Lyserød elefant
Af Josefine Højholt
Alene farven på græsset gør det værd at leve, står jeg og tænker, mens jeg kigger ud på en akvarelgrøn plæne, kl. 00:26 en lørdag nat i september. Jeg står i min mors altandør. Jeg har haft en dårlig dag. Eller egentlig har dagen været god, men slutningen har været dårlig, og den kryber ind over hele dagen som et klistret lag sort ét eller andet. Dårlig dag. Jeg har puttet Sartres Kvalme i min lille, røde skindrygsæk. Jeg tænker, det er på tide at begynde på den.
Når jeg har det dårligt, har jeg ikke lyst til at tale om eller tænke på, hvorfor jeg har det dårligt. Det gør det værre. Men samtidig forhindrer det også forløsning, det gør at jeg bare må være i det, sidde i skrædderstilling nede i et sort hul og meditere over det fremfor at komme af med det. Bare lade det være der og være i det og være med det. Ikke være imod det. Men heller ikke være for meget i det, det skal mere bare være der, mens jeg er der, uden jeg involverer mig. Det er en kunst, synes jeg godt, man kan sige. Hele tiden kan det tippe, som en meget fyldt kop, man ikke kan løfte til munden uden at spilde. Det er en giftig væske. Et spørgsmål om balance. Sidde helt stille. Ikke stiv i kroppen, forstenet, rigid, men heller ikke røre på sig og røre op i det hele. En kunst er det.
Jeg plejer at tænke: Den lyserøde elefant er her nu. Hvis man tænker, man ikke må tænke på en lyserød elefant, kan man ikke lade være med at tænke på en lyserød elefant. Man skal ikke prøve at skubbe den lyserøde elefant ud af hovedet. Man skal lade den være der, lade den danse rundt derinde og ryste med snablen. Men man skal heller ikke sætte sig til at ride på den, og man skal slet ikke begynde at snakke med den, eller værre: diskutere - det elsker den, den elsker at diskutere frem og tilbage i en evighed. Det er en meget snakkende lyserød elefant.
Nej, man skal bare tænke: Nu er den lyserøde elefant her. Og det er den så.
Jeg sover dårligt om natten. Elendigt, faktisk. Min mor sover overraskende stille i nat. Alligevel ligger jeg og panikker og gruer for, hvornår hun begynder at snorke. Bare små grynt er nok til at skubbe mig ud over kanten på madrassen og sende mig ud på en rasende færd mod toilettet, hvor jeg sidder og rokker med hovedet gemt bag hænderne, og ud i køkkenet, hvor jeg rastløst åbner og lukker køleskabet, åbner og lukker, rytmisk, tænder for vandhanen, den bruser højt, åbner vinduet, det blæser, intet hjælper. Forsøger at ligge helt stille, på ryggen med armene ned langs siderne, ikke sprælle med fingrene, ikke sno tæerne. Trække vejret uden at tænke på, at jeg trækker vejret. Bare være til stede i den vejrtrækning. Bare være.
Jeg vågner op, smadret. Idag skal vi til familiefødselsdag. Brunch, vi skal til præstegården i Ferslev, hvor der venter spandevis af kaffe og skinnende fade med hjemmebag og garanteret bugnende, gyldne bjerge af røræg og krøllede stykker bacon, frugt. Det er en formildende omstændighed med al den mad, en mulighed for selvforglemmelse. Noget af spændingen er dampet af, sivet ud i løbet af natten. Der sker magiske ting, når man sover. Nu hænger jeg kun fast i det dårlige med enkelte tråde. Jeg tænker, de vil brydes i løbet af dagen, måske formiddagen allerede.
Det bliver solskin. Min lillesøster står op og sætter One Direction på. Græsset er grønt idag også, men ikke så trylleagtigt lysende som i nat.
 | ||||||||||||||
| Illustration af Josefine Højholt |
Når jeg har det dårligt, har jeg ikke lyst til at tale om eller tænke på, hvorfor jeg har det dårligt. Det gør det værre. Men samtidig forhindrer det også forløsning, det gør at jeg bare må være i det, sidde i skrædderstilling nede i et sort hul og meditere over det fremfor at komme af med det. Bare lade det være der og være i det og være med det. Ikke være imod det. Men heller ikke være for meget i det, det skal mere bare være der, mens jeg er der, uden jeg involverer mig. Det er en kunst, synes jeg godt, man kan sige. Hele tiden kan det tippe, som en meget fyldt kop, man ikke kan løfte til munden uden at spilde. Det er en giftig væske. Et spørgsmål om balance. Sidde helt stille. Ikke stiv i kroppen, forstenet, rigid, men heller ikke røre på sig og røre op i det hele. En kunst er det.
Jeg plejer at tænke: Den lyserøde elefant er her nu. Hvis man tænker, man ikke må tænke på en lyserød elefant, kan man ikke lade være med at tænke på en lyserød elefant. Man skal ikke prøve at skubbe den lyserøde elefant ud af hovedet. Man skal lade den være der, lade den danse rundt derinde og ryste med snablen. Men man skal heller ikke sætte sig til at ride på den, og man skal slet ikke begynde at snakke med den, eller værre: diskutere - det elsker den, den elsker at diskutere frem og tilbage i en evighed. Det er en meget snakkende lyserød elefant.
Nej, man skal bare tænke: Nu er den lyserøde elefant her. Og det er den så.
Jeg sover dårligt om natten. Elendigt, faktisk. Min mor sover overraskende stille i nat. Alligevel ligger jeg og panikker og gruer for, hvornår hun begynder at snorke. Bare små grynt er nok til at skubbe mig ud over kanten på madrassen og sende mig ud på en rasende færd mod toilettet, hvor jeg sidder og rokker med hovedet gemt bag hænderne, og ud i køkkenet, hvor jeg rastløst åbner og lukker køleskabet, åbner og lukker, rytmisk, tænder for vandhanen, den bruser højt, åbner vinduet, det blæser, intet hjælper. Forsøger at ligge helt stille, på ryggen med armene ned langs siderne, ikke sprælle med fingrene, ikke sno tæerne. Trække vejret uden at tænke på, at jeg trækker vejret. Bare være til stede i den vejrtrækning. Bare være.
Jeg vågner op, smadret. Idag skal vi til familiefødselsdag. Brunch, vi skal til præstegården i Ferslev, hvor der venter spandevis af kaffe og skinnende fade med hjemmebag og garanteret bugnende, gyldne bjerge af røræg og krøllede stykker bacon, frugt. Det er en formildende omstændighed med al den mad, en mulighed for selvforglemmelse. Noget af spændingen er dampet af, sivet ud i løbet af natten. Der sker magiske ting, når man sover. Nu hænger jeg kun fast i det dårlige med enkelte tråde. Jeg tænker, de vil brydes i løbet af dagen, måske formiddagen allerede.
Det bliver solskin. Min lillesøster står op og sætter One Direction på. Græsset er grønt idag også, men ikke så trylleagtigt lysende som i nat.
Kommentarer
Send en kommentar