.
42
Paulo skriver den nat, jeg bliver forelsket. Som om han kan mærke, at det var hans sidste chance.
43
Jeg siger: Jeg kender dig jo stadig.
Han hælder mere vin i glassene.
Jeg siger: Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Jeg var nervøs for at møde dig. Jeg var bange for, at vi ikke kunne være åbne over for hinanden.
Han sætter sig ved siden af mig og vælger musik på computeren.
Han siger: Musikken får mig til at tænke på havplanter.
Han siger: Du har altid været virkelig sød.
Han kigger på mig længe, og jeg kan ikke finde på mere at sige. Jeg tror, han ved det meste allerede. Og mens hans ansigt nærmer sig mit, det suser i mit hoved, mit bryst udvider sig, og jeg genkender hans ansigts lugt, kan jeg ikke tænke andet end: ”shit mand”.
(Teksten er et uddrag.)
 |
| Foto af Camilla Schack |
10
Damen i køen i Irma siger: Hvad er det, du har der?
Jeg siger: Det er bare en stor gryde.
Damen i køen i Irma siger: Hvad er der i?
Damen i køen i Irma siger: Gud, jeg troede, det var et barn.
Jeg siger: Det er bare mit fyldte indkøbsnet.
Damen i køen i Irma siger: Du holder gryden så omsorgsfuldt, jeg troede, du havde et lille barn i gryden.
Jeg har lånt en kæmpegryde af Trine. Jeg skal lave brændenældesuppe til min fødselsdag. Mine egne gryder er ikke store nok. Jeg bor alene. Hun bor i bofællesskab. Jeg bærer mit indkøbsnet i gryden, mens jeg går fra det blå hus i Torvegade til lille Irma i Andreas Bjørns Gade. Jeg mangler de sidste ting til i morgen – løg og danskvand.
16
Tatovøren siger: So what do you want?
Jeg siger: A walnut on my ancle. A half walnut so it looks like a brain.
Tatovøren siger: OK wait a minute and I’ll draw something.
…
Tatovøren siger: Is this OK?
Jeg siger: Oh, you have to change that tap in the middle of the walnut. It looks too much like a penis.
Tatovøren siger: I can remove the balls?
Jeg siger: That would be nice.
Det er Giovanni, der skal tatovere mig, men de andre tatovører ved ikke, hvor han er. Jeg sætter mig på bænken og venter. Bladrer i nogle magasiner, der ligger på bordet foran. Jeg kigger i et blad med billeder af halvnøgne kvinder. De har store bryster og store tatoveringer. Så er Giovanni her. Han har en pose fra MAX i hånden. Det kan jeg godt unde ham, en burger.
Jeg ligger på ryggen på briksen i midten af tatovørsalonens lokale. Det summer fra de andre brikse, hvor nålen prikker blæk ind under huden. Hende, der ligger på maven får én på lænden. I et af salonens hjørner, får en mand tatoveret armens inderside. Et spindelvæv, tror jeg. Tegningen af valnødden er placeret på min ankel. Den er helt rigtig, nu hvor kuglerne er fjernet. Jeg er tilfreds med placeringen, så Giovanni kan gå i gang. Han tager briller på. Han ser godt ud. Han arbejder hurtigt. Tager først de yderste streger, holder en lille pause, så tager han de inderste. Han kigger op og spørger: So, are you sure you don’t want me to add those balls anyway?
17
Trine har fortalt om badebroen bag Christiania, ved Refshalevej. Hun kom der tit sidste sommer. På badebroen ligger folk nøgne i solen. De snakker med hinanden, deler bakker med jordbær, smører hinandens rygge med faktor 30 uden parabener og rækker øl rundt. Jeg har taget håndklæde med, Patti Smiths ”Just Kids” og en cola zero. Det er tidlig formiddag, og badebroen er næsten tom. Helt ude på spidsen ligger en mand på ryggen. En anden mand sidder på badebroens kant med fødderne i vandet.
Jeg tager tøjet af, men beholder mine sorte trusser på. Jeg lægger mig på maven, holder mig oppe på underarmene, mens jeg læser ”Just Kids”. Jeg har lagt min sorte top over venstre ankel, så den skærmer valnødden fra solen.
Trine kommer senere, hun har en halv vandmelon under armen. Hun folder sit blomstrede tørklæde ud ved siden af mit håndklæde og tager alt tøjet af. Hun har to skeer med. Vi sætter os i skrædderstilling overfor hinanden og deler melonen.
Der kommer en kvinde med to, små hunde. Hun binder Mokaiflasker til badebroens pæl, så de kan flyde i vandet og holde sig kølige. Hundene er nysgerrige og slikker på den udhulede melonskal. Trine lægger sig med hovedet vendt væk fra dem. Hun kan ikke lide hunde. Jeg tager mine sorte trusser af og lægger mig på ryggen med lukkede øjne.
”Der kommer kanalrundfarten” siger Trine. Hun har rejst sig op og vinker til båden, der er fuld af turister. Så springer hun i vandet. Jeg bliver på broen. Sårene på anklen er ikke healet endnu. Jeg tror ikke, at kanalvandet vil være godt for dem.
27
Jeg siger: Jeg husker, at en pige fra studiet tabte sig, og jeg tænkte, at det virkelig klædte hende. Hun blev mere androgyn, hendes krop virkede neutral. Jeg tænkte, at det måtte være rart. At have en neutral krop, man kunne bruge som man ville. At kroppen ikke sagde for meget fra start, så man for eksempel selv kunne vælge, hvor kvindeligt den skulle fremstå. At man selv kunne vælge, om den skulle larme eller ej.
Min psykolog siger: Tror du ikke, du larmer nu?
28
Morgenen er altid ren. Så kan jeg læse, jeg kan skrive, meditere, gøre rent, farvelægge mandalas. Jeg kan skubbe første måltid længe. Og jeg gør det. Dagen er ren indtil første måltid. Jeg tænker allerede på det næste måltid, mens jeg spiser det første. Det presser sig på. Gram nudler, antal hvidløgsfed, misopasta, chili. Fintsnittede gulerødder og spidskål. Og mellemmåltider. En appelsin. Et stort æble. Måske popcorn. Enten popcorn eller en appelsin mere. Eller måske begge dele, hvis appelsinerne er små.
31
Når jeg læser Tove Ditlevsen, findes der ikke andet, end hendes sætninger. Mine øjne skal bare hvile på ordene, og jeg forstår det hele. Jeg læser ”Gift” en eftermiddag. Begynder klokken fire. Jeg ligger i min seng, på siden, den ene arm under hovedet, den anden holder bogen oppe. Jeg læser nogle timer. Holder en pause og drikker varm saft. Så læser jeg bogen færdigt. Jeg vil læse alle Toves ord. Alt hun har ordnet i sætninger. Tove skriver, at sætningerne glider ud af hende, slankt og smidigt. Jeg tænker, at de har ventet på bogens sider, til de kunne glide ind i mig på samme måde, som de forlod hende.
35
Paulo har valgt en film, der er skrevet af min yndlingsforfatter. Han ved det ikke. Jeg fortæller det til ham, og han smiler ”så scorede jeg lige de point”.
Paulo spiller syrerock og har mærkelige tatoveringer over hele kroppen. Der er ikke noget system i dem, der er ingen gennemgående ”stil” eller kunstnerisk udtryk, de virker tilfældigt placeret. Bortset fra den på brystet, den fik han som teenager, fordi han syntes, hans bryst så mærkeligt ud.
Paulo er glad for sit liv. Han synes, han ser godt ud. Han troede ikke, at han ville blive pæn. Han kom sent i puberteten. Han forstår ikke, hvorfor man ikke bare kan være glad. Han synes, jeg skal drikke noget fløde og lave de ting, jeg kan lide.
Vi fandt hinanden på Drones toilet, ingen af os kunne finde dem, vi var taget i byen med. En pige med septum ville snakke med os og delte Droneanekdoter. Jeg tænkte: ”nu bliver Paulo interesseret i hende”. Hun syntes, vi var smukke, og ville tage billeder af os med sin telefon. Det gad vi ikke, og Paulo blev ikke interesseret. Han tog en taxa hjem til mig. Jeg ville helst cykle. Om morgenen ringede han sig syg, han gad ikke arbejde, han ville hellere hænge ud. Vi gik ud af Amagerbrogade og hjem til ham.
Han har lavet kamillete til mig. Nu snuser han til min mave og siger, at jeg lugter af helsekost og grøntsager. ”Det er nok fordi, du ikke spiser andet”. Han skal indspille sit soloprojekt de næste tre dage, han skal starte på sit nye arbejde i Gran Teatret, og i aften vil han hjem til sin mor og spise i Værløse. ”Vil du med?” spørger han.
42
Paulo skriver den nat, jeg bliver forelsket. Som om han kan mærke, at det var hans sidste chance.
43
Jeg siger: Jeg kender dig jo stadig.
Han hælder mere vin i glassene.
Jeg siger: Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Jeg var nervøs for at møde dig. Jeg var bange for, at vi ikke kunne være åbne over for hinanden.
Han sætter sig ved siden af mig og vælger musik på computeren.
Han siger: Musikken får mig til at tænke på havplanter.
Han siger: Du har altid været virkelig sød.
Han kigger på mig længe, og jeg kan ikke finde på mere at sige. Jeg tror, han ved det meste allerede. Og mens hans ansigt nærmer sig mit, det suser i mit hoved, mit bryst udvider sig, og jeg genkender hans ansigts lugt, kan jeg ikke tænke andet end: ”shit mand”.
Kommentarer
Send en kommentar