Listeterapi
Af Camilla Schack
Josefine spurgte, om jeg kunne huske det billede, der blev taget i Paris sidste sommer, hvor jeg ligner et udsultet barn. Jeg vidste præcis, hvilket billede hun mente. Jeg sidder nøgen på gulvet i skrædderstilling. Billedet er taget lidt oppefra. Maven er udbulende.
Vi var en håndfuld venner, der rejste sammen i Europa den sommer. Da billedet blev taget, holdt vi nøgenmiddag i en Airbnb-lejlighed i Paris.
Jeg har ikke set billedet, siden det blev taget, men nu finder jeg det i iPhoto. Dengang vidste jeg godt, at jeg var tynd, men jeg kunne ikke se det. Det kan jeg nu. For første gang kan jeg se undervægten, som de andre så den. Alligevel savner jeg min undervægtige krop nogle gange. Savnet har været større de sidste uger. Jeg ved ikke hvorfor, jeg har været hårdere ved mig selv, mere kropskritisk. Jeg vil gerne forstå savnet. Så jeg laver lister:
Ting, jeg savner ved min undervægtige krop:
Jeg savner mine knoglede knæ, at der ikke var noget fedt om knæskallen, at knæet blev dådyragtigt.
Jeg savner hullet mellem mine lår, når jeg ligger ned på siden, der var så stort, at lårene aldrig rørte hinanden.
Jeg savner, at det gjorde ondt at lægge knæene ovenpå hinanden, når jeg lå på siden, fordi de var knoglede.
Jeg savner, at mine lår ikke kunne splatte ud, at jeg ikke kunne mærke fedt på ydersiden af dem, når jeg sad ned.
Jeg savner at have en helt tom mave.
Ting, jeg ikke savner ved min undervægtige krop:
Jeg savner ikke kulden, der gik helt ind til knoglerne og blev siddende i timevis og kun kunne forsvinde efter en masse te, lange bade og dyner.
Jeg savner ikke de ukontrollerede overspisninger, jeg havde efter halve dages fasten.
Jeg savner ikke at være utålmodig gæst til middage, fordi jeg havde fastet hele dagen og endelig kunne give mig selv lov til at spise.
Jeg savner ikke at være fraværende, når jeg er sammen med andre, fordi jeg tænker på mad, på hvornår jeg må spise, og på hvad jeg må spise.
Jeg savner ikke mine triste øjne, udbulende mave og fremstående pande.
Jeg savner ikke min manglende sexlyst.
Jeg savner ikke mine tændstiksarme, der nærmest forsvandt.
Jeg savner ikke min flade numse, der hang og flabbede.
Jeg savner ikke alle tøjlagene, der erstattede manglende fedt, og den tid, det tog at tage dem af og på.
Ting, jeg kan lide ved min krop, som den er nu:
Jeg kan godt lide mine stærke arme, og musklen bag på overarmen, som jeg aldrig før har kunnet se.
Jeg kan godt lide mine levende øjne og blidere træk.
Jeg kan godt lide, at jeg har lyst til sex.
Jeg kan godt lide, at mine nye krop tiltrækker mennesker, at den virker åben og indbydende.
Jeg kan godt lide min numses fylde, når jeg ser den fra siden, at den har løftet sig og kan ses, når jeg har tøj på.
Jeg kan godt lide, at jeg næsten glemmer maden, når jeg er til middage, fordi jeg ikke er ubærligt sulten, og samtalen er fængende.
Jeg kan godt lide, at jeg kan gå rundt i novembers fem grader i flere timer, uden at blive træt eller kold.
Jeg kan godt lide, at når jeg bliver kold, så får jeg hurtigt varmen, når jeg kommer ind et lunt sted.
Jeg kan godt lide, at jeg kan holde fokus, se en serie, læse en bog, skrive eksamen, uden at blive forstyrret af tanker om mad.
Jeg kan godt lide min krop, når jeg ser hele kroppen på én gang. Jeg synes, den er harmonisk.
 |
| Illustration af Camilla Schack |
Josefine spurgte, om jeg kunne huske det billede, der blev taget i Paris sidste sommer, hvor jeg ligner et udsultet barn. Jeg vidste præcis, hvilket billede hun mente. Jeg sidder nøgen på gulvet i skrædderstilling. Billedet er taget lidt oppefra. Maven er udbulende.
Vi var en håndfuld venner, der rejste sammen i Europa den sommer. Da billedet blev taget, holdt vi nøgenmiddag i en Airbnb-lejlighed i Paris.
Jeg har ikke set billedet, siden det blev taget, men nu finder jeg det i iPhoto. Dengang vidste jeg godt, at jeg var tynd, men jeg kunne ikke se det. Det kan jeg nu. For første gang kan jeg se undervægten, som de andre så den. Alligevel savner jeg min undervægtige krop nogle gange. Savnet har været større de sidste uger. Jeg ved ikke hvorfor, jeg har været hårdere ved mig selv, mere kropskritisk. Jeg vil gerne forstå savnet. Så jeg laver lister:
Ting, jeg savner ved min undervægtige krop:
Jeg savner mine knoglede knæ, at der ikke var noget fedt om knæskallen, at knæet blev dådyragtigt.
Jeg savner hullet mellem mine lår, når jeg ligger ned på siden, der var så stort, at lårene aldrig rørte hinanden.
Jeg savner, at det gjorde ondt at lægge knæene ovenpå hinanden, når jeg lå på siden, fordi de var knoglede.
Jeg savner, at mine lår ikke kunne splatte ud, at jeg ikke kunne mærke fedt på ydersiden af dem, når jeg sad ned.
Jeg savner at have en helt tom mave.
Ting, jeg ikke savner ved min undervægtige krop:
Jeg savner ikke kulden, der gik helt ind til knoglerne og blev siddende i timevis og kun kunne forsvinde efter en masse te, lange bade og dyner.
Jeg savner ikke de ukontrollerede overspisninger, jeg havde efter halve dages fasten.
Jeg savner ikke at være utålmodig gæst til middage, fordi jeg havde fastet hele dagen og endelig kunne give mig selv lov til at spise.
Jeg savner ikke at være fraværende, når jeg er sammen med andre, fordi jeg tænker på mad, på hvornår jeg må spise, og på hvad jeg må spise.
Jeg savner ikke mine triste øjne, udbulende mave og fremstående pande.
Jeg savner ikke min manglende sexlyst.
Jeg savner ikke mine tændstiksarme, der nærmest forsvandt.
Jeg savner ikke min flade numse, der hang og flabbede.
Jeg savner ikke alle tøjlagene, der erstattede manglende fedt, og den tid, det tog at tage dem af og på.
Ting, jeg kan lide ved min krop, som den er nu:
Jeg kan godt lide mine stærke arme, og musklen bag på overarmen, som jeg aldrig før har kunnet se.
Jeg kan godt lide mine levende øjne og blidere træk.
Jeg kan godt lide, at jeg har lyst til sex.
Jeg kan godt lide, at mine nye krop tiltrækker mennesker, at den virker åben og indbydende.
Jeg kan godt lide min numses fylde, når jeg ser den fra siden, at den har løftet sig og kan ses, når jeg har tøj på.
Jeg kan godt lide, at jeg næsten glemmer maden, når jeg er til middage, fordi jeg ikke er ubærligt sulten, og samtalen er fængende.
Jeg kan godt lide, at jeg kan gå rundt i novembers fem grader i flere timer, uden at blive træt eller kold.
Jeg kan godt lide, at når jeg bliver kold, så får jeg hurtigt varmen, når jeg kommer ind et lunt sted.
Jeg kan godt lide, at jeg kan holde fokus, se en serie, læse en bog, skrive eksamen, uden at blive forstyrret af tanker om mad.
Jeg kan godt lide min krop, når jeg ser hele kroppen på én gang. Jeg synes, den er harmonisk.
Kommentarer
Send en kommentar