Sisters Academy The Boarding School
Af Camilla Schack
Sisters Academys første manifest blev skrevet i 2014, og akademiet er funderet i lige dele performancekunst, research, pædagogik og aktivisme. Siden 2014 har akademiet skabt boarding schools i flere forskellige lande.
Sisters Academy The Boarding School kunne besøges i Den Frie på Oslos Plads 1, Østerbro i perioden 18. september til 18. oktober.
Det starter jo faktisk, når man køber billetten. Man får en mail med en lang pakkeliste. Man må for eksempel kun have hvidt og sort tøj på, hvidt træningstøj, hvide lagener og sengebetræk, og man må ikke have noget med ind med brands på. Og så skal man pakke det hele i en gammel kuffert. Man skal også skrive under på et dokument og svare på nogle spørgsmål som ”what’s your state of mind”.
Når dagen kommer, hvor man skal derhen, så møder man op på det bestemte klokkeslæt, man har fået, og man er den eneste, der kommer på det tidspunkt. Jeg tror, man bliver modtaget forskelligt, men man kommer først ind i et lille rum. Jeg bankede på døren, og så kom der et æg ud, et flot marmoræg, og så kom der en hånd, som jeg rørte lidt ved. Så kom der flere æg ud, og så åbnede døren pludselig. Jeg blev ført ind i et lillebitte mørkt rum, hvor der sad en lyshåret pige, hun så ret syret ud, og så sad vi lidt med æggene og kastede dem frem og tilbage til hinanden. Så blev jeg ført ind i ventesalen. Det er en helt anden verden, når man kommer lige fra Østerbrogade! Der var en reception, folk sad og ventede, der var ambiensmusik i baggrunden, og så fik man en lille notesbog og et kort, men der blev ikke sagt noget. Efter lidt tid blev jeg ført til velkomstritualet sammen med en anden kvinde. Vi skiftede til uniform: hvide skjorter, sorte bukser, og vaskede hinandens hænder, og så blev vi ført ind i det lokale, hvor man bliver fordelt på timer. Derinde sad the Octupus. The Octupus er tre kvinder, der sidder sammen, og det er den, der har den store bog med alle timerne og bestemmer, hvor man skal hen.
Alle rum på skolen er ret vilde! Der er planter over det hele, væggene er beklædt med velour, der er små springvand og hver underviser har sit eget rum, der er indrettet på forskellige måder.
Der er fokus på at lære gennem følelser, ikke boglig viden. Det er meget sensorisk, og også meget sensuelt, det man laver. Der var for eksempel en kunstner, der blegede planter og puttede dem i flasker, så hele hans rum var fyldt med hvide planter i flasker, og inde hos ham huskede man minder. Så duftede man til ting og snakkede om minder.
Tiden derinde var abstrakt, for de havde skiftet tal og ord for tid ud med andre ord, sådan noget som ”air” og ”airhour” og ”when the time hits moon”, så man vidste aldrig, hvad klokken rigtigt var. Man havde også lagt sin telefon inden, man kom ind, så man kunne give sig hen til en 24-timers tidskapsel.
Da vi skulle spise, blev vi ført udenfor, hvor der var planter overalt og et blåt lys. Så gik vi ned ad en vindeltrappe og ind i et helt rødt velourrum. Det var meget Twin Peaks-agtigt. I spisesalen var der to, store langborde lavet af spejle, det gav et flot lys i loftet, og der var helt stille i rummet. Vi snakkede slet ikke under første måltid. Det var bare sådan det var. Det føltes forkert at snakke, og det var rigtig rart at spise i stilhed. Maden var superunderlig. Det var sådan noget æggekage, der var grønt.
For enden af spisesalen var der et stort spejl, og under spisning kom der én og læste op fra en bog, så skålede hun mod spejlet, og det skulle vi andre også, og på den anden side af spejlet stod der nogen og skålede med os.
Efter middagen kunne man komme op i den store sovesal. Der var helt hvidt, hvide drapperier i loftet og en masse gamle trækøjesenge. Og på køjesengen lå ens kuffert. Jeg havde en del tid i sovesalen, inden jeg skulle noget. Jeg gik lidt rundt, kiggede på planterne og fandt en lille fisk i en glaskrukke. Men jeg snakkede ikke med nogen, det havde jeg ikke så meget lyst til.
Jeg nåede at have et par timer. Jeg havde en time med Flow, det hed underviseren. Vi sad seks mennesker ved et lille træbord og havde fået et garnnøgle hver. Og så skulle vi fortælle vores livshistorie fra nu og bagud med lukkede øjne, mens vi flyttede fingrene ned ad garnet. Og hvis man kom til sin fødsel, inden man var færdig med garnet, så skulle man bare fortælle, hvad der var sket inden, man var til. Og vi gjorde det samtidig, så det var sådan et mumlende kor af livshistorier.
Man blev ikke lagt i seng, men blev fortalt, at der var åbent i køkkenet, hvor man kunne gå ned, og så var der vin og ”firewater”, en form for snaps, og kaffe og te. Og så sad man der og snakkede lidt. Det var første gang, jeg brød ud af oplevelsen. Jeg havde ikke haft lyst til at bryde den meditative tilstand, jeg var i. Og så blev jeg træt og gik i seng, og det var som om, jeg bare vidste, hvornår det var morgen. Og da jeg vågende, gik der ikke så lang tid, så blev der slået på gongongen, og vi skulle spise morgenmad.
Efter morgenmaden havde jeg en time med The Wild, der havde en stor, hvid gren i den ene hånd og en klo på den anden og havde ansigtet dækket af et blondenet. Hende skulle vi ud at jage med, vi var hendes wolfpack. Hun fortalte om hendes barndom: hun var vokset op i flok, men alle hendes søskende var døde, så hun ledte efter nogen at jage med. Vi skulle finde vores ”inner hunters”, og finde ud af, hvad vi jagtede efter. Der var en som for nylig havde mistet begge sin brødre og hun jagtede efter en accept af at være i live, når de var døde. Det var rigtig stærkt at være i et rum med en, der jagtede noget så meningsfuldt.
Når man skulle ud var der et helt udgangsritual. Man vaskede hinandens hænder, inden man skulle ind i arkivet, hvor man gav sine noter fra sig. Noterne blev arkiveret med særlige tegn, ens navn og ens fingeraftryk i guld. Og så blev jeg ført ned i The Exist, der sad jeg i en lang, rød korridor og ventede rigtig længe. Og så blev jeg kaldt ind i et sort rum, hvor jeg skiftede til mit normale tøj. Bagefter kom jeg ind i et andet rum, hvor jeg fik noget jord og en bønne, der var det lille frø, som man havde plantet ved at være derinde. Så skulle man definere, hvad det var, og skrive det på en lille seddel og stoppe det i strømpen. Det sidste rum, jeg kom ind i var spejlrummet, hvor jeg kunne kigge ud på folk, der sad inde i spisesalen. Og så gik jeg ud i en dejlig, grå, blæsende dag, med min gamle, kæmpekuffert på cyklen, og jeg følte mig helt lysende og kunne slet ikke tage det hurtige tempo ind, så jeg gik meget langsomt hele vejen hjem til Amager.
Læs mere om Sisters Academy her: http://sistersacademy.dk/
Sisters Academys første manifest blev skrevet i 2014, og akademiet er funderet i lige dele performancekunst, research, pædagogik og aktivisme. Siden 2014 har akademiet skabt boarding schools i flere forskellige lande.
Sisters Academy The Boarding School kunne besøges i Den Frie på Oslos Plads 1, Østerbro i perioden 18. september til 18. oktober.
 | ||||
| Sóley Freyja Eríksdóttir læser teater og- performancestudier og brugte en dag på Sisters Academy. |
Det starter jo faktisk, når man køber billetten. Man får en mail med en lang pakkeliste. Man må for eksempel kun have hvidt og sort tøj på, hvidt træningstøj, hvide lagener og sengebetræk, og man må ikke have noget med ind med brands på. Og så skal man pakke det hele i en gammel kuffert. Man skal også skrive under på et dokument og svare på nogle spørgsmål som ”what’s your state of mind”.
Når dagen kommer, hvor man skal derhen, så møder man op på det bestemte klokkeslæt, man har fået, og man er den eneste, der kommer på det tidspunkt. Jeg tror, man bliver modtaget forskelligt, men man kommer først ind i et lille rum. Jeg bankede på døren, og så kom der et æg ud, et flot marmoræg, og så kom der en hånd, som jeg rørte lidt ved. Så kom der flere æg ud, og så åbnede døren pludselig. Jeg blev ført ind i et lillebitte mørkt rum, hvor der sad en lyshåret pige, hun så ret syret ud, og så sad vi lidt med æggene og kastede dem frem og tilbage til hinanden. Så blev jeg ført ind i ventesalen. Det er en helt anden verden, når man kommer lige fra Østerbrogade! Der var en reception, folk sad og ventede, der var ambiensmusik i baggrunden, og så fik man en lille notesbog og et kort, men der blev ikke sagt noget. Efter lidt tid blev jeg ført til velkomstritualet sammen med en anden kvinde. Vi skiftede til uniform: hvide skjorter, sorte bukser, og vaskede hinandens hænder, og så blev vi ført ind i det lokale, hvor man bliver fordelt på timer. Derinde sad the Octupus. The Octupus er tre kvinder, der sidder sammen, og det er den, der har den store bog med alle timerne og bestemmer, hvor man skal hen.
Alle rum på skolen er ret vilde! Der er planter over det hele, væggene er beklædt med velour, der er små springvand og hver underviser har sit eget rum, der er indrettet på forskellige måder.
Der er fokus på at lære gennem følelser, ikke boglig viden. Det er meget sensorisk, og også meget sensuelt, det man laver. Der var for eksempel en kunstner, der blegede planter og puttede dem i flasker, så hele hans rum var fyldt med hvide planter i flasker, og inde hos ham huskede man minder. Så duftede man til ting og snakkede om minder.
Tiden derinde var abstrakt, for de havde skiftet tal og ord for tid ud med andre ord, sådan noget som ”air” og ”airhour” og ”when the time hits moon”, så man vidste aldrig, hvad klokken rigtigt var. Man havde også lagt sin telefon inden, man kom ind, så man kunne give sig hen til en 24-timers tidskapsel.
Da vi skulle spise, blev vi ført udenfor, hvor der var planter overalt og et blåt lys. Så gik vi ned ad en vindeltrappe og ind i et helt rødt velourrum. Det var meget Twin Peaks-agtigt. I spisesalen var der to, store langborde lavet af spejle, det gav et flot lys i loftet, og der var helt stille i rummet. Vi snakkede slet ikke under første måltid. Det var bare sådan det var. Det føltes forkert at snakke, og det var rigtig rart at spise i stilhed. Maden var superunderlig. Det var sådan noget æggekage, der var grønt.
For enden af spisesalen var der et stort spejl, og under spisning kom der én og læste op fra en bog, så skålede hun mod spejlet, og det skulle vi andre også, og på den anden side af spejlet stod der nogen og skålede med os.
Efter middagen kunne man komme op i den store sovesal. Der var helt hvidt, hvide drapperier i loftet og en masse gamle trækøjesenge. Og på køjesengen lå ens kuffert. Jeg havde en del tid i sovesalen, inden jeg skulle noget. Jeg gik lidt rundt, kiggede på planterne og fandt en lille fisk i en glaskrukke. Men jeg snakkede ikke med nogen, det havde jeg ikke så meget lyst til.
Jeg nåede at have et par timer. Jeg havde en time med Flow, det hed underviseren. Vi sad seks mennesker ved et lille træbord og havde fået et garnnøgle hver. Og så skulle vi fortælle vores livshistorie fra nu og bagud med lukkede øjne, mens vi flyttede fingrene ned ad garnet. Og hvis man kom til sin fødsel, inden man var færdig med garnet, så skulle man bare fortælle, hvad der var sket inden, man var til. Og vi gjorde det samtidig, så det var sådan et mumlende kor af livshistorier.
Man blev ikke lagt i seng, men blev fortalt, at der var åbent i køkkenet, hvor man kunne gå ned, og så var der vin og ”firewater”, en form for snaps, og kaffe og te. Og så sad man der og snakkede lidt. Det var første gang, jeg brød ud af oplevelsen. Jeg havde ikke haft lyst til at bryde den meditative tilstand, jeg var i. Og så blev jeg træt og gik i seng, og det var som om, jeg bare vidste, hvornår det var morgen. Og da jeg vågende, gik der ikke så lang tid, så blev der slået på gongongen, og vi skulle spise morgenmad.
Efter morgenmaden havde jeg en time med The Wild, der havde en stor, hvid gren i den ene hånd og en klo på den anden og havde ansigtet dækket af et blondenet. Hende skulle vi ud at jage med, vi var hendes wolfpack. Hun fortalte om hendes barndom: hun var vokset op i flok, men alle hendes søskende var døde, så hun ledte efter nogen at jage med. Vi skulle finde vores ”inner hunters”, og finde ud af, hvad vi jagtede efter. Der var en som for nylig havde mistet begge sin brødre og hun jagtede efter en accept af at være i live, når de var døde. Det var rigtig stærkt at være i et rum med en, der jagtede noget så meningsfuldt.
Når man skulle ud var der et helt udgangsritual. Man vaskede hinandens hænder, inden man skulle ind i arkivet, hvor man gav sine noter fra sig. Noterne blev arkiveret med særlige tegn, ens navn og ens fingeraftryk i guld. Og så blev jeg ført ned i The Exist, der sad jeg i en lang, rød korridor og ventede rigtig længe. Og så blev jeg kaldt ind i et sort rum, hvor jeg skiftede til mit normale tøj. Bagefter kom jeg ind i et andet rum, hvor jeg fik noget jord og en bønne, der var det lille frø, som man havde plantet ved at være derinde. Så skulle man definere, hvad det var, og skrive det på en lille seddel og stoppe det i strømpen. Det sidste rum, jeg kom ind i var spejlrummet, hvor jeg kunne kigge ud på folk, der sad inde i spisesalen. Og så gik jeg ud i en dejlig, grå, blæsende dag, med min gamle, kæmpekuffert på cyklen, og jeg følte mig helt lysende og kunne slet ikke tage det hurtige tempo ind, så jeg gik meget langsomt hele vejen hjem til Amager.
Læs mere om Sisters Academy her: http://sistersacademy.dk/
Kommentarer
Send en kommentar