Techno er mit drug
Af Camilla Schack
En gang om ugen tager jeg ud og danser til techno. Jeg bliver på dansegulvet i fire-fem timer. Jeg holder få pauser, går på toilettet, drikker noget vand. Hver gang, der sker en ændring i musikken, og min krop ikke er der til at reagere på den, føles det som om, jeg går glip af noget, så jeg bliver helst på dansegulvet.
I sommerferien på Borderland havde jeg min første techno-oplevelse. Jeg mærkede, hvordan kroppen reagerede på musikken på en intuitiv måde, musikkens udspil, kroppens bevægelse som svar. En følelse af, at kroppen selv vidste, hvordan den ville bevæge sig, en total afslapning i hovedet, ingen refleksivitet forbundet med bevægelserne, bare en overgivelse til kroppen. Jeg dansede til techno på festivallen næsten hver nat. Turnerede mellem de camps, der havde gode lydanlæg, Kashmira Bazar og Umfi Umfi. Mine venner gik tit tidligere i seng, end mig, men jeg blev ved. Når festen lukkede et sted, gik jeg videre til det næste og endte i den camp, der holdt morgenfest og fik morgenfest-venner.
Min krop har lært technoen at kende nu. Første erfaring med musikken er en kropslig erfaring, og når jeg bevæger mig i byrummet, når jeg for eksempel går ind i en butik, hvor der bliver spillet technolignende musik, så kan jeg mærke, at kroppen reagerer. Den vil bevæge sig.
Nu har jeg brug for technoen, den er mit drug. Jeg er nødt til at danse en gang om ugen. Jeg tager ud med det formål, og mit hoved bliver helt stille. På dansegulvet er der kun musikken og min krop.
Jeg drikker ikke, når jeg danser. Alkoholen får mine tanker til at larme, den kan påvirke mit humør, få besværlige følelser til at insistere på at blive lagt mærke til, og så er det ikke let at være kropsintuitiv. Tankerne er som en lydmur mellem musikken og kroppen. Men uden alkohol kan technoen drive tankerne væk, så mit hoved bliver stille, og kroppen kan bevæge sig præcis som den vil og har brug for.
Jeg danser ikke for nogen eller noget. Jeg danser ikke, fordi det skal ”se ud”. Min dans er ikke visuel, den er her-og-nu-i-kroppen. Når nogen gør mig opmærksom på, at de kigger på mig, for eksempel kommenterer, at jeg har en vild energi, så bliver jeg et øjeblik selvbevidst, og stopper op, indtil musikken når mig igen.
Dagen efter jeg har været ude at danse, føler jeg mig udrenset, mine tanker larmer ikke, min krop er smidig og rolig, sjældent øm. Det er samme ro, jeg har oplevet, når jeg har langmediteret.
 | ||
| Illustration af Josefine Højholt |
En gang om ugen tager jeg ud og danser til techno. Jeg bliver på dansegulvet i fire-fem timer. Jeg holder få pauser, går på toilettet, drikker noget vand. Hver gang, der sker en ændring i musikken, og min krop ikke er der til at reagere på den, føles det som om, jeg går glip af noget, så jeg bliver helst på dansegulvet.
I sommerferien på Borderland havde jeg min første techno-oplevelse. Jeg mærkede, hvordan kroppen reagerede på musikken på en intuitiv måde, musikkens udspil, kroppens bevægelse som svar. En følelse af, at kroppen selv vidste, hvordan den ville bevæge sig, en total afslapning i hovedet, ingen refleksivitet forbundet med bevægelserne, bare en overgivelse til kroppen. Jeg dansede til techno på festivallen næsten hver nat. Turnerede mellem de camps, der havde gode lydanlæg, Kashmira Bazar og Umfi Umfi. Mine venner gik tit tidligere i seng, end mig, men jeg blev ved. Når festen lukkede et sted, gik jeg videre til det næste og endte i den camp, der holdt morgenfest og fik morgenfest-venner.
Min krop har lært technoen at kende nu. Første erfaring med musikken er en kropslig erfaring, og når jeg bevæger mig i byrummet, når jeg for eksempel går ind i en butik, hvor der bliver spillet technolignende musik, så kan jeg mærke, at kroppen reagerer. Den vil bevæge sig.
Nu har jeg brug for technoen, den er mit drug. Jeg er nødt til at danse en gang om ugen. Jeg tager ud med det formål, og mit hoved bliver helt stille. På dansegulvet er der kun musikken og min krop.
Jeg drikker ikke, når jeg danser. Alkoholen får mine tanker til at larme, den kan påvirke mit humør, få besværlige følelser til at insistere på at blive lagt mærke til, og så er det ikke let at være kropsintuitiv. Tankerne er som en lydmur mellem musikken og kroppen. Men uden alkohol kan technoen drive tankerne væk, så mit hoved bliver stille, og kroppen kan bevæge sig præcis som den vil og har brug for.
Jeg danser ikke for nogen eller noget. Jeg danser ikke, fordi det skal ”se ud”. Min dans er ikke visuel, den er her-og-nu-i-kroppen. Når nogen gør mig opmærksom på, at de kigger på mig, for eksempel kommenterer, at jeg har en vild energi, så bliver jeg et øjeblik selvbevidst, og stopper op, indtil musikken når mig igen.
Dagen efter jeg har været ude at danse, føler jeg mig udrenset, mine tanker larmer ikke, min krop er smidig og rolig, sjældent øm. Det er samme ro, jeg har oplevet, når jeg har langmediteret.
Kommentarer
Send en kommentar