Drømmestøj

Af Josefine Højholt

Bjørn Ryde Grann ved en hel del om støj- og drømmemusikken, shoegaze. Her sidder han selv og drømmer i sin vindueskarm på Østerbro. Foto af Josefine Højholt.

Jeg cyklede hjem til min ven Bjørn en sen torsdag aften. Vi skulle snakke om shoegaze. Jeg var begejstret for, at Bjørn gad, men vidste ikke rigtigt, hvor meget der var at tale om. Der var meget, viste det sig. Og nu er jeg ikke bange for at kalde Bjørn for shoegaze-ekspert. Nedenstående er mit forsøg på at komprimere hans enetale om shoegaze, som han holdt for mig, mens jeg tyllede kaffe og hurtigskrev, og dén shoegaze-playlist, han havde lavet, spillede i baggrunden - eller det vil sige, ret højt, for Bjørn synes, man skal høre shoegaze højt:

"Shoegaze opstod midt i 80'erne og var størst i slut-80'erne, start- og midt-90'erne. Shoegaze-termen stammer fra slut-80'erne. Magasinerne NME Magazine og Melody Maker skrev om de her introverte performere, der spillede støjende guitarmusik, mens de hele tiden kiggede ned på deres sko. Når de stod på scenen, kunne man nemlig ikke se, at det var deres pedaler, de kiggede ned på. Det er altså både en teknisk ting, men helt klart også noget introvert, en bestemt attitude på scenen. Der er iøvrigt ikke mange shoegaze-musikere, der bryder sig om at blive kaldt det.

Når man forestiller sig en shoegaze-fan, forestiller man sig også denne her introverte teenager, der ligger på sit værelse og drømmer. Måske om en kærlighed, der aldrig vil kunne leve op til for eksempel Slowdives musik, fordi den er så underskøn. Til en shoegaze-koncert går folk som regel heller ikke sådan amok, de står snarere for sig selv og rokker med hovedet, som om de er i trance.

Shoegaze er en blanding af glad, 60'er-agtig jangle pop eller twee pop, dream pop og hårde støjrock-elementer. Teksterne er ofte simple, om kærlighed eller andre småting, sommetider vage så de kan betyde hvad som helst. Vokalen er begravet i mixet og støjen fra guitaren, som man prøver at få til at lyde som alt muligt andet end en guitar.

My Bloody Valentines album Loveless fra 1991 er et af de mest klassiske shoegaze-albums. Her kan man næsten ikke høre teksterne, og de er heller ikke officielt udgivet, selvom mange fans har forsøgt at tyde dem og lagt forsøgene ud på nettet. Engang i 90'erne var der en decideret konkurrence, hvor fans forsøgte at gætte teksterne til Loveless, men ingen vandt. Jeg tror helt klart, det er med vilje, at de meget få ord bliver trukket ud og sløret i sangene, så man ikke kan lægge ét eller andet definitivt ned over dem eller i dem. Det er jo også musikken, det handler om, det er lyden og støjen, der er i forgrunden.

Et andet band man straks tænker på, når man hører ordet "shoegaze" er Slowdive. Idag er Souvlaki (Slowdives andet studiealbum fra 1993) en klassiker, men Slowdive blev slagtet rigtig grimt af pressen i starten. Der var en anmelder i Melody Maker, der skrev, at han hellere ville kvæles i grød end lytte til Souvlaki igen, og at albummet var et sjælløst tomrum. Hårde sager!
Slowdive lyder meget kønt, lidt som om de sidder på en lyserød sky. De er meget følelsesladede og har på en måde en lidt jomfruelig lyd. "Catch The Breeze" er et godt eksempel, et rigtigt underskønt nummer. My Bloody Valentine ville aldrig lave sådan et nummer, sådan en dejlig strøm. De har en mere rock-agtig lyd og en masse støj, der slører de melodiske elementer. For mig personligt gør det, at jeg sætter mere pris på melodien, fordi den ikke kommer så let til mig, den er mere skjult, og stykker af den bryder frem. My Bloody Valentine er også sindssygt kreative med en guitar, får den til at lyde forskelligt nærmest fra gang til gang. Nogen kalder det guitarporno. Der går rygter om, at der ligger hundredevis af guitarspor på numrene på Loveless. Albummet har også et ecstacy-element, noget rave-agtigt repetitivt, der adskiller det fra dream pop-tingen. Nogen siger, man får en helt anden forståelse af musikken, hvis man hører det på ecstacy.

Samme år som My Bloody Valentine udgav Loveless, peakede Cocteau Twins med albummet Heaven Or Las Vegas. De to plader er blevet kaldt for de bedste shoegaze-albums nogensinde, og de har helt klart været svære at følge op på, både for dem selv og for andre bands.
Cocteau Twins er mere drømmende end støjende, og guitaren har denne her bølgende lyd. Forsanger Elizabeth Fraser er kendt for sommetider at synge på et helt hjemmelavet sprog af ord, der ikke findes. Det er fantastisk, at de fik lov til at udgive musik på den måde, synes jeg.

The Jesus And Mary Chain udgav et debutalbum i 1985, Psyco Candy, som mest af alt lyder som et punk-album, meget aggressivt, motiver med knive, død og glas, ret heftige sager. Der er også nogle glade Beach Boys-agtige melodier på pladen, men hele tiden bag denne her mur af støj. Alting lyder lidt som under vand, og selvom man har musikken helt tæt på i sine headphones, og den rammer én hårdt, er den alligevel langt væk, og man er på afstand. Den plade har influeret og inspireret My Bloody Valentine i deres tidlige karriere, kan man høre.

My Bloody Valentine har et nummer, der hedder "You Made Me Realize", som har en midtersektion, der udelukkende er hvid støj. Det stykke slutter de altid deres koncerter af med, og da kan det vare alt fra 3 til 30 minutter, øreknusende højt. De har før tømt en koncertsal, så der kun stod tredjedelen tilbage af virkeligt dedikerede fans, da koncerten sluttede. De har én eller anden tese om, at man kan nå op på et særligt abstraktionsniveau i de her støjsekvenser, en slags guddommeligt plan eller en kollektiv lykkefornemmelse. Det er en avantgardistisk tankegang. På et tidspunkt når du et plan, hvor du ikke længere hører støjen, men hvor du bare… Da jeg selv hørte dem live, kunne jeg mærke det i brystet, trykket var så stort, og det er dejligt for kroppen, men ørerne kan ikke følge med, de er simpelthen ikke skabt til den lydstyrke. Ralf Christensen og Kristian Leth snakker om de her ting i deres rigtig fede podcast på P6 Beat, Album, hvor de har et afsnit, som er dedikeret til Loveless.

Pladeselskabet Creation Records har udgivet alle de klassiske shoegaze-bands. Alan McGee, som er manden bag Creation, har set ét eller andet i denne her musik, selvom det var så nyt, og han ikke engang vidste, hvordan man drev et pladeselskab. Ham og Kevin Shields (som er mastermind i My Bloody Valentine) var en rigtig dårlig kombi på nogle områder. Shields' fornemmelse af tid er svær at arbejde med. Hvis han siger, "jeg er færdig med det her imorgen", så kan der gå et halvt år, før han reelt er det. Bandet arbejder kun, når de føler for det, og Kevin Shields er en rigtig perfektionist. Der er mange legendariske historier (og måske også røverhistorier) om Loveless. Creation var ved at gå bankerot, fordi Kevin Shields krævede så meget og aldrig var tilfreds med studierne. Når Alan McGee ringede til Shields og spurgte, hvornår det og det ville være færdigt, så svarede Shields bare med titler på pladens numre: "Soon", "Sometimes", "To Here Knows When". McGee var desuden et coke head, mens Shields var et pot-hoved. Idet hele taget var de to vidt forskellige temperamenter med vidt forskellige tempoer. McGee beundrede dog Shields meget og mente, at My Bloody Valentine var et lige så vigtigt band for sin tid, som The Velvet Underground var for 60'erne.

Shoegaze døde i midt-90'erne. Alan McGee fandt Oasis og fik dem på Creation. Britpop blev in i 1993-1994. Oasis udgav debutalbummet Definitely Maybe og satte England på landkortet rent musikalsk. Der er hooligan-stemning og britisk nationalfølelse. Men Creation tjente kassen og kunne dumpe shoegaze-bandsene. My Bloody Valentine forsvandt fuldstændig for en tid, det gjorde Cocteau Twins også, der var ikke længere de her store shoegaze-bands, som kunne være drivkraft, og som de små bands kunne se op til og blive inspireret af. På den måde var shoegaze meget kortlivet, men det er jo så kommet op igen i 00'erne og i det her årti. Slowdive har jo lige udgivet en ny plade i år. Der er også nye shoegaze-bands som Tarmayn og Ringo Deathstarr, som mest af alt er underholdende pastiche, rigtig meget rip-off. Men A Place To Bury Strangers og A Sunny Day In Glasgow er værd at lytte til og bliver taget mere alvorligt, fordi de har fundet deres egen lyd.
Men shoegaze er altså en lidt overset periode, når man snakker musik- og rockguitar-historie."

Bjørn har sammensat en shoegaze-playlist, som du kan finde på Spotify. Bare søg på Bjørn Ryde Grann og følg hans offentlige playlist "Shoegaze playlist". Ellers kan du tjekke nogle af de omtalte bands ud i YouTube-videoerne nedenfor. Den nævnte podcast om Loveless kan findes her: http://www.dr.dk/radio/p6beat/album/album-12/