Fire og et halvt

Af Geer Rift

Bøgetræerne rasler i vinden. Deres blade bryder lyset og maler perler på skovbundens græsstrå. Mine fødder slår mod de nubrede rødder. De springer ud fra træerne på hver side af stien. Jeg snubler lidt, men genvinder hurtigt fodfæste. Min mor går ved siden af mig. Hun kigger med jævne mellemrum afventende på mig, imens vi spadserer. Hun har det slidte iranske halstørklæde på – det med girih-mønstre i blåt og purpur.
Min hals brummer lidt akavet, og jeg siger noget med, at min bror og jeg har det fint, og at vi efterhånden taler meget bedre til hinanden. Jeg overvejer, om jeg måske kan spørge til halstørklædet, men jeg ved samtidigt godt, hvad det tager med sig. Alt det der med Osmannerriget. Teheran og revolutionen, eller måske dengang Mohammed flyttede ind hos os på Ny Carlsbergvej.
Hun siger et eller andet, jeg ikke hører og begynder at hive ting frem fra vores barndom. Mig og min bror. Noget med at nogle stemninger imellem os fremdeles hænger ved. Jeg mærker lidt ubehag ved den sætning. Men når ikke at falde synderligt langt ind i alt det og dengang, for jeg ser rødt og gult. Et atonalt anslag ved foden af et bøgetræ. Det er Indigo-Rørhat og Almindelig Kantarel. Rørhatten står tæt ved stammen, og længere borte står de mindre, lysegule svampe i stærk kontrast til de omkringliggende pletter af mos.
Min mor rækker ned i sin brede lædertaske og finder en papirpose frem. Der ligger i forvejen adskillige poser med svampe dernede. Jeg bukker mig ned og rykker forsigtigt i roden på rørhatten med tommel- og pegefinger. Jeg holder den op imellem vores ansigter og ser de mange bidmærker i hatten, de særlige blå-grønne nuancer.
Sneglene har allerede været der, siger jeg.
Det kan skæres bort, siger min mor.
Øjeblikket vi tager den sidste kantarel, dukker der en politibetjent frem. Han er klædt i uniform, med kugleformet hjelm og skygge nedover brynene. Han har stået og luret på os inde fra buskadset. Han siger, at vi skal forsvinde. At der er sket en forbrydelse, hvor vi står, og at han omgående må afspærre området. Vi kigger os rundt, men kan ikke få øje på noget usædvanligt. Intet blod, intet mordvåben eller lig.
Vi er på skovtur, siger min mor.
Det er sagen uvedkommende, siger betjenten.
Hun begynder at diskutere med ham. Jeg føler mig klemt. Jeg tænker på, hvordan hun ikke kan fordrage autoriteter. Det ligger så dybt i hende.
Jeg trækker lidt beskedent i hendes arm og siger, at der findes andre gode svampesteder, og at vi sagtens kan fortsætte samtalen om min bror.
Hun lytter ikke, men begynder i stedet at hæve stemmen overfor betjenten.
Han bemærker posen i hendes hånd, og spørger nu til, hvad hun har der, og om han lige må kigge. Hun fortæller ham, at det ikke rager ham og opremser adskillige paragraffer, der har til formål at beskytte borgere imod ubegrundet mistanke fra ordensmagten. Han insisterer på, at mistanken er fuldt begrundet, eftersom nogen har plukket for mange svampe her i skoven, og at det netop og faktisk er denne forbrydelse, der er tale om.
Min mor bliver helt paf og spørger, med lidt usikkerhed i stemmen, om det da er forbudt at samle ind til middagen.
Nej, siger betjenten, alt under fire kilo falder på den rette side af loven. Han har knapt færdiggjort sætningen, før han tager en digital vægt frem og gestikulerer til min mor, at tasken skal ned på vægten. Hun ruller med øjnene, og rækker ham den i strakt arm.
Han anretter tasken oven på den lille dims og brummer lidt eftertænksomt, før han sarkastisk melder udfaldet: Fire og et halvt – I har vel nok været flittige!
Min mor sænker øjenbrynene og siger køligt, at han jo ikke skal veje hele tasken med, og det kan enhver idiot, der nogensinde har bagt en æbletærte, vel sige sig selv.
Ved den kommentar bliver betjentens ansigt en smule skævt. Han hiver indholdet ud af tasken, imens han fastholder et afsindigt blik på min mor. Hver pose bliver flået ud og tømt, så svampene falder ud på skovbunden. Uden varsel begynder han at hoppe på dem.
Jeg mærker en klump i halsen, som jeg ser svampene blive knust under betjentens sorte støvler.
Anis-savbladhatte, Hummer-Skørhatte, Morkler, Brogede Skørhatte, Løgbruskhatte og de nyfundne Rørhatte og Kantareller – hele høsten. Han får alt med.
Jeg kan knapt tro mine øjne. Jeg stirrer forvirret på seancen, imens min mor hvisker et eller andet til mig, noget om mandens psykiske velbefindende.
Når svampe og skovbund ikke længere kan skilles fra hinanden, løfter betjenten sit hoved. Hans smil strækker sig helt ud til hver side af hans nu lidt større ansigt. Han begynder at grine. Det ser helt forkert ud.
Vinden pusler med grenene over os. Jeg kigger op og ser grønne bølger passere. Tæpper af blade, der bevæger sig i mønstre. Stigende og faldende, rytmisk pulserende. I et øjeblik synes jeg næsten at kunne mærke mit åndedræt falde i takt med bladenes bevægelser. Trækronerne, som pludseligt føles så nær ved min brystkasse.
Mit hjerte slår hårdere. Jeg hører et grin og retter igen blikket ned, idet en sværm af blade løsner sig og lander mellem min mor og betjenten. Betjentens ansigt har nu vokset sig endnu større. Der lyder en knugende lyd fra hans hjelm. Han griner. Min mor fniser. Det hele forvirrer mig. Hovedet er nu spændt så stramt i hjelmen, at jeg kan se huden folde op ved skyggen, smilet strakt fra øre til øre. Skabningens grin kan ikke længere undslippe de stramme læber, der i stedet udsender en tæt og taktfast hvæsen.
Jeg træder et par skridt tilbage og løfter instinktivt min ene arm op foran mit ansigt. Hovedet svulmer op som en vejrballon, smilet er forpint, og hvad der før var hvæsen er nu en højlydt piben. En piben, som damp fra en kogekedel. Et minde dukker op i mit hovede. Min far brygger æblecider i køkkenet. Alkoholforædlingen går for stærkt. Jeg spørger, om den virkelig skal lyde sådan der, og min far siger, at det skal den, og at der ikke sker noget. Men bundsenbrænderen er skruet for højt op og...
Jeg lukker øjnene, idet jeg hører et højlydt smæld. En lille sky af sorte sporer glider op i lyset, og den uniformklædte krop falder ned ovenpå de maste svampe med et ligegyldigt dunk. Hjelmen dratter ned et sekund senere, et stykke fra hvor vi står. Jeg har skærmet for det værste med armen, men min mor er helt sort i hovedet.
Hun går hen til tasken ved siden af kroppen, trækker en blomstret charmeklud frem og tørrer sit ansigt. Kludens røde og gule farver bliver helt tilsmudsede. Hun vender sig og spørger, om jeg vil låne den. Jeg står bare og stirrer på hende.
Hun siger, at sådan noget snavs ikke skal få lov at gro på mit ansigt. Jeg nikker lidt uforstående, tager imod kluden og fjerner resterne af betjenten fra mit hovede.
Vi begynder at gå igen. Jeg kigger tilbage over skulderen. Mit blik vandrer mellem den digitale vægt og den hovedløse krop. Min mor bemærker det.
Det skal du ikke tage dig af, siger hun, det var som du sagde – der er andre gode svampesteder.

Vi bevæger os ned i en ravine. Min mor rækker sin hånd ud til mig og beder mig om at støtte hende. I bunden kan jeg se et sumpet åløb. Jeg kommer til at tænke på mit barndomshjem, Kattinge Vig og den smattede sti vi altid måtte bruge for at komme ned til engen. Vi gik i kæde, hånd i hånd, så vi ikke skulle snuble. Min bror stod parat ved lågen. Det gjaldt om at komme først ud til båden. Engen fortsatte ud i en tange og blev hurtig til marsk, hvor fjorden klemte sig ind i mulden med årer af hundredvis af små vandløb. Her måtte man hoppe mellem græstuerne der indbød til våde fødder og omvrikkede ankler. Min bror nåede altid først hen til båden, men en enkelt gang var jeg lige ved at slå ham. Jeg kom op på siden af ham midtvejs over marsken, men han så mig og slog hårdt ud med armen. Den ramte mig i brystet og bragte mig ud af balance. Jeg snublede på en tue og faldt med hovedet først ned i mudderet.
Jeg grubler lidt, åbner og lukker munden, indtil jeg kigger på min mor og siger, at nogle gange kunne han virkelig være led mod mig. Hun kigger på mig, men siger ingenting. Vi går videre.

Jeg ser en knippe af Krystal-Støvbolde under et rodnet langs siden af ravinen. Et par af dem har fået sine brune nuancer, som er så karakteristisk for de ældre eksemplarer. Der er gået hul på dem, og grå sporer siver op i sollyset.
Jeg tilføjer, at vi jo heller ikke var så gamle på det tidspunkt.
Min mor vender sig mod mig. Hendes panderynker slår buer, og hendes ansigt glider ind i en forstående mine. Hun træder hen til mig, lægger en arm over min skulder og giver mig et klem.