girlcrush - et pigepunkband
Disclaimer: "hello! this is Nat writing to you. the article shares a Facebook post I made three years ago to start girlcrush. Unfortunately that facebook post was transphobic. As a non-binary transperson it makes me very sad that I have been exclusionist like this towards my own community. I would like to take this opportunity to talk about why my post was transphobic and to talk about transphobia in general. In my Facebook post I am addressing “gals and non-binary vagina owners”. This post specifically excludes non-binary people that have other genitalia than vaginas. Reducing people to their genitals in this way is not only rude, it also reinforces binary gender ideals and implicates that gender and genitals are the same. Trans existences break with these restrictive ideals. All non-binary people should have been welcome in our band, regardless of their biology and assigned gender. I apologize to the non-binary community and the trans community for my internalized transphobia and my lack of knowledge spilling out into the world. fight the cistem! xxx Nat and girlcrush"
Af Marie Anna Svendsen
Hvordan jeg startede i band som 28-årig
I februar sidste år læste jeg et opslag i Facebookgruppen Ugidelige Feminister. Opslaget fangede straks min opmærksomhed. Måske fordi det var så ukarakteristisk gideligt for den ellers opgivende og desillusionerede gruppe. Det var skrevet af en, som hed Nadja, og havde følgende ordlyd:
Gals and non binary vagina owners. Jeg har en drøm om at lave et pigepunk band for sjov. Jeg kan spille lidt guitar og klaver og synger forholdsvis dårligt men det går. Jeg vil skrive tekster om fisser og menstruation og male entitlement på en sjov måde. Har ingen pigevenner der spiller musik. Er der nogen der gider? Bandet skal hedde pixelated pussy.
Kan godt være at det her er lidt for gideligt, men vil gerne synge om at være ugidelig... gider ikke underlivssmerter, gider ikke patriarkatet, gider ikke være sexobjekt, gider ikke psykisk sygdom, gider ikke stå op etc.
Det lød som et sjovt projekt. Jeg havde altid haft lyst til at spille musik med andre, men var aldrig kommet i gang. Nok mest fordi jeg var bange for, at mine musikalske evner ikke ville slå til, hvis jeg tog til en “audition” i et etableret band. Nadjas opslag vækkede min drøm om at spille i band. Måske var det her chancen for at blive en del af et musikalsk fællesskab, hvor jeg kunne udfolde mig kreativt på trods af mine begrænsede tekniske færdigheder? Jeg skrev: “Det vil jeg gerne være med til. Jeg kan synge og måske spille noget simpelt bas.”
Flere Ugidelige Feminister bakkede op om projektet med opmuntrende kommentarer. Én tilbød endda at udlåne sin bas til det kommende band, selvom hun ikke selv kunne svinge sig op til at begynde at spille igen. Jeg følte allerede, at der var masser af god energi omkring projektet. Vi endte med at være tre, der var interesserede nok til at dukke op til det første bandmøde i Nadjas lejlighed i Sydhavnen. Vi spiste vingummier, drak rødvin og talte om vores forhold til musikverdenen. Det viste sig, at vi havde slående ens oplevelser - noget havde altid holdt os tilbage fra for alvor at komme i gang med at skabe og spille musik med andre. Vi havde i det hele taget ikke turde tage det at være musikalsk udøvende seriøst. Vi havde nemlig alle haft mandlige kærester og venner, der spillede i bands, men aldrig følt os velkomne i deres verden. I stedet var vi ufrivilligt blevet en slags groupier, der på sidelinjen bakkede op til de mandlige musikeres koncerter. Det var som om, at vores musikalske viden og kunnen slet ikke var blevet set eller anerkendt af disse mænd, som i stedet havde haft travlt med at pleje deres egne egoer og musikalske karrierer.
 |
| Foto af Camilla Schack |
Hvordan jeg startede i band som 28-årig
I februar sidste år læste jeg et opslag i Facebookgruppen Ugidelige Feminister. Opslaget fangede straks min opmærksomhed. Måske fordi det var så ukarakteristisk gideligt for den ellers opgivende og desillusionerede gruppe. Det var skrevet af en, som hed Nadja, og havde følgende ordlyd:
Gals and non binary vagina owners. Jeg har en drøm om at lave et pigepunk band for sjov. Jeg kan spille lidt guitar og klaver og synger forholdsvis dårligt men det går. Jeg vil skrive tekster om fisser og menstruation og male entitlement på en sjov måde. Har ingen pigevenner der spiller musik. Er der nogen der gider? Bandet skal hedde pixelated pussy.
Kan godt være at det her er lidt for gideligt, men vil gerne synge om at være ugidelig... gider ikke underlivssmerter, gider ikke patriarkatet, gider ikke være sexobjekt, gider ikke psykisk sygdom, gider ikke stå op etc.
Det lød som et sjovt projekt. Jeg havde altid haft lyst til at spille musik med andre, men var aldrig kommet i gang. Nok mest fordi jeg var bange for, at mine musikalske evner ikke ville slå til, hvis jeg tog til en “audition” i et etableret band. Nadjas opslag vækkede min drøm om at spille i band. Måske var det her chancen for at blive en del af et musikalsk fællesskab, hvor jeg kunne udfolde mig kreativt på trods af mine begrænsede tekniske færdigheder? Jeg skrev: “Det vil jeg gerne være med til. Jeg kan synge og måske spille noget simpelt bas.”
Flere Ugidelige Feminister bakkede op om projektet med opmuntrende kommentarer. Én tilbød endda at udlåne sin bas til det kommende band, selvom hun ikke selv kunne svinge sig op til at begynde at spille igen. Jeg følte allerede, at der var masser af god energi omkring projektet. Vi endte med at være tre, der var interesserede nok til at dukke op til det første bandmøde i Nadjas lejlighed i Sydhavnen. Vi spiste vingummier, drak rødvin og talte om vores forhold til musikverdenen. Det viste sig, at vi havde slående ens oplevelser - noget havde altid holdt os tilbage fra for alvor at komme i gang med at skabe og spille musik med andre. Vi havde i det hele taget ikke turde tage det at være musikalsk udøvende seriøst. Vi havde nemlig alle haft mandlige kærester og venner, der spillede i bands, men aldrig følt os velkomne i deres verden. I stedet var vi ufrivilligt blevet en slags groupier, der på sidelinjen bakkede op til de mandlige musikeres koncerter. Det var som om, at vores musikalske viden og kunnen slet ikke var blevet set eller anerkendt af disse mænd, som i stedet havde haft travlt med at pleje deres egne egoer og musikalske karrierer.
Vi kunne nu se, at det der især havde holdt os tilbage var, at vi var nødt til at præstere foran mænd for overhovedet at blive optaget i et band. Alle, vi kendte, der spillede rock, punk, heavy i guitarbaserede bands, var cis-mænd. Vi
følte ikke, at vi kunne leve op til de idealer, der virkede vigtige i de maskuline musikmiljøer. Det
handlede ofte om at vise sin tekniske kunnen ved at spille seje guitarsoloer, se cool og
overskudsagtig ud på scenen - i det hele taget at fremstå ovenpå. Guitaren blev ofte brugt som
penisforlænger og scoreteknik - for det at spille musik handlede primært om at få
opmærksomhed fra kvinder.
Vi ville noget helt andet med vores musikalske projekt. Vi ville ikke vise, at vi var cool eller ovenpå, men tage udgangspunkt i vores eget liv og skrive sange om det, der gjorde os skrøbelige og fejlbarlige. Vi ville skrive om arbejdsløshed, psykisk sygdom, voldtægtsoplevelser og invaliderende menstruationssmerter. Vi mente, at det var underbelyste og tabubelagte emner, fordi de ofte blev opfattet som skamfulde. Vi ville vise, at man kunne bruge punk til at udtrykke følsomhed. Vi mente, at den maskuline musikverden havde brug for nogen som os, der turde at vise sårbarhed. Vi så sårbarheden som et særligt stærkt musikalsk feminint udtryk. Efter første møde forlod jeg Nadjas lejlighed og følte mig opløftet. Jeg troede på bandprojektet!
At vælge instrument og finde sin rolle
Vi manglede et øvelokale for rent faktisk at kunne mødes og spille sammen. Minna boede på Grønjordskollegiet, og der var et lokale, vi kunne låne. Vi aftalte at mødes dér for at fornemme, om vi kunne fungere sammen musikalsk. Lokalets inventar bestod af et trommesæt, en smadret guitarforstærker, et keyboard med corny synth-lyde og en enkelt mikrofon. Nadja havde lige fået en ny, sej guitar, som hun havde taget med. Vi manglede trommestikker - og det eneste tilnærmelsesvist brugbare, vi kunne finde i lokalet, var en skruetrækker. Andrea prøvede at spille på sættet med skruetrækkeren. Hun havde ingen teknik eller særlig kendskab til instrumentet. Hun kunne en enkelt rytme, hun vist havde lært i gymnasiet. Det var helt elendigt, men også ret punk.
Vi spillede Boys Don’t Cry på de instrumenter, vi havde. Det lød ret dårligt, men var sjovt. Der var en nervøs, men ikke ubehagelig energi i rummet. Vi var enige om, at det var okay, at det ikke lød særligt godt, og at vi ikke var teknisk gode til at spille. Vi spillede, fordi det var sjovt.
Andrea blev så glad for at spille trommer, at hun valgte det som sit primære instrument. Jeg ville tage rollen som bassist, selvom jeg kun havde spillet noget hjælpeløst akustisk guitar i musikskolen som barn. Nadja valgte selvfølgelig at spille på sin nye guitar, det var hun allerede nogenlunde trænet i. Tilbage var Minna på keys, som egentlig havde mest erfaring med klassisk klaver. På Nadjas opfordring besluttede vi, at alle som havde lyst skulle synge. Fremover blev det sådan, at den som havde skrevet en sang selv sang lead.
Vi ville noget helt andet med vores musikalske projekt. Vi ville ikke vise, at vi var cool eller ovenpå, men tage udgangspunkt i vores eget liv og skrive sange om det, der gjorde os skrøbelige og fejlbarlige. Vi ville skrive om arbejdsløshed, psykisk sygdom, voldtægtsoplevelser og invaliderende menstruationssmerter. Vi mente, at det var underbelyste og tabubelagte emner, fordi de ofte blev opfattet som skamfulde. Vi ville vise, at man kunne bruge punk til at udtrykke følsomhed. Vi mente, at den maskuline musikverden havde brug for nogen som os, der turde at vise sårbarhed. Vi så sårbarheden som et særligt stærkt musikalsk feminint udtryk. Efter første møde forlod jeg Nadjas lejlighed og følte mig opløftet. Jeg troede på bandprojektet!
At vælge instrument og finde sin rolle
Vi manglede et øvelokale for rent faktisk at kunne mødes og spille sammen. Minna boede på Grønjordskollegiet, og der var et lokale, vi kunne låne. Vi aftalte at mødes dér for at fornemme, om vi kunne fungere sammen musikalsk. Lokalets inventar bestod af et trommesæt, en smadret guitarforstærker, et keyboard med corny synth-lyde og en enkelt mikrofon. Nadja havde lige fået en ny, sej guitar, som hun havde taget med. Vi manglede trommestikker - og det eneste tilnærmelsesvist brugbare, vi kunne finde i lokalet, var en skruetrækker. Andrea prøvede at spille på sættet med skruetrækkeren. Hun havde ingen teknik eller særlig kendskab til instrumentet. Hun kunne en enkelt rytme, hun vist havde lært i gymnasiet. Det var helt elendigt, men også ret punk.
Vi spillede Boys Don’t Cry på de instrumenter, vi havde. Det lød ret dårligt, men var sjovt. Der var en nervøs, men ikke ubehagelig energi i rummet. Vi var enige om, at det var okay, at det ikke lød særligt godt, og at vi ikke var teknisk gode til at spille. Vi spillede, fordi det var sjovt.
Andrea blev så glad for at spille trommer, at hun valgte det som sit primære instrument. Jeg ville tage rollen som bassist, selvom jeg kun havde spillet noget hjælpeløst akustisk guitar i musikskolen som barn. Nadja valgte selvfølgelig at spille på sin nye guitar, det var hun allerede nogenlunde trænet i. Tilbage var Minna på keys, som egentlig havde mest erfaring med klassisk klaver. På Nadjas opfordring besluttede vi, at alle som havde lyst skulle synge. Fremover blev det sådan, at den som havde skrevet en sang selv sang lead.
 |
| Foto af Camilla Schack |
At finde sig til rette i en øver fuld af mænd
Vi blev hurtigt enige om, at det ikke fungerede at øve i det spartanske øvelokale på Grønjorden. Det var hverken hyggeligt eller funktionelt. Andre bands efterlod skrald i lokalet, lyset var hårdt, og det gear, som var til rådighed, var elendigt. Nadjas kæreste spillede i et rockband, som øvede ude i B&W’s gamle lokaler på Refshaleøen. Vi kunne dele øvelokalet med dem og et andet band. De var alle sammen mænd, og vi havde svært ved at slappe af i rummet. Vi havde svært ved at tage plads og efterlade tegn på, at vi havde været i øveren. Vi var ikke lige så dygtige og “seriøse” musikere som medlemmerne i de andre bands. De var så gode, at de jævnligt var ude at spille koncerter. Det var svært at få de andres anerkendelse og at blive taget alvorligt. De første måneder havde vi ikke engang en fast øvedag, selvom vi betalte det samme beløb for lokaleleje som de andre bands. Endelig fik vi på eget initiativ oprettet en Facebookgruppe for øveren, selvom Nadjas kæreste længe havde lovet at gøre det samme. I Facebookgruppen kunne vi kommunikere og koordinere med de andre, og efter noget tid fik vi forhandlet os til en fast øvedag hver torsdag og den upopulære fredag, som de andre bands havde brugt som “flexdag”.
Jeg havde 3D-printet nogle anatomisk korrekte klitorisser i biologisk nedbrydeligt plastic til et projekt uden for bandsammenhæng. Vi mente, at det var på sin plads at efterlade én i lokalet for ligesom at cementere, at det nu også blev brugt af personer uden mandlige kønsorganer. Det var der efter sigende kommet meget sjov ud af til en af de andre bands øvere. En dag var klitorissen forsvundet. Vi fik senere at vide, at drengene i det andet band var kommet til at knække den og derfor bare havde smidt den ud. Det blev vi ret skuffede over. Klitorissen kunne da repareres med lim! Respektløst.
En famlende opstart resulterede i en fast konstellation
De første måneder efter bandet havde fået et nyt hjem i øveren på Refshaleøen, var der ofte én af os, der aflyste. Vi baksede alle sammen med problemer: spiseforstyrrelser, arbejdsløshed og studiekriser. Nogle gange var alt andet end at gemme sig under dynen uoverskueligt. Minna havde svært ved at prioritere bandet ved siden af studie, arbejde og andre fritidsinteresser og droppede til sidst helt ud. Men efterhånden som Nadja, Andrea og jeg lærte hinanden at kende, opstod der en særlig intimitet og tryghed mellem os. Vores tid i øvelokalet blev et frirum, vi så frem til. Her var det okay at have det svært og være sårbar eller trist. Vi blev ofte i bedre humør af at komme ud i øveren og spille sammen. Hvis en af os havde en dårlig dag, mødtes vi tidligere. Det var ofte dagens højdepunkt at hænge ud med de andre. Det handlede ikke kun om at spille sammen, men lige så meget at være i hinandens selskab. Vi blev hurtigt fortrolige og havde lange samtaler om vores dating- og kærlighedsliv, om den musik og kunst, vi elskede og om emner som overgreb, kønspolitik og trælse TERFs (trans exlusive radical feminists), som opførte sig ubehageligt på internettet. Nadja og Andrea blev nogle af mine tætteste veninder, og jeg beundrede dem for deres reflekterede synspunkter på mange af de emner, der også optog mig. Det, at vi havde meget til fælles, kom til udtryk i en fælles vision om, hvad for et band, vi ville være. Vi ville fremhæve det konceptuelle udtryk fremfor musikalsk teknik, som vi vidste ikke var vores stærke side. Vi ville have fokus på de feministiske, let spydige tekster med sødmefulde melodier og korstemmer, kombineret med meget enkel og lettere skramlet instrumentering. Desuden ville vi have et hyperfeminint visuelt udtryk. I tråd med det fandt Andrea på bandnavnet girlcrush. Vores logo skulle være bandnavnet skrevet med formskrift. En dag kom Andrea ud i øveren med en tanktop, som hun havde broderet vores logo på. Det så megagodt ud, og vi besluttede straks, at vores fremtidige merchandise t-shirts skulle se sådan ud.
Vi blev hurtigt enige om, at det ikke fungerede at øve i det spartanske øvelokale på Grønjorden. Det var hverken hyggeligt eller funktionelt. Andre bands efterlod skrald i lokalet, lyset var hårdt, og det gear, som var til rådighed, var elendigt. Nadjas kæreste spillede i et rockband, som øvede ude i B&W’s gamle lokaler på Refshaleøen. Vi kunne dele øvelokalet med dem og et andet band. De var alle sammen mænd, og vi havde svært ved at slappe af i rummet. Vi havde svært ved at tage plads og efterlade tegn på, at vi havde været i øveren. Vi var ikke lige så dygtige og “seriøse” musikere som medlemmerne i de andre bands. De var så gode, at de jævnligt var ude at spille koncerter. Det var svært at få de andres anerkendelse og at blive taget alvorligt. De første måneder havde vi ikke engang en fast øvedag, selvom vi betalte det samme beløb for lokaleleje som de andre bands. Endelig fik vi på eget initiativ oprettet en Facebookgruppe for øveren, selvom Nadjas kæreste længe havde lovet at gøre det samme. I Facebookgruppen kunne vi kommunikere og koordinere med de andre, og efter noget tid fik vi forhandlet os til en fast øvedag hver torsdag og den upopulære fredag, som de andre bands havde brugt som “flexdag”.
Jeg havde 3D-printet nogle anatomisk korrekte klitorisser i biologisk nedbrydeligt plastic til et projekt uden for bandsammenhæng. Vi mente, at det var på sin plads at efterlade én i lokalet for ligesom at cementere, at det nu også blev brugt af personer uden mandlige kønsorganer. Det var der efter sigende kommet meget sjov ud af til en af de andre bands øvere. En dag var klitorissen forsvundet. Vi fik senere at vide, at drengene i det andet band var kommet til at knække den og derfor bare havde smidt den ud. Det blev vi ret skuffede over. Klitorissen kunne da repareres med lim! Respektløst.
En famlende opstart resulterede i en fast konstellation
De første måneder efter bandet havde fået et nyt hjem i øveren på Refshaleøen, var der ofte én af os, der aflyste. Vi baksede alle sammen med problemer: spiseforstyrrelser, arbejdsløshed og studiekriser. Nogle gange var alt andet end at gemme sig under dynen uoverskueligt. Minna havde svært ved at prioritere bandet ved siden af studie, arbejde og andre fritidsinteresser og droppede til sidst helt ud. Men efterhånden som Nadja, Andrea og jeg lærte hinanden at kende, opstod der en særlig intimitet og tryghed mellem os. Vores tid i øvelokalet blev et frirum, vi så frem til. Her var det okay at have det svært og være sårbar eller trist. Vi blev ofte i bedre humør af at komme ud i øveren og spille sammen. Hvis en af os havde en dårlig dag, mødtes vi tidligere. Det var ofte dagens højdepunkt at hænge ud med de andre. Det handlede ikke kun om at spille sammen, men lige så meget at være i hinandens selskab. Vi blev hurtigt fortrolige og havde lange samtaler om vores dating- og kærlighedsliv, om den musik og kunst, vi elskede og om emner som overgreb, kønspolitik og trælse TERFs (trans exlusive radical feminists), som opførte sig ubehageligt på internettet. Nadja og Andrea blev nogle af mine tætteste veninder, og jeg beundrede dem for deres reflekterede synspunkter på mange af de emner, der også optog mig. Det, at vi havde meget til fælles, kom til udtryk i en fælles vision om, hvad for et band, vi ville være. Vi ville fremhæve det konceptuelle udtryk fremfor musikalsk teknik, som vi vidste ikke var vores stærke side. Vi ville have fokus på de feministiske, let spydige tekster med sødmefulde melodier og korstemmer, kombineret med meget enkel og lettere skramlet instrumentering. Desuden ville vi have et hyperfeminint visuelt udtryk. I tråd med det fandt Andrea på bandnavnet girlcrush. Vores logo skulle være bandnavnet skrevet med formskrift. En dag kom Andrea ud i øveren med en tanktop, som hun havde broderet vores logo på. Det så megagodt ud, og vi besluttede straks, at vores fremtidige merchandise t-shirts skulle se sådan ud.
Vi bidrog alle med numre til det fælles sangkatalog, og det var tydeligt, at vi interesserede os for de
samme temaer. Sangene handlede fx om at være tiltrukket af andre kvinder, selvom mænd
ihærdigt prøvede at få vores opmærksomhed, om følelsen af at være utilstrækkelig, og om at
være vred på mænd, der havde begået overgreb eller behandlet os dårligt. Dyr og instinkter
havde også ofte en særlig plads i teksterne. Der formede sig en rød tråd i vores koncept og lyd.
Sangskrivning som terapi
Vi havde talt om at holde en øvelokalekoncert sammen med de to andre bands for at have et slags mål, vi kunne arbejde hen imod. En flot sommerdag kom nogle af fyrene fra et af øverens andre bands forbi på vores øvedag. Vi spillede et par af vores numre for dem, men blev så nervøse, at musikken nærmest faldt fra hinanden. Til den efterfølgende øver fortalte Nadja, at hun havde talt med to af drengene fra bandet. De mente ikke, at vi var klar til at spille koncert. Det ødelagde fuldstændigt vores selvtillid, og det blev en forfærdelig øver, hvor stemningen var helt i bund. Vi spillede markant dårligere, end vi plejede. Vi kunne måske have forstået kritikken sådan, at de bare mente, at vi skulle øve os lidt mere, før vi var klar til at spille sammen med to rutinerede bands. Men vi tog kritikken dybt personligt. Vi troede, at de slet ikke forstod, hvad vi ville med bandet eller ikke syntes, at bandet havde potentiale. Den dårlige stemning hang ved et par øvere. Så skrev vi en sang om den frustrerende følelse af usikkerhed og utilstrækkelighed, som sad i os. Sangen var utroligt simpel og havde en særlig, nærmest desparat energi, som konstant intensiveredes. Vi skrev et vers hver, hvor vi med talestemme (nogle steder nærmere råb) listede de ting op, vi ikke følte, at vi kunne finde ud af. Versene blev afbrudt af et storladent trestemmigt omkvæd, hvor vi messede frasen “My insecurities are not your ammo, ammo, ammo”. Sangen gav afløb for vores frustrationer og virkede nærmest terapeutisk på os. Sangen fik os ovenpå, og vi genfandt den kreative energi i øveren.
En koncert for vennerne
Vi begyndte at øve oftere og blev mere rutinerede i at spille. Det var tydeligt, at vi efterhånden tog bandet mere seriøst og gerne ville investere tid i projektet. Vi besluttede, at vi nu var gode nok til at spille en koncert i øvelokalekoncert for vores tætteste venner. Denne gang ville vi ikke invitere øverens andre bands til at spille. Vi ville ikke sammenlignes med nogen, der havde spillet musik i mange år. Fyrene fra de andre bands blev inviteret til at komme og lytte.
 |
| Foto af Camilla Schack |
Sangskrivning som terapi
Vi havde talt om at holde en øvelokalekoncert sammen med de to andre bands for at have et slags mål, vi kunne arbejde hen imod. En flot sommerdag kom nogle af fyrene fra et af øverens andre bands forbi på vores øvedag. Vi spillede et par af vores numre for dem, men blev så nervøse, at musikken nærmest faldt fra hinanden. Til den efterfølgende øver fortalte Nadja, at hun havde talt med to af drengene fra bandet. De mente ikke, at vi var klar til at spille koncert. Det ødelagde fuldstændigt vores selvtillid, og det blev en forfærdelig øver, hvor stemningen var helt i bund. Vi spillede markant dårligere, end vi plejede. Vi kunne måske have forstået kritikken sådan, at de bare mente, at vi skulle øve os lidt mere, før vi var klar til at spille sammen med to rutinerede bands. Men vi tog kritikken dybt personligt. Vi troede, at de slet ikke forstod, hvad vi ville med bandet eller ikke syntes, at bandet havde potentiale. Den dårlige stemning hang ved et par øvere. Så skrev vi en sang om den frustrerende følelse af usikkerhed og utilstrækkelighed, som sad i os. Sangen var utroligt simpel og havde en særlig, nærmest desparat energi, som konstant intensiveredes. Vi skrev et vers hver, hvor vi med talestemme (nogle steder nærmere råb) listede de ting op, vi ikke følte, at vi kunne finde ud af. Versene blev afbrudt af et storladent trestemmigt omkvæd, hvor vi messede frasen “My insecurities are not your ammo, ammo, ammo”. Sangen gav afløb for vores frustrationer og virkede nærmest terapeutisk på os. Sangen fik os ovenpå, og vi genfandt den kreative energi i øveren.
En koncert for vennerne
Vi begyndte at øve oftere og blev mere rutinerede i at spille. Det var tydeligt, at vi efterhånden tog bandet mere seriøst og gerne ville investere tid i projektet. Vi besluttede, at vi nu var gode nok til at spille en koncert i øvelokalekoncert for vores tætteste venner. Denne gang ville vi ikke invitere øverens andre bands til at spille. Vi ville ikke sammenlignes med nogen, der havde spillet musik i mange år. Fyrene fra de andre bands blev inviteret til at komme og lytte.
På koncertdagen mødtes vi tidligt for at gøre klar i øvelokalet. Jeg gennemgik på det tidspunkt en
rigtig svær periode – jeg havde som ny dimittend gået arbejdsløs i halvandet år. Jeg havde
næsten ikke sovet tre nætter i streg. Det var ikke nervøsitet over koncerten, der gjorde mig
søvnløs, men en generel eksistenskrise og uvished om fremtiden. Jeg var så ængstelig, at jeg
næsten ikke kunne være i min egen krop, og koncerten virkede som en uoverkommelig opgave.
Jeg aflyste ikke, for jeg vidste, hvor meget det betød for de andre at vise vores venner det, vi
havde arbejdet på i mange måneder. Min negative og nervøse energi spredte sig til Nadja og
Andrea. Vi varmede op ved at spille et af vores numre, men jeg kunne nærmest ikke komme i
gang, fordi jeg var så mentalt fragmenteret. Vi fik hjælp til at indstille PA-anlægget og forstærkerne, så lyden var så optimal som mulig. Da alt var
gjort klar, satte vi god musik på anlægget og forsøgte at danse nervøsiteten ud af kroppen, inden
vores venner kom. Jeg kunne slet ikke slippe den knugende følelse i brystet, men de andre
virkede til at løsne op. Vi øvede lidt mere, og jeg genvandt lige så stille evnen til at spille bas, men
var noget dårligere end jeg plejede.
Da vi spillede koncerten, spillede vi næsten fejlfrit. Jeg var lettet over, at Nadja tog teten og talte til publikum mellem nogle af numrene. Jeg var alt for usammenhængende til at kommunikere noget. Jeg var temmelig nervøs for at synge lead i mit eget nummer, Man Child, men det lykkedes på en eller anden måde nogenlunde, selvom jeg slet ikke havde den samme power på stemmen, som jeg plejede.
Efter koncerten var alle vores venner utroligt opbakkende. De sagde, at vi var seje og havde gjort det godt. Jeg havde svært ved at nyde opmærksomheden, jeg var stadig dybt nede i følelsen af depression. Men jeg klarede mig rimeligt godt igennem koncerten, selvom jeg havde det psykisk dårligere, end jeg havde haft det i årevis.
Produktiv og intens studieoplevelse
Tobias, som var Nadjas gode ven, havde været med til koncerten. Tobias havde et studie på Amager, som han delte med nogle andre. Han kunne godt lide at lege producer ved siden af danskstudiet. Nadja spurgte ham, om han ville hjælpe os med at indspille nogle af vores sange. Det ville han rigtigt gerne! Vores nye mål blev at indspille to-tre af vores sange.
Ugen inden vi skulle i studiet, var Tobias med i øveren. Vi spillede de sange, som var de stærkeste og de mest realistiske at indspille med det niveau, vi havde nu. Han kom med forslag til små ændringer, fx at indsætte et break, ændre en rytme på guitaren eller at spille en rytme på gulvtam og stortromme i stedet for på lilletromme og tammer. De små ændringer løftede numrene markant.
Da vi spillede koncerten, spillede vi næsten fejlfrit. Jeg var lettet over, at Nadja tog teten og talte til publikum mellem nogle af numrene. Jeg var alt for usammenhængende til at kommunikere noget. Jeg var temmelig nervøs for at synge lead i mit eget nummer, Man Child, men det lykkedes på en eller anden måde nogenlunde, selvom jeg slet ikke havde den samme power på stemmen, som jeg plejede.
Efter koncerten var alle vores venner utroligt opbakkende. De sagde, at vi var seje og havde gjort det godt. Jeg havde svært ved at nyde opmærksomheden, jeg var stadig dybt nede i følelsen af depression. Men jeg klarede mig rimeligt godt igennem koncerten, selvom jeg havde det psykisk dårligere, end jeg havde haft det i årevis.
 |
| Foto af Camilla Schack |
Produktiv og intens studieoplevelse
Tobias, som var Nadjas gode ven, havde været med til koncerten. Tobias havde et studie på Amager, som han delte med nogle andre. Han kunne godt lide at lege producer ved siden af danskstudiet. Nadja spurgte ham, om han ville hjælpe os med at indspille nogle af vores sange. Det ville han rigtigt gerne! Vores nye mål blev at indspille to-tre af vores sange.
Ugen inden vi skulle i studiet, var Tobias med i øveren. Vi spillede de sange, som var de stærkeste og de mest realistiske at indspille med det niveau, vi havde nu. Han kom med forslag til små ændringer, fx at indsætte et break, ændre en rytme på guitaren eller at spille en rytme på gulvtam og stortromme i stedet for på lilletromme og tammer. De små ændringer løftede numrene markant.
Det var februar, næsten et år efter vi mødtes første gang, og nu skule vi indspille i studiet. Da vi
først landede i studiet, var vi temmelig nervøse for at optage – vores musik ville blive foreviget. Alt
ustyret og opsætningen med mikrofonerne virkede intimiderende, men Tobias var supergod til at
skabe en hyggelig stemning og få os til at slappe af. Han kom med positive kommentarer, sagde
at vi spillede superfedt, og det fik os til at præstere bedre. Han forstod vores vision, og hvor vi
ville hen sonisk. Han havde gode forslag til ekstra finesser, fx ekstra percussion eller en
anderledes basrundgang, og de fleste forslag fungerede godt. Vi kunne også eksperimentere lidt
og prøve nye ting af. Vi havde det virkelig sjovt, selvom det krævede dyb koncertration og var
hårdt arbejde at indspille numrene. Når det blev aften kom nogle af vores venner. Så hyggede vi
os, og fik et par øl eller noget vin.
Det var superfedt at have en hel weekend med fokus på os og vores sange. Vi var effektive og indspillede tre hele sange på to en halv dag. Vi kom endnu tættere på hinanden, fordi vi arbejdede så intenst sammen i flere dage. Den sidste aften, da vi lyttede numrene igennem i kontrolrummet, blev Nadja så overvældet af glæde, at hun begyndte at græde. Det var først lidt chokerende at se hende have så voldsom en følelsesmæssig reaktion på det intense studieforløb. Men det var også enormt rammende, da det virkelig føltes som en kæmpe milepæl for vores band. Det var fantastisk, at vi var nået så langt, at vi havde indspillet vores sange i et rigtigt studie. Da vi startede bandet, havde vi aldrig i vores vildeste fantasi forestillet os, at vi ville være her efter et år. Kvaliteten var markant bedre, end vi havde forestillet os. Tobias havde mixet og mastereret numrene, og selvom der var skønhedsfejl, var vi meget tilfredse.
De næste skridt
I den nærmeste fremtid skal vi spille en øvelokalekoncert for de seje mennesker, vi kender, fra det online feministiske miljø, vi er vokset ud af. Det bliver supersjovt at spille for nogen, der med garanti vil forstå og sætte pris på vores feministiske tekster, og som forhåbentlig ikke vil dømme os, selvom vi stadig ikke har lært at spille særligt tight eller virtuost.
Nu overvejer vi at promovere sangene og få opmærksomhed fra undergrundsmedier med en queerfeministisk profil. Vi vil også spille en debutkoncert på et rigtigt koncertvenue i slutningen af foråret eller måske til sommer. Jeg har allerede kontakt til en af bookerne på Warehouse9, et queer venue med fokus på kunst og performance – det føles som det helt rigtige sted for os at debuttere. Girlcrush’ fremtid ser lys ud. Og hvis vi fortsætter i samme tempo, hvor langt kan vi så ikke være nået om et år?
Det var superfedt at have en hel weekend med fokus på os og vores sange. Vi var effektive og indspillede tre hele sange på to en halv dag. Vi kom endnu tættere på hinanden, fordi vi arbejdede så intenst sammen i flere dage. Den sidste aften, da vi lyttede numrene igennem i kontrolrummet, blev Nadja så overvældet af glæde, at hun begyndte at græde. Det var først lidt chokerende at se hende have så voldsom en følelsesmæssig reaktion på det intense studieforløb. Men det var også enormt rammende, da det virkelig føltes som en kæmpe milepæl for vores band. Det var fantastisk, at vi var nået så langt, at vi havde indspillet vores sange i et rigtigt studie. Da vi startede bandet, havde vi aldrig i vores vildeste fantasi forestillet os, at vi ville være her efter et år. Kvaliteten var markant bedre, end vi havde forestillet os. Tobias havde mixet og mastereret numrene, og selvom der var skønhedsfejl, var vi meget tilfredse.
De næste skridt
I den nærmeste fremtid skal vi spille en øvelokalekoncert for de seje mennesker, vi kender, fra det online feministiske miljø, vi er vokset ud af. Det bliver supersjovt at spille for nogen, der med garanti vil forstå og sætte pris på vores feministiske tekster, og som forhåbentlig ikke vil dømme os, selvom vi stadig ikke har lært at spille særligt tight eller virtuost.
Nu overvejer vi at promovere sangene og få opmærksomhed fra undergrundsmedier med en queerfeministisk profil. Vi vil også spille en debutkoncert på et rigtigt koncertvenue i slutningen af foråret eller måske til sommer. Jeg har allerede kontakt til en af bookerne på Warehouse9, et queer venue med fokus på kunst og performance – det føles som det helt rigtige sted for os at debuttere. Girlcrush’ fremtid ser lys ud. Og hvis vi fortsætter i samme tempo, hvor langt kan vi så ikke være nået om et år?
Kommentarer
Send en kommentar