Let på fødderne
Af Simon Gregersen
Jeg vil gerne konkurrere og afprøves. Jeg vil gerne vise mig tilstrækkelig, men jeg vil ikke sejre. At være den bedste til noget i et rum, det interesserer mig ikke. Jeg vil ikke sige min mening, og jeg vil ikke diskutere med nogen, der er uenige med mig. Jeg tillader ikke mig selv at blive vred. Hvis en bekendt går mig på nerverne, undgår jeg personen frem for at sige det til vedkommende.
Min fysioterapeut sagde, at jeg løb meget let. Det var derfor, jeg fik så hård hud på indersiden af trædepuderne og storetæerne. Jeg tror, det kommer fra min tid som gymnast. Man skulle løbe let, helst lydløst, og man skulle aldrig lægge for meget vægt på én bevægelse. Hvis man står for tungt, kan man ikke komme hurtigt videre. Jeg elskede gymnastikkens struktur, dens forudsigelige rytme og at være blevet tildelt nogle faste, men krævende serier af bevægelser. Det var udfordrende, men man var aldrig i tvivl om, hvad der blev krævet. Husk rækkefølgen og lav bevægelserne så uanstrengt som muligt, og husk at se op og smile. Det føltes rart at stræbe mod at blive uanstrengt, at forsøge at blive vægtløs. Styrkeløfteren viser med hele sit kropssprog, at det han gør er svært. At du som tilskuer ikke kan gøre det. Gymnasten viser med hele sit kropssprog, at det han gør er let. At du som tilskuer godt kan. Jeg var sikker på, at jeg nok skulle lære at lave dobbelt salto, når jeg så gymnasterne fra REPholdet gøre det. Første gang slog jeg hovedet ned i måtten og skadede nakken, så jeg ikke kunne dreje hovedet ordentligt i en uges tid. Anden gang frøs jeg i luften, da jeg befandt mig højest i springets kurve. Jeg gik bare i stå midt i bevægelsen, med hovedet nedad. Jeg var nervøs, og jeg troede ikke på det. Griberen måtte skubbe mig hårdt i maven, så jeg roterede i luften og landede på ryggen.
- Du laver en enkelt salto med så meget overskud, du kan sagtens lave en dobbeltsalto, hvis du bare gør et ærligt forsøg, havde min gymnastiklærer tidligere sagt til mig.
Efter jeg var gået i stå i luften, stoppede han med at opmuntre mig.
I gymnasietiden excellerede jeg som running back i amerikansk fodbold. Jeg har aldrig følt mig så god til noget. De strenge ordrer og faste rammer gjorde mig godt. Jeg fandt et træningsprogram på nettet, lavet til running backs. Det var et Excel-ark, hvor man indtastede sin PR (personlige rekord) i forskellige øvelser. Så udregnede den, hvor mange kilo jeg skulle løfte i de forskellige øvelser på de forskellige dage. I starten spillede jeg kun en defensiv position, men efter få måneder på holdet kom jeg ind i en kamp som running back. Som den der forsøger løbet mod mållinjen med bolden, har running backen mulighed for at få stor indflydelse på kampen - at brillere. I mit allerførste løb brød jeg gennem et hul i muren og siksakkede mellem forsvarerne, der smed sig efter mig. Det var de lette fødder. Safetyen, den sidste modspiller jeg skulle forbi for at have frit løb mod mållinjen, var lille og fed og stod på hælene. Han var ikke i bevægelse, han havde stået stille og gloet på mit løb. Da jeg passerede ham, vred han sig i et kast og fik fat i min højre ankel. Jeg havde så meget fart på, at jeg hurtigt fik revet foden løs, men jeg mistede balancen og faldt. Det var et godt løb, mit hold jublede, og træneren var begejstret, men sagde alligevel:
- Hvordan kunne du løbe forbi et helt hold og så blive stoppet af sådan en lille, fed safety?
Jeg har genspillet løbet mange gange for mit indre blik og er efterhånden blevet sikker på noget, jeg fornemmede i min træners blik på mig: Jeg lod mig falde.
Jeg har ikke viljen til at sejre. Jeg bryder mig ikke om den slags absolutte beslutninger. Man skal ønske at blive den største i rummet, og jeg frygter det ansvar og de problemer, det medfører. Jeg vil ikke misundes, jeg vil hellere misunde. Jeg er bange for at være urimelig. Jeg vil ikke påstå, jeg har ret. Jeg er sjældent sikker på, hvad jeg mener. Jeg overkomplicerer tingene, så jeg kan glide af på spørgsmål. Jeg har svært ved at træffe valg.
I tegneserien Avatar skal hovedpersonen, der er luftbetvinger (én der kan manipulere elementet luft), forsøge at mestre et nyt element: Jord. Det kræver en bestemt personlighed, en bestemt måde at møde verden på, at bemestre et element, og derfor kan hver karakter i serien kun mestre ét. På nær hovedpersonen, avataren, der er i stand til at lære dem alle og ved hjælp af dem skabe fred i verden. Som luftbetvinger er hovedpersonen vant til at bevæge sig udenom problemerne, finde alternative løsninger og være diplomatisk. Luft fordrer bevægelighed: Vinden støder ikke mod muren, den glider langs den og finder en vej forbi. Jord er luftens kontraelement, fordi den fordrer stædighed: Jord og sten flytter sig ikke uden påvirkning og ændrer ikke kurs, når de er i bevægelse. Avatarens læremester, en blind pige, beder ham flytte en stor sten. Han skubber til den, det lykkes ikke, så han overvejer andre løsninger. Hun siger:
- There is no… clever solution… that’s gonna move that rock. You gotta face it head on.
Der er ikke nogen fornuftig løsning, du skal bare gøre det. Stenen, der skal flyttes, er et statisk problem, ét der ikke ændrer karakter med tiden. Den bliver hverken lettere eller tungere. Han må beslutte sig for at gøre det og ikke lade sig svække af tvivl eller tøven.
Jeg har tidligere ringeagtet stædighed. Tænkt, det var forbeholdt mennesker med et lavt abstraktionsniveau. Der er altid en bedre løsning end at gøre sig hård og stædig. Jeg ville med garanti have være luftbetvinger, hvis jeg levede i Avatars univers.
Jeg er dårlig til at træffe beslutninger. Jeg kan nemt producere en masse tekst, men i retteprocessen går jeg i stå. Eller jeg bevæger mig bare videre, udenom problemerne. Jeg har for svært ved at beslutte mig for den endelige version. At se på en sætning og sige ”den er god” eller ”den skal slettes”, det er dén beslutning, jeg ikke kan gå helhjertet ind i. Det er urimeligt at sige, en sætning er færdig. Den kan altid ændres. Jeg har svært ved at formulere noget, jeg vil stå ved. For hvad nu hvis min holdning ændrer sig?
Jeg har produceret meget dårlig tekst, fordi jeg var bange for at fremstå dum. Og jeg har produceret meget dårlig tekst, fordi jeg var bange for at fremstå selvhøjtidelig. Jeg har stoppet mig selv, fordi jeg ikke ville fremstå ambitiøs. Men jeg ER både dum, selvhøjtidelig og ambitiøs. Jeg er også klog, selvironisk og tilbagelænet. Det er ikke let at indrømme, at jeg er alle de ting. Men det er begrænsende ikke at gøre det, for jeg kan ikke dele min viden, hvis jeg ikke vil fremstå klog, og jeg kan ikke dele min usikkerhed, hvis jeg er bange for at fremstå dum.
At udtrykke noget og identificere sig med det, virkelig mene det, kræver, at man flytter sten. Når man siger ”sådan her er det”, siger man også ”sådan her er det ikke”. Jordbetvingeren afgør, om stenen skal flyttes og gør det så. Der findes ikke en hypotetisk fremtid, hvor jordbetvingeren vil være mere oplagt til at flytte stenen. Der findes ingen alternative løsninger til at flytte den. Man skal ikke overveje, om man er stærk nok, man skal bare gøre det. Stenen skal nok lade være med at flytte sig, hvis man ikke er.
Jeg har mindre lyst til at ændre på tingene end på min opfattelse af tingene.
Édouard Levé - Selvportræt
Hvis man ikke flytter stenen, kan man sige, at man ikke kunne flytte den. Man behøver ikke at afsløre, om man ønskede at flytte den. Hvis man flytter stenen, er det udtryk for en vilje og et ønske om at flytte den. Man har blottet sig.
Jeg har en fortælling om mig selv. En fortælling om, at jeg er god til at udvikle mig, god til at lære nye ting. Som mange andre selvfortællinger er den et tveægget sværd. Den har hjulpet mig meget, fordi jeg er gået ihærdigt ind på nye områder med stor tillid til, at hvis jeg bare blev ved, skulle jeg nok blive god til det. Men den har også spændt ben for mig mange gange, fordi jeg udsætter løsningen af problemer, til jeg føler mig tilpas “udviklet” til at kunne klare dem. Jeg bilder mig ind, at der vil findes et tidspunkt, hvor problemerne kan løses uden stress og smerte. Jeg satser med andre ord på at udvikle mig hinsides grundlæggende menneskelige vilkår, og indtil da vil jeg ikke anstrenge mig for meget.
Det, mente hun, var hendes egentlige væsen, det, som de rette omgivelser ville gjøre hende til, og hun drømte tusinde drømme om hine sollyse egne og fortæredes af længsel efter sit rette, rige jeg, og glemte, hvad der ligger så nær at glemme, at selv de fagreste drømme, selv de dybeste længsler ikke lægger en eneste tomme til menneskeåndens vækst.
J.P. Jacobsen – Niels Lyhne
På det seneste har jeg ofte følt lede over mig selv og min måde at undvige konflikter på. Jeg har ofte følt mig dum, fordi jeg ikke tør sige min mening, men undviger med harmløse bemærkninger, jeg ikke selv tror på. Jeg er begyndt at beundre de stædige og handlekraftige mennesker. De der tager konflikterne op straks og ikke lader sig distrahere af tusind overvejelser. Jeg har ingen fascistiske venner, og jeg er bange for, at hvis jeg havde, ville jeg ikke sige dem imod, når de luftede deres holdninger. Derfor undgår jeg folk, jeg ved, jeg ikke er enige med. Og hvis jeg i en periode ikke føler mig på bølgelængde med nogen overhovedet, isolerer jeg mig for ikke at få mine forestillinger modsagt.
Engang gik jeg ad en skovsti og satte mig på hug for at se nærmere på en grankogle. Der var intet specielt ved grankoglen, jeg ved ikke hvorfor, jeg havde så meget lyst til at kigge på den. Jeg kiggede fra side til side for at sikre mig, at der ikke kom nogen. Jeg ville ikke blive set sidde på hug og kigge på en fuldstændig almindelig grankogle. Der gik ikke ét minut, før tanken om at blive set stressede mig så meget, at jeg rejste mig og gik videre.
Jeg elsker at få ideer, og jeg hader at støde ind i problemer. Så jeg prøver at få alle ideerne, før jeg møder problemerne. Jeg prøver at forudse alle mulige problemer og opdigter løsninger til dem. Det medfører tit, at jeg er træt af et projekt, allerede før jeg går i gang. Og de opdigtede problemer og løsninger kan sjældent bruges til noget. Jeg prøver at blive bedre til at bevæge mig fremad efter bedste evne og forholde mig til de aktuelle problemer, der opstår.
Men nogle gange kan man ikke bevæge sig fremad, som man gerne vil. Nogle problemer kan ikke løses. Nogle sten må man lade blive liggende og forsøge at leve med.
I Marie Bregendahls En dødsnat reflekterer fasteren over, hvordan de to søstre Lise og Helga, har forskellige psyker og bearbejder moderens død på forskellige måder. Selvom Helga er “legemligt set(…) langt den stærkeste”, så er Lise “betydeligt sejgere, bedre til at bære de onde Tilskikkelser og slide sig igennem”. Fasteren konkluderer: “Lises større Udholdenhed kom af, at hendes Sind,(…) kunde huse forskellige Følelser på samme Tid, og at hendes Tanker, selv midt i de tungeste Timer, kunde strejfe lidt omkring, kunde tage sig Hvil ved at hæfte sig til en eller anden lille jævn og gemytlig eller hverdagsagtig Ting.” Lise kan bedre håndtere sorgen over morens død, fordi hun kan lade sig distrahere fra den. Som Bregendahl skriver det, er det ikke noget, hun vælger, det er ikke noget, man kan bebrejde hende. Det er bare sådan, hun er.
Det er en sær gave at kunne lade sig distrahere. Man falder lettere i søvn om natten, men får ikke ligeså meget fra hånden ved egen drivkraft. Det er lettere at bevæge sine tanker ud af den kontekst, man er indlejret i og få vanvittige ideer, men det er sværere at udføre dem i praksis. Det er lettere at opføre sig civiliseret til familiefrokoster, men sværere at føle sig investeret.
I’m just hoping for the morning sun
to shine on someone who won’t make me feel wrong.
Reptile Youth - Morning sun
Jeg er træt af at føle mig forkert. Træt af at føle, jeg skal ændre en masse ting, før jeg kan træde ind i verden. Jeg er træt af at grave i min egen psyke. Jeg er træt af tænke, jeg ikke kan løse problemerne foran mig, før jeg er tilpas udviklet. Jeg er træt af at isolere mig, fordi jeg frygter at få presset andres forestillinger ind i hovedet. Jeg er træt af at være så tøvende med at gå ind i relationer, fordi jeg frygter at blive begrænset og stresset og ikke at kunne sige fra. Jeg er træt af at gøre folk kede af det, fordi jeg trækker mig væk fra dem. Jeg er træt af at tale i generelle termer, træt af angsten for at sige noget forkert, træt af at forberede mig på, at livet går i gang. Jeg er træt af ikke at ville stå ved min måde at være i verden på. Træt af forestillingen om, at jeg altid skal kunne forklare mig.
Tidligere har jeg kategorisk afvist formuleringen: ”Det er bare sådan jeg er.” Jeg har ikke troet på et kerne-selv. Jeg har altid troet, at man kunne ændre sig selv og sine mønstre og ment, at man havde et ansvar for at gøre det. Men jeg har undervurderet, hvor svært det er. Man kan ikke være i verden på den måde, man ikke er i verden på.
Hvis jeg er distræt af natur, så skal jeg ikke holde op med at være det. Jeg skal ikke udvikles til en mere ønskelig version af mig selv. Jeg må tage mine forholdsregler og måske skrive familiens fødselsdagsdatoer ind i kalenderen, men jeg skal ikke spekulere i at blive et andet menneske.
Det er svært at forstå verden, hvis man konstant betvivler den position, man ser den fra: ”Måske maden var god, måske var jeg bare sulten”, ”måske filmen var dårlig, måske var jeg bare træt”, ”måske skoven var smuk, måske var jeg bare glad”, ”måske han var en idiot, måske var jeg bare irritabel”. Man må godt synes, skoven er smuk uden at kunne forklare hvorfor. Hvis man ikke tør være ved sine egne indtryk, kan man kun være ved andres. Og dem kan man ikke sanse, men kun forestille sig. Verden bliver blodfattig og ude af stand til at overraske, hvis den ikke sanses.
Det er svært at mærke, hvad man mener og føler, hvis man prøver at forudsige reaktioner på det. Man kan ikke tage verden ind, hvis alt er til diskussion og altid kan være noget andet. Man kan ikke give den til nogen, hvis man frygter reaktionen. Forbehold gør det svært at lade verden strømme gennem sig.
Snaut: - We’ve wasted time arguing. We’re losing our dignity and human character.
Hari: - No. You’re human each in your own way. That’s why you argue.
Andrei Tarkovsky - Solaris
Jeg behøver ikke være enig med andre for at værdsætte deres ærlighed. Jeg forsøger at blive bedre til at stole på, at det samme gør sig gældende den anden vej rundt. Ærlighed er en tillidserklæring; til andre og til sig selv. Jeg vil gerne blive bedre til at vise tillid. Jeg vil gerne blive bedre til at udtrykke mig.
Hvis jeg ikke udtrykker mig, findes jeg kun i mit eget hoved.
Du skylder os andre at folde dig ud.
Benny Andersen - Ry Højskole 100 år
 |
| Illustration af Josefine Højholt |
Jeg vil gerne konkurrere og afprøves. Jeg vil gerne vise mig tilstrækkelig, men jeg vil ikke sejre. At være den bedste til noget i et rum, det interesserer mig ikke. Jeg vil ikke sige min mening, og jeg vil ikke diskutere med nogen, der er uenige med mig. Jeg tillader ikke mig selv at blive vred. Hvis en bekendt går mig på nerverne, undgår jeg personen frem for at sige det til vedkommende.
Min fysioterapeut sagde, at jeg løb meget let. Det var derfor, jeg fik så hård hud på indersiden af trædepuderne og storetæerne. Jeg tror, det kommer fra min tid som gymnast. Man skulle løbe let, helst lydløst, og man skulle aldrig lægge for meget vægt på én bevægelse. Hvis man står for tungt, kan man ikke komme hurtigt videre. Jeg elskede gymnastikkens struktur, dens forudsigelige rytme og at være blevet tildelt nogle faste, men krævende serier af bevægelser. Det var udfordrende, men man var aldrig i tvivl om, hvad der blev krævet. Husk rækkefølgen og lav bevægelserne så uanstrengt som muligt, og husk at se op og smile. Det føltes rart at stræbe mod at blive uanstrengt, at forsøge at blive vægtløs. Styrkeløfteren viser med hele sit kropssprog, at det han gør er svært. At du som tilskuer ikke kan gøre det. Gymnasten viser med hele sit kropssprog, at det han gør er let. At du som tilskuer godt kan. Jeg var sikker på, at jeg nok skulle lære at lave dobbelt salto, når jeg så gymnasterne fra REPholdet gøre det. Første gang slog jeg hovedet ned i måtten og skadede nakken, så jeg ikke kunne dreje hovedet ordentligt i en uges tid. Anden gang frøs jeg i luften, da jeg befandt mig højest i springets kurve. Jeg gik bare i stå midt i bevægelsen, med hovedet nedad. Jeg var nervøs, og jeg troede ikke på det. Griberen måtte skubbe mig hårdt i maven, så jeg roterede i luften og landede på ryggen.
- Du laver en enkelt salto med så meget overskud, du kan sagtens lave en dobbeltsalto, hvis du bare gør et ærligt forsøg, havde min gymnastiklærer tidligere sagt til mig.
Efter jeg var gået i stå i luften, stoppede han med at opmuntre mig.
I gymnasietiden excellerede jeg som running back i amerikansk fodbold. Jeg har aldrig følt mig så god til noget. De strenge ordrer og faste rammer gjorde mig godt. Jeg fandt et træningsprogram på nettet, lavet til running backs. Det var et Excel-ark, hvor man indtastede sin PR (personlige rekord) i forskellige øvelser. Så udregnede den, hvor mange kilo jeg skulle løfte i de forskellige øvelser på de forskellige dage. I starten spillede jeg kun en defensiv position, men efter få måneder på holdet kom jeg ind i en kamp som running back. Som den der forsøger løbet mod mållinjen med bolden, har running backen mulighed for at få stor indflydelse på kampen - at brillere. I mit allerførste løb brød jeg gennem et hul i muren og siksakkede mellem forsvarerne, der smed sig efter mig. Det var de lette fødder. Safetyen, den sidste modspiller jeg skulle forbi for at have frit løb mod mållinjen, var lille og fed og stod på hælene. Han var ikke i bevægelse, han havde stået stille og gloet på mit løb. Da jeg passerede ham, vred han sig i et kast og fik fat i min højre ankel. Jeg havde så meget fart på, at jeg hurtigt fik revet foden løs, men jeg mistede balancen og faldt. Det var et godt løb, mit hold jublede, og træneren var begejstret, men sagde alligevel:
- Hvordan kunne du løbe forbi et helt hold og så blive stoppet af sådan en lille, fed safety?
Jeg har genspillet løbet mange gange for mit indre blik og er efterhånden blevet sikker på noget, jeg fornemmede i min træners blik på mig: Jeg lod mig falde.
Jeg har ikke viljen til at sejre. Jeg bryder mig ikke om den slags absolutte beslutninger. Man skal ønske at blive den største i rummet, og jeg frygter det ansvar og de problemer, det medfører. Jeg vil ikke misundes, jeg vil hellere misunde. Jeg er bange for at være urimelig. Jeg vil ikke påstå, jeg har ret. Jeg er sjældent sikker på, hvad jeg mener. Jeg overkomplicerer tingene, så jeg kan glide af på spørgsmål. Jeg har svært ved at træffe valg.
I tegneserien Avatar skal hovedpersonen, der er luftbetvinger (én der kan manipulere elementet luft), forsøge at mestre et nyt element: Jord. Det kræver en bestemt personlighed, en bestemt måde at møde verden på, at bemestre et element, og derfor kan hver karakter i serien kun mestre ét. På nær hovedpersonen, avataren, der er i stand til at lære dem alle og ved hjælp af dem skabe fred i verden. Som luftbetvinger er hovedpersonen vant til at bevæge sig udenom problemerne, finde alternative løsninger og være diplomatisk. Luft fordrer bevægelighed: Vinden støder ikke mod muren, den glider langs den og finder en vej forbi. Jord er luftens kontraelement, fordi den fordrer stædighed: Jord og sten flytter sig ikke uden påvirkning og ændrer ikke kurs, når de er i bevægelse. Avatarens læremester, en blind pige, beder ham flytte en stor sten. Han skubber til den, det lykkes ikke, så han overvejer andre løsninger. Hun siger:
- There is no… clever solution… that’s gonna move that rock. You gotta face it head on.
Der er ikke nogen fornuftig løsning, du skal bare gøre det. Stenen, der skal flyttes, er et statisk problem, ét der ikke ændrer karakter med tiden. Den bliver hverken lettere eller tungere. Han må beslutte sig for at gøre det og ikke lade sig svække af tvivl eller tøven.
Jeg har tidligere ringeagtet stædighed. Tænkt, det var forbeholdt mennesker med et lavt abstraktionsniveau. Der er altid en bedre løsning end at gøre sig hård og stædig. Jeg ville med garanti have være luftbetvinger, hvis jeg levede i Avatars univers.
Jeg er dårlig til at træffe beslutninger. Jeg kan nemt producere en masse tekst, men i retteprocessen går jeg i stå. Eller jeg bevæger mig bare videre, udenom problemerne. Jeg har for svært ved at beslutte mig for den endelige version. At se på en sætning og sige ”den er god” eller ”den skal slettes”, det er dén beslutning, jeg ikke kan gå helhjertet ind i. Det er urimeligt at sige, en sætning er færdig. Den kan altid ændres. Jeg har svært ved at formulere noget, jeg vil stå ved. For hvad nu hvis min holdning ændrer sig?
Jeg har produceret meget dårlig tekst, fordi jeg var bange for at fremstå dum. Og jeg har produceret meget dårlig tekst, fordi jeg var bange for at fremstå selvhøjtidelig. Jeg har stoppet mig selv, fordi jeg ikke ville fremstå ambitiøs. Men jeg ER både dum, selvhøjtidelig og ambitiøs. Jeg er også klog, selvironisk og tilbagelænet. Det er ikke let at indrømme, at jeg er alle de ting. Men det er begrænsende ikke at gøre det, for jeg kan ikke dele min viden, hvis jeg ikke vil fremstå klog, og jeg kan ikke dele min usikkerhed, hvis jeg er bange for at fremstå dum.
At udtrykke noget og identificere sig med det, virkelig mene det, kræver, at man flytter sten. Når man siger ”sådan her er det”, siger man også ”sådan her er det ikke”. Jordbetvingeren afgør, om stenen skal flyttes og gør det så. Der findes ikke en hypotetisk fremtid, hvor jordbetvingeren vil være mere oplagt til at flytte stenen. Der findes ingen alternative løsninger til at flytte den. Man skal ikke overveje, om man er stærk nok, man skal bare gøre det. Stenen skal nok lade være med at flytte sig, hvis man ikke er.
Jeg har mindre lyst til at ændre på tingene end på min opfattelse af tingene.
Édouard Levé - Selvportræt
Hvis man ikke flytter stenen, kan man sige, at man ikke kunne flytte den. Man behøver ikke at afsløre, om man ønskede at flytte den. Hvis man flytter stenen, er det udtryk for en vilje og et ønske om at flytte den. Man har blottet sig.
Jeg har en fortælling om mig selv. En fortælling om, at jeg er god til at udvikle mig, god til at lære nye ting. Som mange andre selvfortællinger er den et tveægget sværd. Den har hjulpet mig meget, fordi jeg er gået ihærdigt ind på nye områder med stor tillid til, at hvis jeg bare blev ved, skulle jeg nok blive god til det. Men den har også spændt ben for mig mange gange, fordi jeg udsætter løsningen af problemer, til jeg føler mig tilpas “udviklet” til at kunne klare dem. Jeg bilder mig ind, at der vil findes et tidspunkt, hvor problemerne kan løses uden stress og smerte. Jeg satser med andre ord på at udvikle mig hinsides grundlæggende menneskelige vilkår, og indtil da vil jeg ikke anstrenge mig for meget.
Det, mente hun, var hendes egentlige væsen, det, som de rette omgivelser ville gjøre hende til, og hun drømte tusinde drømme om hine sollyse egne og fortæredes af længsel efter sit rette, rige jeg, og glemte, hvad der ligger så nær at glemme, at selv de fagreste drømme, selv de dybeste længsler ikke lægger en eneste tomme til menneskeåndens vækst.
J.P. Jacobsen – Niels Lyhne
På det seneste har jeg ofte følt lede over mig selv og min måde at undvige konflikter på. Jeg har ofte følt mig dum, fordi jeg ikke tør sige min mening, men undviger med harmløse bemærkninger, jeg ikke selv tror på. Jeg er begyndt at beundre de stædige og handlekraftige mennesker. De der tager konflikterne op straks og ikke lader sig distrahere af tusind overvejelser. Jeg har ingen fascistiske venner, og jeg er bange for, at hvis jeg havde, ville jeg ikke sige dem imod, når de luftede deres holdninger. Derfor undgår jeg folk, jeg ved, jeg ikke er enige med. Og hvis jeg i en periode ikke føler mig på bølgelængde med nogen overhovedet, isolerer jeg mig for ikke at få mine forestillinger modsagt.
Engang gik jeg ad en skovsti og satte mig på hug for at se nærmere på en grankogle. Der var intet specielt ved grankoglen, jeg ved ikke hvorfor, jeg havde så meget lyst til at kigge på den. Jeg kiggede fra side til side for at sikre mig, at der ikke kom nogen. Jeg ville ikke blive set sidde på hug og kigge på en fuldstændig almindelig grankogle. Der gik ikke ét minut, før tanken om at blive set stressede mig så meget, at jeg rejste mig og gik videre.
Jeg elsker at få ideer, og jeg hader at støde ind i problemer. Så jeg prøver at få alle ideerne, før jeg møder problemerne. Jeg prøver at forudse alle mulige problemer og opdigter løsninger til dem. Det medfører tit, at jeg er træt af et projekt, allerede før jeg går i gang. Og de opdigtede problemer og løsninger kan sjældent bruges til noget. Jeg prøver at blive bedre til at bevæge mig fremad efter bedste evne og forholde mig til de aktuelle problemer, der opstår.
Men nogle gange kan man ikke bevæge sig fremad, som man gerne vil. Nogle problemer kan ikke løses. Nogle sten må man lade blive liggende og forsøge at leve med.
I Marie Bregendahls En dødsnat reflekterer fasteren over, hvordan de to søstre Lise og Helga, har forskellige psyker og bearbejder moderens død på forskellige måder. Selvom Helga er “legemligt set(…) langt den stærkeste”, så er Lise “betydeligt sejgere, bedre til at bære de onde Tilskikkelser og slide sig igennem”. Fasteren konkluderer: “Lises større Udholdenhed kom af, at hendes Sind,(…) kunde huse forskellige Følelser på samme Tid, og at hendes Tanker, selv midt i de tungeste Timer, kunde strejfe lidt omkring, kunde tage sig Hvil ved at hæfte sig til en eller anden lille jævn og gemytlig eller hverdagsagtig Ting.” Lise kan bedre håndtere sorgen over morens død, fordi hun kan lade sig distrahere fra den. Som Bregendahl skriver det, er det ikke noget, hun vælger, det er ikke noget, man kan bebrejde hende. Det er bare sådan, hun er.
Det er en sær gave at kunne lade sig distrahere. Man falder lettere i søvn om natten, men får ikke ligeså meget fra hånden ved egen drivkraft. Det er lettere at bevæge sine tanker ud af den kontekst, man er indlejret i og få vanvittige ideer, men det er sværere at udføre dem i praksis. Det er lettere at opføre sig civiliseret til familiefrokoster, men sværere at føle sig investeret.
I’m just hoping for the morning sun
to shine on someone who won’t make me feel wrong.
Reptile Youth - Morning sun
Jeg er træt af at føle mig forkert. Træt af at føle, jeg skal ændre en masse ting, før jeg kan træde ind i verden. Jeg er træt af at grave i min egen psyke. Jeg er træt af tænke, jeg ikke kan løse problemerne foran mig, før jeg er tilpas udviklet. Jeg er træt af at isolere mig, fordi jeg frygter at få presset andres forestillinger ind i hovedet. Jeg er træt af at være så tøvende med at gå ind i relationer, fordi jeg frygter at blive begrænset og stresset og ikke at kunne sige fra. Jeg er træt af at gøre folk kede af det, fordi jeg trækker mig væk fra dem. Jeg er træt af at tale i generelle termer, træt af angsten for at sige noget forkert, træt af at forberede mig på, at livet går i gang. Jeg er træt af ikke at ville stå ved min måde at være i verden på. Træt af forestillingen om, at jeg altid skal kunne forklare mig.
Tidligere har jeg kategorisk afvist formuleringen: ”Det er bare sådan jeg er.” Jeg har ikke troet på et kerne-selv. Jeg har altid troet, at man kunne ændre sig selv og sine mønstre og ment, at man havde et ansvar for at gøre det. Men jeg har undervurderet, hvor svært det er. Man kan ikke være i verden på den måde, man ikke er i verden på.
Hvis jeg er distræt af natur, så skal jeg ikke holde op med at være det. Jeg skal ikke udvikles til en mere ønskelig version af mig selv. Jeg må tage mine forholdsregler og måske skrive familiens fødselsdagsdatoer ind i kalenderen, men jeg skal ikke spekulere i at blive et andet menneske.
Det er svært at forstå verden, hvis man konstant betvivler den position, man ser den fra: ”Måske maden var god, måske var jeg bare sulten”, ”måske filmen var dårlig, måske var jeg bare træt”, ”måske skoven var smuk, måske var jeg bare glad”, ”måske han var en idiot, måske var jeg bare irritabel”. Man må godt synes, skoven er smuk uden at kunne forklare hvorfor. Hvis man ikke tør være ved sine egne indtryk, kan man kun være ved andres. Og dem kan man ikke sanse, men kun forestille sig. Verden bliver blodfattig og ude af stand til at overraske, hvis den ikke sanses.
Det er svært at mærke, hvad man mener og føler, hvis man prøver at forudsige reaktioner på det. Man kan ikke tage verden ind, hvis alt er til diskussion og altid kan være noget andet. Man kan ikke give den til nogen, hvis man frygter reaktionen. Forbehold gør det svært at lade verden strømme gennem sig.
Snaut: - We’ve wasted time arguing. We’re losing our dignity and human character.
Hari: - No. You’re human each in your own way. That’s why you argue.
Andrei Tarkovsky - Solaris
Jeg behøver ikke være enig med andre for at værdsætte deres ærlighed. Jeg forsøger at blive bedre til at stole på, at det samme gør sig gældende den anden vej rundt. Ærlighed er en tillidserklæring; til andre og til sig selv. Jeg vil gerne blive bedre til at vise tillid. Jeg vil gerne blive bedre til at udtrykke mig.
Hvis jeg ikke udtrykker mig, findes jeg kun i mit eget hoved.
Du skylder os andre at folde dig ud.
Benny Andersen - Ry Højskole 100 år
Kommentarer
Send en kommentar