Stranden
Af Camilla Schack
Der sidder en dreng i sandet. Det er det første hun ser. Der sidder en dreng i sandet, og han har en lyseblå sweater på. Sivet knaser under hendes fødder, men han hører det ikke. Han er indrammet. Hun sætter sig på en lille forhøjning, måske femten meter bag ham. Han sidder med bøjede ben, armene foldet om knæene, en let krumning i skuldrene. Sweateren har høj hals, den er foldet en enkelt gang og når op til drengens øreflipper. Håret er brunt og den blide vind blotter hans højre øre. Han sidder tæt ved vandkanten, og havet bølger ind mod hans fødder, men rammer dem ikke, det trækker sig tilbage lige inden. Til venstre for ham er der en badebro. Kun skellettet står tilbage, rækker ud i havet. Tang slynger sig om stålbenene og hviler på vandoverfladen, bevæger sig med bølgerne.
En måge nærmer sig drengen fra højre. Tager nogle skridt. Stikker næbet i en tangklynge. Retter sig op, ser mod drengen, så mod havet. Hun ser på mågen, der ser mod havet. Hendes ben følger forhøjningen, er let spredte, fødderne peger op mod himmelen. Hun sætter en hånd i sandet på hver side af numsen, spreder fingrene, presser hænderne nedad, strækker ryggen ud, læner nakken let bagover. Slipper med hænderne og lader dem hvile på hvert sit lår, håndfladerne nedad. Hun ser mågen, der igen vender sig mod drengen, lægger hovedet på skrå og tager nogle skridt mod ham.
Himmelen er grå, solen er et sted bagved, man kan ikke se hvor, og hun ved ikke, hvor meget solen har flyttet sig, siden hun satte sig på forhøjningen.
Drengens hoved er bøjet forover, hun så ham ikke bevæge det, måske hviler hagen på knæene. Mågen er stoppet få meter fra drengen og vender mod havet. Drengen i den lyseblå sweater og mågen i hvidt og gråt ser ud over havet. Himmelen er grå. Man kan ikke se solen. Man kan ikke se, at solen har flyttet sig tættere på havet.
Hun rejser sig og går i retning af badebroen, men bliver på forhøjningen, der strækker sig parallelt med vandkanten, måske femten meter bag den. Længere fremme står et spinkelt træ. Der er ikke meget vind, alligevel er der bevægelse i de spinkle grene. Hun når hen til træet og tager om en af grenene. Grenen bliver stille i hendes hånd. Hun sætter sig under træet, lægger sig på ryggen med toppen af hovedet helt ind til stammen. Hun laver nej-bevægelser med hovedet, så stammen og hovedbunden gnider mod hinanden. Hun ser på himmelen gennem grenene eller på grenene som strækker og krummer sig ud på himmelen.
Drengen sidder der endnu. Måske med hagen hvilende på knæene. Mågen er væk. Det er blevet mørkere. Man kan ikke se, at solen næsten er forsvundet bag havet.
 | |||||||
| Illustration af Josefine Højholt |
Der sidder en dreng i sandet. Det er det første hun ser. Der sidder en dreng i sandet, og han har en lyseblå sweater på. Sivet knaser under hendes fødder, men han hører det ikke. Han er indrammet. Hun sætter sig på en lille forhøjning, måske femten meter bag ham. Han sidder med bøjede ben, armene foldet om knæene, en let krumning i skuldrene. Sweateren har høj hals, den er foldet en enkelt gang og når op til drengens øreflipper. Håret er brunt og den blide vind blotter hans højre øre. Han sidder tæt ved vandkanten, og havet bølger ind mod hans fødder, men rammer dem ikke, det trækker sig tilbage lige inden. Til venstre for ham er der en badebro. Kun skellettet står tilbage, rækker ud i havet. Tang slynger sig om stålbenene og hviler på vandoverfladen, bevæger sig med bølgerne.
En måge nærmer sig drengen fra højre. Tager nogle skridt. Stikker næbet i en tangklynge. Retter sig op, ser mod drengen, så mod havet. Hun ser på mågen, der ser mod havet. Hendes ben følger forhøjningen, er let spredte, fødderne peger op mod himmelen. Hun sætter en hånd i sandet på hver side af numsen, spreder fingrene, presser hænderne nedad, strækker ryggen ud, læner nakken let bagover. Slipper med hænderne og lader dem hvile på hvert sit lår, håndfladerne nedad. Hun ser mågen, der igen vender sig mod drengen, lægger hovedet på skrå og tager nogle skridt mod ham.
Himmelen er grå, solen er et sted bagved, man kan ikke se hvor, og hun ved ikke, hvor meget solen har flyttet sig, siden hun satte sig på forhøjningen.
Drengens hoved er bøjet forover, hun så ham ikke bevæge det, måske hviler hagen på knæene. Mågen er stoppet få meter fra drengen og vender mod havet. Drengen i den lyseblå sweater og mågen i hvidt og gråt ser ud over havet. Himmelen er grå. Man kan ikke se solen. Man kan ikke se, at solen har flyttet sig tættere på havet.
Hun rejser sig og går i retning af badebroen, men bliver på forhøjningen, der strækker sig parallelt med vandkanten, måske femten meter bag den. Længere fremme står et spinkelt træ. Der er ikke meget vind, alligevel er der bevægelse i de spinkle grene. Hun når hen til træet og tager om en af grenene. Grenen bliver stille i hendes hånd. Hun sætter sig under træet, lægger sig på ryggen med toppen af hovedet helt ind til stammen. Hun laver nej-bevægelser med hovedet, så stammen og hovedbunden gnider mod hinanden. Hun ser på himmelen gennem grenene eller på grenene som strækker og krummer sig ud på himmelen.
Drengen sidder der endnu. Måske med hagen hvilende på knæene. Mågen er væk. Det er blevet mørkere. Man kan ikke se, at solen næsten er forsvundet bag havet.
Kommentarer
Send en kommentar