Tekster
Af Amalie Kaa
(Teksten er et uddrag.)
Jeg trillede ud af den bløde dyne og stod på hovedet op ad mit klædeskab et stykke tid. Jeg gik ned i Føtex ved Nørrebro Station. Jeg ville ønske, at jeg havde taget solbriller på, så jeg rigtig kunne leve mig ind i illusionen om, at det var sommer. Jeg prøvede at gætte, hvor varmt der var. Det gjorde jeg altid på vej til gymnasiet, inden jeg nåede reklamesøjlen ved banken, der skiftevis viste klokken og temperaturen. Vinden var frisk og kølig. Den bed ikke. Og min leopardfleece med en tynd trøje under var næsten nok. Mine fingre blev kun lidt kolde uden vanterne. Elleve grader.
Jeg købte ind til salat med rygeost. Med radiser og tomater, som du engang lavede den til mig. Jeg købte purløg og økologisk solsikkerugbrød. Forestillede mig, at du ville stå på den anden side af konserveshylderne. At du ville komme gående omkring det næste gadehjørne. At du ville stå udenfor min opgang, når jeg kom hjem.
ii
Et år. Tre måneder. To dage. Ikke en lyd. Jeg ligger på siden og stirrer ind i væggen. Det sviger lige der til højre for mit øje, hvor tårerne efterlader salt i mørket. Det er svært at finde ro i det uafsluttede. Babyen i lejligheden under græder igen. Klokken er halv fire. Der dannes diffuse lyse pletter på min nethinde. Savnet; Afmagt, som fortyndes langsomt, når tårerne løber.
iii
En fisk forsøger at spise stenen, skubber den mod siderne af mavesækken for at tage små bidder. Små bidder, som efterlader små skarpe kanter. Jeg forsøger at opløse stenen med urtete.
Mit paradistræ nikker forstående.
iv
Solen går snart ned. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv i de mørke timer. Der er kommet små lysegrønne blade på buskene i gården. Jeg prøver at fokusere på de lysegrønne blade. Solen nærmer sig taget på bygningen overfor min.
v
Han har fundet en sofa, som vi kan få gratis. Han sender et billede. Det er en lille topersoners sofa med et lyst betræk. Lidt for sart til egentlig at beklæde en sofa. Man kan se, at der er drukket kaffe i den. Vi aftaler, at jeg kommer og henter den. Jeg har ikke cykelhjelm på, da jeg cykler fra kollegiet ned til Mellemrummet med traileren rumsterende bag mig. Jeg har brug for at mærke vinden i håret og solen på kinderne. Jeg føler mig som et barn på sommerferie, der kører ud mod åbne marker. Vi går hjem af Guldbergsgade med sofaen spændt ovenpå traileren.
vi
Jeg mærker på hvirvlerne, der buler ud langs din rygsøjle. 1 - 2 - 3, jeg sætter en streg med en tusch, og din hud trækker sig lidt sammen. Du bliver liggende med lukkede øjne. Skrællede jeg forsigtigt din hud af, ville jeg møde en mørkerød farve. Fine muskelfibre smyger sig imellem knogler og sener. Lige der inde bag din hud.
Jeg havde forventet at kaste op, første gang jeg satte min fod i dissektionslokalet. Det kom først senere, da jeg sad til forelæsning og spiste en bolle med jumborosiner. En bolle med blodansamlinger.
Solens stråler rammer din ryg og danner en lysende trekant. Jeg tegner også den. Musculus Rhomboideus hæfter på Scapula. Eller udspringer den fra Scapula? Dine skulderblade ligger fladt mod din ryg som du ligger der med armene spredt ud til siderne.
En medstuderende jokede med at tage muskler med hjem og lave biksemad. "Ah, det smager nok ikke godt med formalinen?" Jeg kiggede den anden vej, læste i vejledningen.
vii
Sommerfugle flagrer rundt i min mave, som jeg overhaler en ladcykel og nærmer mig runddelen, hvor jeg ville dreje, hvis jeg skulle hjem til dig. Et smil breder sig vilkårligt over mit ansigt. Jeg fjerner det forvirret igen, passerer runddelen og kommer hurtigt ned til Blågårdsgade, som jeg drejer ind på. En fejemaskine svinger ud på midten af vejen. Jeg stoler ikke på fejemaskiner. I tankerne bliver jeg igen slynget ud på kørebanen ved Europaplads. Han havde fået grønt, mente han.
viii
Mine hænder ryster, jeg kan næsten ikke holde på gaflen. Jeg taber et stykke blomkål ned på tallerkenen. Brødristeren plinger. Jeg rejser mig for at vende brødet. Jeg må holde pause op ad væggen og lade blodet fordele sig i kroppen.
ix
Der er gået en måned, siden jeg sidst hørte fra dig, og jeg er til yoga. I dag kan mit hoved nå alt, hvad det sigter efter. Jeg smelter sammen som smør, og pande og knæ mødes. Utanasana. Jeg falder i søvn da vi ligger i shavasana til sidst i timen. På vej hjem ringer jeg til dig. Det ringer længe. Jeg er en vingummi. Jeg bliver helt lettet, da telefonsvareren beder mig lægge en besked.
x
Jeg har lagt ti chokoladeknapper ud på bordet. Jeg tager dem i munden én for én. Lader dem ligge på tungen, så chokoladen smelter. Så maser jeg dem med tungen og lader chokoladen løbe ud i min mund.
(Teksten er et uddrag.)
 | ||
| Illustration af Amalie Kaa |
i
Jeg trillede ud af den bløde dyne og stod på hovedet op ad mit klædeskab et stykke tid. Jeg gik ned i Føtex ved Nørrebro Station. Jeg ville ønske, at jeg havde taget solbriller på, så jeg rigtig kunne leve mig ind i illusionen om, at det var sommer. Jeg prøvede at gætte, hvor varmt der var. Det gjorde jeg altid på vej til gymnasiet, inden jeg nåede reklamesøjlen ved banken, der skiftevis viste klokken og temperaturen. Vinden var frisk og kølig. Den bed ikke. Og min leopardfleece med en tynd trøje under var næsten nok. Mine fingre blev kun lidt kolde uden vanterne. Elleve grader.
Jeg købte ind til salat med rygeost. Med radiser og tomater, som du engang lavede den til mig. Jeg købte purløg og økologisk solsikkerugbrød. Forestillede mig, at du ville stå på den anden side af konserveshylderne. At du ville komme gående omkring det næste gadehjørne. At du ville stå udenfor min opgang, når jeg kom hjem.
ii
Et år. Tre måneder. To dage. Ikke en lyd. Jeg ligger på siden og stirrer ind i væggen. Det sviger lige der til højre for mit øje, hvor tårerne efterlader salt i mørket. Det er svært at finde ro i det uafsluttede. Babyen i lejligheden under græder igen. Klokken er halv fire. Der dannes diffuse lyse pletter på min nethinde. Savnet; Afmagt, som fortyndes langsomt, når tårerne løber.
iii
En fisk forsøger at spise stenen, skubber den mod siderne af mavesækken for at tage små bidder. Små bidder, som efterlader små skarpe kanter. Jeg forsøger at opløse stenen med urtete.
Mit paradistræ nikker forstående.
iv
Solen går snart ned. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv i de mørke timer. Der er kommet små lysegrønne blade på buskene i gården. Jeg prøver at fokusere på de lysegrønne blade. Solen nærmer sig taget på bygningen overfor min.
v
Han har fundet en sofa, som vi kan få gratis. Han sender et billede. Det er en lille topersoners sofa med et lyst betræk. Lidt for sart til egentlig at beklæde en sofa. Man kan se, at der er drukket kaffe i den. Vi aftaler, at jeg kommer og henter den. Jeg har ikke cykelhjelm på, da jeg cykler fra kollegiet ned til Mellemrummet med traileren rumsterende bag mig. Jeg har brug for at mærke vinden i håret og solen på kinderne. Jeg føler mig som et barn på sommerferie, der kører ud mod åbne marker. Vi går hjem af Guldbergsgade med sofaen spændt ovenpå traileren.
vi
Jeg mærker på hvirvlerne, der buler ud langs din rygsøjle. 1 - 2 - 3, jeg sætter en streg med en tusch, og din hud trækker sig lidt sammen. Du bliver liggende med lukkede øjne. Skrællede jeg forsigtigt din hud af, ville jeg møde en mørkerød farve. Fine muskelfibre smyger sig imellem knogler og sener. Lige der inde bag din hud.
Jeg havde forventet at kaste op, første gang jeg satte min fod i dissektionslokalet. Det kom først senere, da jeg sad til forelæsning og spiste en bolle med jumborosiner. En bolle med blodansamlinger.
Solens stråler rammer din ryg og danner en lysende trekant. Jeg tegner også den. Musculus Rhomboideus hæfter på Scapula. Eller udspringer den fra Scapula? Dine skulderblade ligger fladt mod din ryg som du ligger der med armene spredt ud til siderne.
En medstuderende jokede med at tage muskler med hjem og lave biksemad. "Ah, det smager nok ikke godt med formalinen?" Jeg kiggede den anden vej, læste i vejledningen.
vii
Sommerfugle flagrer rundt i min mave, som jeg overhaler en ladcykel og nærmer mig runddelen, hvor jeg ville dreje, hvis jeg skulle hjem til dig. Et smil breder sig vilkårligt over mit ansigt. Jeg fjerner det forvirret igen, passerer runddelen og kommer hurtigt ned til Blågårdsgade, som jeg drejer ind på. En fejemaskine svinger ud på midten af vejen. Jeg stoler ikke på fejemaskiner. I tankerne bliver jeg igen slynget ud på kørebanen ved Europaplads. Han havde fået grønt, mente han.
viii
Mine hænder ryster, jeg kan næsten ikke holde på gaflen. Jeg taber et stykke blomkål ned på tallerkenen. Brødristeren plinger. Jeg rejser mig for at vende brødet. Jeg må holde pause op ad væggen og lade blodet fordele sig i kroppen.
ix
Der er gået en måned, siden jeg sidst hørte fra dig, og jeg er til yoga. I dag kan mit hoved nå alt, hvad det sigter efter. Jeg smelter sammen som smør, og pande og knæ mødes. Utanasana. Jeg falder i søvn da vi ligger i shavasana til sidst i timen. På vej hjem ringer jeg til dig. Det ringer længe. Jeg er en vingummi. Jeg bliver helt lettet, da telefonsvareren beder mig lægge en besked.
x
Jeg har lagt ti chokoladeknapper ud på bordet. Jeg tager dem i munden én for én. Lader dem ligge på tungen, så chokoladen smelter. Så maser jeg dem med tungen og lader chokoladen løbe ud i min mund.
Kommentarer
Send en kommentar