At skabe er at leve

Af Josefine Højholt

Illustration af Josefine Højholt.

Jeg føler mig simpelthen ikke levende, hvis ikke jeg skaber noget. Jeg kan ligesom ikke mærke mig selv, hvis ikke jeg har gang i ét eller andet kreativt projekt. Det er vel noget, jeg har identificeret mig med altid. Som barn var det en selvfølge: Jeg skabte alle mulige og umulige universer i mine lege og bevægede mig rundt i dem. Jeg tegnede også og skrev eventyr i små bøger af foldet A4-papir.
I folkeskolen skrev jeg skuespil, som vi børn egenhændigt satte op og spillede for de mindste klasser til jul. Da jeg blev teenager, blev mig og mine slyngveninder enige om, at vi skulle have et band. Ingen af os spillede instrumenter, men en-to-tre blev opgaverne uddelegerede, og vi var klar til at gå i kødet på musikken: - I har et flygel derhjemme, så du spiller klaver! - Du starter til bas på ungdomsskolen! - Du ønsker dig et trommesæt i julegave! Selv lånte jeg min fars guitar, og han lærte mig to akkorder, der lød vidunderligt, når man spillede dem efter hinanden: Emol og Amol. Og så gik jeg i gang med at skrive sange om verdens uretfærdighed, om bomberegn og lænestole og sommerfugle, der fløj væk.
I gymnasiet troede jeg, jeg skulle møde mine ligesindede: Andre blomstrende og skabende. Det gjorde jeg så sandelig også, men det gik ikke, som jeg havde forventet. På Sankt Annæ Gymnasium gik jeg i klasse med mennesker, hvis forældre var komponister, som havde haft absolut gehør, siden de var syv, og som skulle på konservatoriet. Jeg var nobody, og ikke nok med det, jeg blev også dårligere til at spille af min nye præstationsangst. Jeg mistede helt lysten. Jeg mistede appetitten. Jeg følte mig syg. Jeg gik til lægen. Jeg fik en halv lykkepille om dagen. Det hjalp ikke.
Jeg gik på højskole og lå meget inde på værelset og så Sex And the City. Jeg tog ofte hjem, hele vejen fra Jylland til Greve. Jeg havde teater som hovedfag og så et øjeblik dét som en mulighed. Søgte ind på Den Danske Scenekunstskole i København, men gik ikke videre fra første prøve. Mistede totalt modet. Her var jeg heller ikke god nok.
Jeg var revnende nervøs for at starte på universitetet. Hvis jeg ikke passede ind nogen steder, hvis jeg ikke duede til noget. Jeg havde gået hos en psykolog, der ikke havde forbedret noget synderligt.
Overraskende nok gik det okay. Dansk faldt mig naturligt, jeg havde altid holdt af og været god til det fag. Jeg begyndte at hænge ud i kaffebaren efter undervisning. Jeg blev en del af et nyopstartet skrivefællesskab. Vi skabte tekster og antologier og oplæsninger. Jeg begyndte at tale lidt højere og lidt mere og nogle gange også grine frit. Der var noget, der trak i mig for, at jeg skulle gøre det. Teksterne ønskede, at jeg skulle komme med min lille dolk og sprætte dem op. Også selvom det gik ud over nogens humør. Endelig var der noget, der var vigtigere, end om andre kunne lide mig. Og så fik jeg nye venner.
Disse venner tænker nogle formidable tanker, synes jeg. De producerer tekst på tekst på tekst og gemmer dem i skrivebordsskufferne eller under sengen eller sender dem ind til det ene og det andet tidsskrift, som ikke vil have dem. Det synes jeg er synd. Jeg vil gerne dykke ned i de skuffer og ind under sengene og ind i mine kloge venners hoveder og tage de flotte sten jeg finder dér og lægge dem frem her, på rad og række. Så kan I se, hvor de skinner, lysende og mærkeligt. De her mennesker er levende. De er kød og blod, saft og kraft. De lever livet. De er bange for det, de elsker det, de kæmper med det og for det og mod det og bliver klogere og dummere for hver dag, der går. De er helt almindelige og sære og deres egne. De tænker på døden og bekymrer sig. De skal ud i fremtiden og prøver at tage de rigtige sko på til lejligheden. De føler sig forkerte, selvom de er helt rigtige. Denne her blog er en hyldest til dem, den er en hyldest til livet, det almindelige og ukendte liv, det indre liv, vi vender vrangen ud på og skaber noget af. En stemme, et hjerte, en krans af glødende blomster. Det gælder vel om at bruge det. Ikke sætte sit liv under en skæppe og alt det der. Nu og ikke om 100 år, når vi har uddannelser og kvalifikationer nok til at sige noget, nogen gider at lytte til. Nu.