Da jeg klippede håret af

Af Josefine Højholt

Illustration af Josefine Højholt.

For nogle år siden klippede jeg håret af. Jeg nåede at gøre det, før det blev hipt og mainstream. Det var også meningen. Det var meningen, det skulle være en progressiv handling, provokerende, have et potentiale til at forandre ét eller andet.
Jeg havde haft en del uheldige episoder med fyre. De lå ligesom på stribe bag mig som en hale. Den ville jeg også gerne klippe af, sådan en takket og besværlig dragehale. Jeg havde bestemt ikke held i kærlighed. Men det var ikke kun et spørgsmål om held. Det var også et spørgsmål om at sige til og fra, at definere mine egne grænser og ikke lade mig narre og narre mig selv gang på gang. Det var Satans, så svært det var. Jeg syntes efterhånden, jeg blev forelsket i hvem det skulle være. Jeg havde været forelsket i fyre alle steder på skalaen mellem hash og heroin. Jeg havde været forelsket i arbejdsnarkomanen og ornitologen, som havde for travlt med at rejse rundt og fotografere fugle i Sydamerika til at gå tur på Amager Fælled med mig. Jeg havde været forelsket i den ultimative PhD-playboy, som dyrkede cross-fit og boede i veganerkollektiv, og hvis mobil altid blinkede med andre pigers sms'er, når vi var sammen. Jeg havde været forelsket i arkitekten, som kørte på motorcykel, og som ringede og fortalte mig, at han havde været sammen med sin ekskæreste, selvom vi ingen aftale havde om at være eksklusive - en desperat handling for at få mig til at gøre det forbi, tolkede jeg. Jeg havde været forelsket i dem alle sammen, hele arsenalet af umulige røvhuller. Jeg var ikke sikker på, nogen af dem havde været forelsket i mig. Faktisk var jeg ret sikker på det modsatte. Hvad havde jeg lavet? Ville jeg være forelsket for enhver pris? Det lignede en art selv-tortur, og på én eller anden mirakuløs måde var jeg ved at have fået nok.
Jeg tænkte, det var på tide at opbygge noget selvrespekt. Jeg vidste ikke helt hvordan. Men hvis nu jeg lignede én, der havde det, ville jeg måske også få det. Jeg tænkte: Én med sådan en sej frisure lader sig ikke sådan træde på. Man kunne også sige, frisuren skulle være en slags forebyggelse mod at gøre noget dumt.

Jeg skrev til min veninde, at nu skulle det være. Det var en fredag, og om aftenen skulle vi alligevel have et lille selskab af vin og venner i hendes lejlighed på fjerde sal, Christianshavn. Hun skrev, hun havde trimmeren klar.
Det var en forårsaften, og vi havde altandøren stående åbent og hørte plader. Jeg fik et glas rosé med ud på badeværelset, hvor jeg sad på det nedslåede toiletbræt med et håndklæde over skuldrene. Camilla startede med en køkkensaks. Klippede store totter, der lagde sig blødt og brunt alle vegne, i skødet og på badeværelsesfliserne. Det var mærkeligt at se dele af sig selv på den måde forlade kroppen og fordele sig i rummet, finde nye pladser. Først klippede hun en page, nogle lange, skarpe totter fortil og en helt kort nakke, mit hår hang i en sjov halvmåne bagpå mit hoved. Så klippede hun det op i en tottet korthårsfrisure, der af én eller anden grund kom til at se fransk ud. Mellem hver frisure løb jeg ud i stuen og snurrede rundt foran de andre, stadig med håndklædet om skuldrene, nu som en flagrende kappe, og fremviste min nye frisure med et "ta-daah".
Til sidst var jeg for korthåret til at klippe i, og Camilla holdt trimmeren op foran mit ansigt. Den var stor og sort og skinnende, næsten vulgær. Et rigtigt manderedskab.
- Are you ready for this? spurgte hun og vinkede med den.
- Af med lortet, svarede jeg og bundede glasset.

Jeg oplevede, at jeg begyndte at sige mere i timerne på universitetet. Det var som om, der blev forventet en ny selvsikkerhed af mig, som jeg efterlevede. Jeg begyndte at fantasere mere om sex og om at gøre alt muligt ved alle mulige, jeg tænkte: Nu tør jeg godt sætte mig ovenpå, nu tør jeg godt tage problemet ved roden. I byen fik jeg færre, men mere kvalificerede tilbud. Jeg havde også lyst til at gå på Vela og møde kvinder, jeg følte det var en mulighed, der ligesom var blevet aktualiseret nu. Idet hele taget var det dén følelse: Ikke at jeg var en anden, men at nogle muligheder, der hele tiden havde ligget i mig, blev mere mulige. Måske kunne jeg også være sådan og sådan.

Én gang, ikke så lang tid efter jeg havde klippet håret af, kom jeg alligevel til at gøre noget dumt. Jeg sagde ja til at besøge en (også håbløs) gammel flamme i Odense, lad os kalde ham Diva. Han vidste åbenbart ikke, jeg var blevet klippet, for da han kom for at hente mig på cykel ved stationen, trillede han lige forbi mig.
- Diva! råbte jeg, og han vendte cyklen. Han så vantro på mig og blev stående foran mig, som lammet. Jeg lagde armene om ham, men hans krop føltes stiv, forandret.
Vi gik gennem et skovstykke på vej hjem til hans kollegie, han trak cyklen med én hånd. Han snakkede om sindssyge ting som sædvanlig. Han havde planer om at prostituere én af sine venner, han ville selv være en slags bodyguard, altid sidde klar ude i bilen med en gun, hvis det blev nødvendigt at skride til handling. På døren til hans kollegieværelse havde han hængt et stort udprintet billede af Donald Trump.
Vi sad og hørte musik, han valgte numre på sin computer. Vi drak vin af en stor papkarton, der stod på kanten af hans skrivebord. Engang havde han sagt, at han havde et følelsesmæssigt bånd til mig,  og at han troede, vi havde en fremtid sammen. En anden gang havde han skrevet i en sms, at han ville elske og ære mig, til vores knogler blev til støv. Men nu kunne vi ligesom ikke finde på noget at sige. Jeg prøvede at tage hans hånd, der var langt fra min stol over til hans.
- Du ligner en dreng, sagde han og trak hånden til sig. - Det er intimiderende.
Hans telefon ringede, og han tog den. Det var ham, han ville prostituere, han ville lige komme forbi.
- Denne her går ud til Josefine, råbte Diva og hævede glasset mod først mig, så Krille, hans øjne skinnede djævelsk. Et øjeblik efter drønede "Boys don't cry" ud af højtaleren, og han og Krille sprang rundt i værelset, op i sengen og krøllede dynerne, og rystede hovederne, til de faldt svimle om.
- Skal vi ikke have et eller andet? snøvlede Diva, de lå nu begge to i sengen.
- Et eller andet godt? sagde Krille og lød forventningsfuld, som om der pludselig alligevel var håb for verdenssituationen.
- Det er vel fredag, Diva fiskede sin telefon op af lommen, lyset fra skærmen gav hans ansigt et koldt skær.
De ville lige gå ned efter det, Diva skulle også have nogle smøger, jeg lagde mig i sengen og ventede med en dårlig fornemmelse. Til sidst faldt jeg i søvn.
Flere timer senere kom de dalrende ind ad døren og smækkede den efter sig, så jeg kunne høre Trump-plakaten blafre på ydersiden. De var lige gået ind for at få en øl på en bodega, forklarede Diva, mens han formede nogle store, hvide skovsnegle med sit Dankort, på skrivebordet ved siden af vinen. Krille gik i gulvet sekundet efter, han havde taget sin bane. Han sigtede efter sengen, men landede på gulvet lige nedenfor. Diva lod ikke til at bemærke det. Han ville spille noget musik for mig, han selv havde lavet, men ombestemte sig og tog i stedet Ulysses ned fra en hylde i bogreolen.
- Det her er min yndlingspassage, sagde han og begyndte at læse op på engelsk, højt og med smertelig indføling.
- Det her kan ikke blive værre, tænkte jeg, lige inden han begyndte at hulke højlydt og tage sig til næseryggen med tommel- og pegefinger, som for at vende tilbage til fornuftens verden.
- Det er bare så smukt, blev han ved med at sige.
Næste morgen vågnede jeg og vidste, jeg var nødt til at tage hjem og aldrig komme tilbage. I toget på vej til København, skrev jeg i min notesbog: "Færdig med destruktive forhold".
Og det var jeg også for en stund. Jeg gjorde ikke noget dumt igen, før mit hår var vokset flere centimeter ud.