Lilleabe
Af Simon Gregersen
Det var to dage før juleaften, og i aften kom Lillemand hjem.
Ida havde ikke siddet stille hele dagen.
”Det er småkager, og de skal bages, før man kan spise dem” forklarede Ida til Holger, hun løftede ham under armene, så han kunne se ind i ovnen med sine blanke, sorte øjne.
Holger var en nisse og kom kun ned fra loftet, når det var jul. Ida sørgede altid for at vise ham en masse ting, som han kunne tænke på resten af året.
Han skulle også se havregrynskuglerne, som mor og Ida lavede i går - far var hele tiden gået forbi og havde spist af Idas bunke, selvom hun sagde, han skulle holde op.
”Jamen, måske er jeg kommet til at spise en af dens venner, og så må jeg jo hellere spise den anden også, så de kan finde sammen igen nede i min mave,” havde han sagt.
Men det var jo bare for sjov.
Holger skulle også se ud af havedøren – der var nemlig flot i haven, selv når det var mørkt.
Der lå fin sne på græsset, og buskene fulgte græsplænen hele vejen ned til skovbrynet, hvor træerne stod som store skygger og holdt øje med, at tingene var, som de skulle være.
”Lillemand hedder faktisk Stefan,” forklarede Ida til Holger. ”Men mor og far synes, det er sjovt at kalde ham Lillemand, fordi han er så høj, han er faktisk endnu højere end far.”
Holger smilede som han altid gjorde - selv når han skulle op på loftet og ligge.
Hoveddøren gik op.
Lillemand!
Ida løb ud i gangen og kastede sig om halsen på ham, han løftede hende op og snurrede en omgang med hende.
Hans hår var blevet så langt, at det nåede skuldrene, og hans bukser var bløde og orange, de matchede hans neglelak.
Hans øjne var stadig ligeså blå som måtten på badeværelset.
”Sikke du er vokset,” sagde han. ”Du ender jo med at blive større end mig!”
”NEEEIJ! Det gider jeg ikke være,” udbrød Ida.
Over maden fortalte han om sin rejse, og mor stillede så mange spørgsmål, at han begyndte at grine.
”Mor, du er nødt til sætte farten ned, ellers kan jeg jo ikke nå at svare på noget helst,” sagde han.
”Ja, mor!” sagde Ida.
Han fortalte, at han havde set mange ”måske’er”, og far forklarede Ida, at det var en slags kirker for grønthandlere.
”Leif!” sagde mor hårdt, og Lillemand grinede på en anden måde, end han plejede at gøre.
Så fortalte han om alle de søde familier, han havde boet hos, og at de altid kendte en pige, som de syntes, han skulle gifte sig med.
”Det var godt, du ikke gjorde det,” sagde mor. ”Du venter nemlig på at finde en sød pige fra Aalborg, ikke også?”
”Ja, det kunne du tænke dig,” sagde Lillemand og lo.
”Er det typisk for mændene at gå med neglelak dernede?” spurgte far.
”Nej, det var bare noget, jeg besluttede mig for at gøre,” svarede Lillemand.
Far kiggede på ham, ”nå” sagde han, ”men du skal vel ikke til at gå med det herhjemme, når du skal søge arbejde og sådan?”
”Nu må vi se,” sagde Lillemand.
”Jeg synes, det ser godt ud,” sagde mor. ”Og det afhænger jo af, hvor du søger, der er sikkert mange af de smarte cafeer, hvor det ligefrem er et plus”.
Til dessert spiste Lillemand syv havregrynskugler, og han sagde, det var de bedste, han nogensinde havde smagt.
Så ville han gerne i seng.
Det syntes Ida var en dårlig ide, men han var meget træt, og de havde jo en hel dag sammen i morgen.
Det var stadig mørkt, da Ida vågnede næste morgen og sprang ud af sin seng.
”Klask-klask-klask” sagde det, da hun løb henad gangen på sine bare fødder.
Stille åbnede hun døren til Lillemands værelse – hun var i drillehumør, og ville hoppe på ham, så han vågnede.
Der var mørkt på værelset.
Langsomt vænnede Idas øjne sig til lyset.
Da hun kunne se sengen ordentligt, stoppede hun midt i et skridt og glemte et øjeblik at trække vejret.
Så skreg hun.
Mor og far kom løbende ind og tændte lyset.
”Hvad er der galt?” spurgte de igen og igen.
Hun græd og kunne ikke sige noget, men pegede i stedet på Lillemands seng.
”Hvad fanden,” mumlede far, da han så det.
Det var ikke Lillemands overkrop, der stak op fra dynen.
Det var en abes.
Den lå med hovedet på puden og kiggede tilbage på dem.
Den havde gylden, bamset pels, der indkredsede det lyserøde ansigt, tykke øjenlåg og en lang, flad næse, der endte i en rund mule, hvor munden sad som en lige streg.
Dens øjne var venlige og vise.
Der var helt stille.
”Hvad fanden foregår der?!” råbte far.
Aben satte sig op på puden og pegede på sig selv.
Den var kun lidt højere end Ida.
Far havde meget temperament, han fandt sig ikke i noget.
I ét skridt var han henne ved sengen og greb fat i aben, den pev, som når man taber et pivedyr på gulvet, ”Leif!” skreg mor og hev ham væk fra aben.
Den hoppede ned fra sengen og løb ud af værelset – den havde ikke nogen hale - far løb efter den og mor efter ham.
Det buldrede, da de løb ned ad trappen.
Ida var alene tilbage, hun snøftede og hentede Holger på sit værelse, før hun gik ned i stuen.
Mor og far holdt i hver deres ende af en stol.
Aben sad på toppen af den store bogreol.
”Hvad har du helt præcis tænkt dig at gøre?” spurgte mor vredt.
”Jeg har tænkt mig at smide den abe i et bur og få Lillemand tilbage,” sagde far og hævede stemmen. ”Og det burde du hjælpe mig med i stedet for at stå i vejen!”
”Hvad skulle det nu hjælpe?!” sagde mor.
”Min søn er ikke nogen skide ABE!” råbte far og slap stolen. ”Men fint! så find du en løsning, jeg skal bare ikke dele hus med det dér!” Han drejede sig i en voldsom bevægelse og pegede op på aben.
Aben rundede munden, spærrede øjnene op og stirrede på far med et intenst blik, mens den strakte hals.
Far gik ud af stuen - han smækkede med hoveddøren, da han forlod huset.
Ida kiggede ikke på aben, hun knugede Holger til brystet og trykkede sig ind til mor, som lagde en arm om hende.
Aben blev siddende, kiggede skiftevis på dem og på reolen, den sad på.
Mor holdt øje med aben, mens hun aede Ida op og ned ad ryggen.
Ingen sagde noget.
Så tog aben en bog ud af reolen og kravlede ned på gulvet, den rakte bogen frem mod mor og Ida.
”Se,” sagde mor.
Ida rystede på hovedet.
”Ida, se på ham.”
Hun så over skulderen, aben stod roligt med bogen strakt frem mod dem, dens ansigt var mildt, øjnene var klare blå.
De var faktisk ligeså blå som måtten på badeværelset.
Med mors hånd på skulderen, nærmede Ida sig aben et skridt ad gangen, i sikker afstand tog hun imod bogen; det var en jumbobog - én af hendes yndlings.
Det føltes som at få noget af Lillemand.
Aben tog Ida i hånden.
Det virkede som… det VAR Lillemands varme, der var i abens hånd.
”Mor, aben er Lillemand, han er blevet til en abe, mor!” Ida vendte sig om og hev i mors hånd.
Mors mund var en lige streg, hun nikkede.
”Så skal han hedde Lilleabe” fortsatte Ida.
Ida var sulten, så mor lavede noget havregrød til hende og sig selv, men hvad med Lilleabe?
”Aber spiser bananer,” sagde Ida.
De havde ikke bananer, men de havde æbler og appelsiner - begge dele faldt i god jord.
Han smed appelsinskralderne og æbleskrogene på gulvet, men så samlede han dem op igen bagefter og lagde dem i hånden på mor
”Skal vi ikke gå en tur i skoven?” foreslog hun.
Der var blå himmel, og solen skinnede, så det kildede i øjnene, på jorden lå et fint lag af sne, men der var ikke nok til en snebold.
Kun grantræerne havde grønt på sig, resten af træerne stod nøgne, og skoven var så let og åben, at man fra stien kunne se hele vejen igennem og ud på de grønbrune marker med klinkehvide fodertrug og frosne muldvarpeskud.
De klatrede i træer, og Lilleabe var meget bedre end Ida, selvom hun var den bedste i hele børnehaven – hun var endda bedre end drengene, sagde pædagogen Lone.
Hun blev misundelig og kastede en grankogle efter ham, som ramte ham på numsen.
”Uhhhh,” sagde han og lod sig falde ned fra grenen, han greb en gren lige over jorden og landede på fødderne, tog han en hånd op foran panden og væltede langsomt bagover.
”Uhhhhh,” sagde han igen.
Ida begyndte at grine og løb hen til ham.
Hun kildede ham op og ned ad hans bløde abemave.
”Agh agh agh,” grinede han i nogle hakkende stød med tilbagetrukne læber, mens han holdt blidt om hendes arme.
Mor grinede højt, hun fik tårer i øjnene, blev helt rød i hovedet og bøjede sig forover, selv efter Ida stoppede, blev hun ved med at grine.
”Puuhhh, det har jeg godt nok aldrig set før,” sagde hun, da hun havde fået vejret.
Da det blev mørkt, sad Ida og Lilleabe foran pejsen.
Ida fortalte en historie om en hvid ged, der gerne ville være brun som de andre og derfor rullede sig i mudder.
”Jeg tror hellere, vi må sætte os til bords og spise, før maden bliver kold,” sagde mor.
Lilleabe dyppede en finger i sovsen og puttede den i munden.
Han skar en grimasse, som når man bider i en citron.
”Ej…” sagde mor og pustede ud. ”Nå, vil du hellere have noget frugt?”
”Ugh ugh ugh,” svarede han og trommede i bordet.
Ida var ved at få mad på tallerkenen, da hoveddøren gik op.
Fars skridt gav ekko gennem gangen.
”Hov, jeg nåede det da vist lige,” sagde han, da han kom ind.
Der var noget med hans ansigt, det lignede en maske, han smilede.
”Du kommer faktisk lidt sent,” sagde mor uden at kigge på ham.
”Ja, det er jeg ked af,” sagde han. ”Undskyld min reaktion tidligere, det var bare meget overvældende det hele.”
Han satte sig ved siden af Ida og overfor mor, der fulgte ham med blikket uden at sige noget.
Han så over på Lilleabe og stoppede et øjeblik med at smile, som om han glemte det.
Mor sagde ikke så meget, far snakkede, ”hvilken himstregims tror du, Onkel Jan har købt til os i sidste øjeblik i år?” sagde han, mor svarede ikke, han fortsatte, ”hvis han fortsætter stimen og giver os en popcornmaskine, kan vi endelig få den karnevalsbod, vi aldrig har drømt om.”
Mors ansigt blødte op, hun smilede.
”Måske har han tænkt mere over det, end vi har gået og troet,” sagde hun.
Lilleabe var stille og kiggede ikke op fra sin frugt.
Efter maden kom der en voksenfilm i fjernsynet, så Ida og Lilleabe måtte gå op på hendes værelse.
I gangen så Ida en stor pose, der var en tyk rulle i, som så ud til at være grøn.
”Er det en gave til mig?” spurgte hun far, der kom springende ud i gangen, som om han lige var kommet i tanke om noget vigtigt.
”Ja, på en måde,” sagde han og tog posen med ind på hans og mors værelse.
Inde på værelset prøvede Ida at få gang i en leg med Lilleabe, men det var svært, for han var sløv og fjern - når hun ikke talte til ham, kiggede han bare ud i luften.
Til sidst satte han sig ned på sengen og stirrede ud af vinduet.
Ida blev træt af ham og gik ned i stuen.
Hun kunne høre mors stemme, allerede før hun havde åbnet døren.
”…det samme! det virker bare så… kender du overhovedet nogen, der har prøvet det!?” Fars blik ændrede sig, og mor kiggede over skulderen og fik øje på Ida.
Hendes øjne var røde og fugtige i krogene, men mascaraen løb ikke.
Far så meget alvorlig ud.
Fjernsynet var skruet ned; lave hvin fra biler, skud og næsten uhørlige, hektiske stemmer –Ida kom til at tænkte, at fjernsynet ikke bekymrede sig for, om man kiggede på det eller ej.
”Jeg gider ikke lege med Lilleabe mere,” sagde Ida stille, hun stod foran sine forældre med blikket mod jorden.
”Nej, det er aldrig sjovt i længden,” sagde far og kiggede over på mor, som om han også sagde det til hende. ”Men det skal nok blive bedre i morgen, Ida, det lover jeg.”
Hans stemme var dyb og rolig - hvis de store træer i bunden af haven kunne tale, ville de lyde ligesom ham.
Mor udstødte et hulk, da far sagde ”det lover jeg”, hun kiggede ned på sine hænder, så så hun op på Ida, ”kan du ikke gå op og børste tænder, så kommer jeg ind til dig om lidt?” Hendes underlæbe dirrede.
Ida nikkede og gik ud af stuen, stille som et spøgelse – hun samlede Holger op på vejen, som havde ligget i lænestolen, siden de spiste morgenmad.
Lilleabe sad og pillede ved haspen til vinduet, da Ida kom tilbage på værelset.
Han vendte sig med et sæt og lignede en hund, der blev taget i at tisse på gulvet.
Der var ikke noget at sige, Ida lagde sig i sin seng med Holger og ansigtet vendt mod væggen – hun kunne mærke, at Lilleabe kiggede på hende.
Han kom over og satte sig i sengen bag hende og gav sig til at pille forsigtigt i hendes hår.
Hun vendte sig om og så på ham.
Han kiggede tilbage på hende, overlæben trak sig op og blottede tænderne i et smil.
Så begyndte undermunden at køre op og ned, uden at tænderne ramte hinanden, det gik hurtigt, det lignede han tyggede karamel i en konkurrence på tid.
Ida blev først forskrækket, så forundret, og nu begyndte hun at grine, for det så simpelthen så fjollet ud.
Han fortsatte, hun grinede, så hun fik tårer i øjnene, han gav sig til at ae hendes hår.
Da mor kom ind, var Ida i et fjollet humør.
Mor havde stadig røde øjne og det triste ansigt, men Lilleabe lavede den sjove mund til hende, og så kunne hun heller ikke lade være med at grine.
Ida blev puttet, mor fortalte ikke nogen godnathistorie, men det var fint nok, og Lilleabe fik lov til at blive på værelset og sove hos hende.
Det var lyst næste morgen, da Ida vågnede – hun havde aldrig sovet så tungt; det føltes som at vende tilbage fra et sted langt væk, der ikke fandtes.
Lilleabe var ikke på værelset.
”Vil du have noget havregrød?” spurgte mor, da Ida kom ud i køkkenet.
”Hvor er Lilleabe?”
Mor svarede ikke, hun kiggede ned i gryden, mens hun rørte. ”Mener du ikke Lillemand?” sagde hun så og så på Ida. ”Han er ude med far og købe de sidste julegaver, de kommer hjem senere.”
Der var noget med mors ansigt; hun smilede, men gjorde på en måde ikke; det mindede Ida om det billede med hesten, som hun havde. Den enten løb eller stod stille, alt efter hvorfra man så på det, og hvis man stillede sig helt rigtigt, stod hesten både stille og løb på samme tid uden at gøre nogen af delene.
”Jamen…” begyndte Ida, men vidste ikke, hvordan hun skulle fortsætte. ”Kommer Lillemand hjem?”
”Ja, selvfølgelig.”
Ida kom i tanke om Holger, der stadig lå i sofaen, hun havde lovet ham, at han skulle lære julesange
”Undskyld,” sagde hun til ham. ”Men det er slet ikke så slemt, for du kan bare komme med til juleaften og så høre dem, når vi danser om træet – det er også meget bedre, for det er sådan, man skal synge dem, hvis det skal være helt rigtigt.”
Hoveddøren gik op.
”Halloo,” kaldte Lillemands stemme. ”Er der nogen hjemme?”
Ida gik ud i gangen.
Han så anderledes ud, men det lignede ham, det måtte være ham, hvem skulle det ellers være.
Han var ved at tage sine støvler af, han kiggede op fra dem og smilede til hende.
Det måtte være ham!
”Lillemand!” råbte hun og kastede sig over ham, før han havde fået taget støvlerne af, så han var ved at vælte.
Han havde skjorte på og duftede rent, og…
”Har du helt glemt, at jeg hedder Stefan, din lille bavian?” sagde han og kildede hende, fordi hun næsten væltede ham – hun vred sig under de kildende fingre.
Far kom ind og tog overtøjet af, han gik forbi dem og ud i køkkenet.
”Hvor har du været!?” sagde Ida højt, da Lillemand holdt op for at tage huen af - hun hev ham i hånden imens.
”Ude og købe julegaver – og så er jeg blevet klippet,” sagde han og drejede hovedet fra side til side. ”Hvad synes du?”
Hans lyse hår var blevet klippet meget kortere på toppen af hovedet, og i siderne var det næsten helt væk, det så smart ud, men det var ikke det, der var noget andet, det var…
Øjnene! – de var grønne.
”Hvorfor har du grønne øjne!” råbte Ida.
”Det har jeg bare - hvorfor har du to arme?” grinede han.
Hun var lige ved at tude, ”jamen, de skal være blå!”
”Det kan jeg jo ikke…”
”Du er ikke rigtig! Du er ikke Lillemand!”
Hans ansigt blev surt, da hun sagde det, så tog han en dyb indånding, det faldt til ro, han satte sig på hug og lagde en hånd på hendes skulder.
”Ida, jeg hedder Stefan, og det er ikke særlig rart, når du siger til mig, jeg ikke er rigtig – hvordan ville du have det, hvis jeg sagde til dig, at du ikke var rigtig?”
”Jamen, jeg er rigtig,” sagde hun stille og snøftede.
”Det kan…”
”Hvor er Lilleabe?!” råbte hun.
”Lilleabe?”
Ida fjernede hans hånd, løb op ad trappen og ind på hans værelse – måske hun kunne finde Lilleabe i sengen igen.
Men sengen var tom.
Hun begyndte at græde igen.
Far, mor og Stefan kom ind på værelset.
”Hvad er der i vejen, Ida?” sagde far med sin dybe træstemme.
Ida svarede ikke, hun vidste ikke, hvad hun skulle sige, det hele var så forvirrende.
”Ida, hvad foregår der?” sagde far på den måde, hvor man skal svare.
”Lillemands øjne er blå, ligesom måtten på badeværelset,” sagde hun stille, hun nærmest hviskede, uden at se på nogen af dem.
”Nej Ida, Stefans øjne er grønne, ligesom måtten på badeværelset,” fars stemme var rolig.
Ida sagde ikke noget.
”Skal vi gå ud og kigge efter?” sagde han.
Hun nikkede.
Hun havde det, som om hun både sov og var vågen, som når hun stod op om natten for at tisse.
Far åbnede døren til badeværelset.
Det lignede sig selv, badeforhænget, håndvasken, spejlet, fliserne var hvide og dér, foran toilettet, lå måtten og den var grøn! - helt ren og pæn, var den, nærmest skinnende på de hvide fliser.
Ida stillede sig på den, den var rigtig, det kunne hun mærke med fødderne, og den var grøn, det kunne hun se.
Far og Stefan stod foran hende, mor var gået nedenunder.
”Ida, nogle gange kan man få nogle sjove ideer i hovedet og blive så glad for dem, at man tror de passer,” sagde far. ”Og det kan man ikke gøre for, men når man ser, at de ikke passer, er man nødt til at give slip på dem, ellers bliver man bare forvirret og ked af det… ligesom du er nu.”
Han satte sig ved siden af hende og lagde en arm om hendes skuldre, ”jeg synes du skal give din bror en undskyldning for at sige, han ikke er rigtig, og så kan vi lægge det her bag os og tage ud til moster og onkel og fejre jul og have det hyggeligt sammen som en familie.”
Ida så op på Stefan, han lignede Lillemand, og måske var han også Lillemand – hans ansigt var rart, og Ida var træt af at være forvirret.
Hun så ned på den grønne måtte igen.
”Undskyld,” sagde hun så.
Før de kørte, fandt Ida Holger i sofaen i stuen og samlede ham op - han smilede som én, der aldrig har været forvirret, men det var jo også fordi, han ikke tænkte, ja, faktisk behøvede han ikke nogen minder af flotte ting, og han kunne jo heller ikke rigtigt lære julesange, spise julemad eller danse om juletræet.
Ida lagde ham pænt tilbage.
Der var mørkt på gårdspladsen, mor og Stefan sad inde i bilens lysende kasse, Ida satte sig ind, far låste hoveddøren, satte sig på førersædet og kørte afsted henover grusets jævne og ujævne overflade med hele familien.
 | ||
| Foto af Simon Gregersen |
Det var to dage før juleaften, og i aften kom Lillemand hjem.
Ida havde ikke siddet stille hele dagen.
”Det er småkager, og de skal bages, før man kan spise dem” forklarede Ida til Holger, hun løftede ham under armene, så han kunne se ind i ovnen med sine blanke, sorte øjne.
Holger var en nisse og kom kun ned fra loftet, når det var jul. Ida sørgede altid for at vise ham en masse ting, som han kunne tænke på resten af året.
Han skulle også se havregrynskuglerne, som mor og Ida lavede i går - far var hele tiden gået forbi og havde spist af Idas bunke, selvom hun sagde, han skulle holde op.
”Jamen, måske er jeg kommet til at spise en af dens venner, og så må jeg jo hellere spise den anden også, så de kan finde sammen igen nede i min mave,” havde han sagt.
Men det var jo bare for sjov.
Holger skulle også se ud af havedøren – der var nemlig flot i haven, selv når det var mørkt.
Der lå fin sne på græsset, og buskene fulgte græsplænen hele vejen ned til skovbrynet, hvor træerne stod som store skygger og holdt øje med, at tingene var, som de skulle være.
”Lillemand hedder faktisk Stefan,” forklarede Ida til Holger. ”Men mor og far synes, det er sjovt at kalde ham Lillemand, fordi han er så høj, han er faktisk endnu højere end far.”
Holger smilede som han altid gjorde - selv når han skulle op på loftet og ligge.
Hoveddøren gik op.
Lillemand!
Ida løb ud i gangen og kastede sig om halsen på ham, han løftede hende op og snurrede en omgang med hende.
Hans hår var blevet så langt, at det nåede skuldrene, og hans bukser var bløde og orange, de matchede hans neglelak.
Hans øjne var stadig ligeså blå som måtten på badeværelset.
”Sikke du er vokset,” sagde han. ”Du ender jo med at blive større end mig!”
”NEEEIJ! Det gider jeg ikke være,” udbrød Ida.
Over maden fortalte han om sin rejse, og mor stillede så mange spørgsmål, at han begyndte at grine.
”Mor, du er nødt til sætte farten ned, ellers kan jeg jo ikke nå at svare på noget helst,” sagde han.
”Ja, mor!” sagde Ida.
Han fortalte, at han havde set mange ”måske’er”, og far forklarede Ida, at det var en slags kirker for grønthandlere.
”Leif!” sagde mor hårdt, og Lillemand grinede på en anden måde, end han plejede at gøre.
Så fortalte han om alle de søde familier, han havde boet hos, og at de altid kendte en pige, som de syntes, han skulle gifte sig med.
”Det var godt, du ikke gjorde det,” sagde mor. ”Du venter nemlig på at finde en sød pige fra Aalborg, ikke også?”
”Ja, det kunne du tænke dig,” sagde Lillemand og lo.
”Er det typisk for mændene at gå med neglelak dernede?” spurgte far.
”Nej, det var bare noget, jeg besluttede mig for at gøre,” svarede Lillemand.
Far kiggede på ham, ”nå” sagde han, ”men du skal vel ikke til at gå med det herhjemme, når du skal søge arbejde og sådan?”
”Nu må vi se,” sagde Lillemand.
”Jeg synes, det ser godt ud,” sagde mor. ”Og det afhænger jo af, hvor du søger, der er sikkert mange af de smarte cafeer, hvor det ligefrem er et plus”.
Til dessert spiste Lillemand syv havregrynskugler, og han sagde, det var de bedste, han nogensinde havde smagt.
Så ville han gerne i seng.
Det syntes Ida var en dårlig ide, men han var meget træt, og de havde jo en hel dag sammen i morgen.
Det var stadig mørkt, da Ida vågnede næste morgen og sprang ud af sin seng.
”Klask-klask-klask” sagde det, da hun løb henad gangen på sine bare fødder.
Stille åbnede hun døren til Lillemands værelse – hun var i drillehumør, og ville hoppe på ham, så han vågnede.
Der var mørkt på værelset.
Langsomt vænnede Idas øjne sig til lyset.
Da hun kunne se sengen ordentligt, stoppede hun midt i et skridt og glemte et øjeblik at trække vejret.
Så skreg hun.
Mor og far kom løbende ind og tændte lyset.
”Hvad er der galt?” spurgte de igen og igen.
Hun græd og kunne ikke sige noget, men pegede i stedet på Lillemands seng.
”Hvad fanden,” mumlede far, da han så det.
Det var ikke Lillemands overkrop, der stak op fra dynen.
Det var en abes.
Den lå med hovedet på puden og kiggede tilbage på dem.
Den havde gylden, bamset pels, der indkredsede det lyserøde ansigt, tykke øjenlåg og en lang, flad næse, der endte i en rund mule, hvor munden sad som en lige streg.
Dens øjne var venlige og vise.
Der var helt stille.
”Hvad fanden foregår der?!” råbte far.
Aben satte sig op på puden og pegede på sig selv.
Den var kun lidt højere end Ida.
Far havde meget temperament, han fandt sig ikke i noget.
I ét skridt var han henne ved sengen og greb fat i aben, den pev, som når man taber et pivedyr på gulvet, ”Leif!” skreg mor og hev ham væk fra aben.
Den hoppede ned fra sengen og løb ud af værelset – den havde ikke nogen hale - far løb efter den og mor efter ham.
Det buldrede, da de løb ned ad trappen.
Ida var alene tilbage, hun snøftede og hentede Holger på sit værelse, før hun gik ned i stuen.
Mor og far holdt i hver deres ende af en stol.
Aben sad på toppen af den store bogreol.
”Hvad har du helt præcis tænkt dig at gøre?” spurgte mor vredt.
”Jeg har tænkt mig at smide den abe i et bur og få Lillemand tilbage,” sagde far og hævede stemmen. ”Og det burde du hjælpe mig med i stedet for at stå i vejen!”
”Hvad skulle det nu hjælpe?!” sagde mor.
”Min søn er ikke nogen skide ABE!” råbte far og slap stolen. ”Men fint! så find du en løsning, jeg skal bare ikke dele hus med det dér!” Han drejede sig i en voldsom bevægelse og pegede op på aben.
Aben rundede munden, spærrede øjnene op og stirrede på far med et intenst blik, mens den strakte hals.
Far gik ud af stuen - han smækkede med hoveddøren, da han forlod huset.
Ida kiggede ikke på aben, hun knugede Holger til brystet og trykkede sig ind til mor, som lagde en arm om hende.
Aben blev siddende, kiggede skiftevis på dem og på reolen, den sad på.
Mor holdt øje med aben, mens hun aede Ida op og ned ad ryggen.
Ingen sagde noget.
Så tog aben en bog ud af reolen og kravlede ned på gulvet, den rakte bogen frem mod mor og Ida.
”Se,” sagde mor.
Ida rystede på hovedet.
”Ida, se på ham.”
Hun så over skulderen, aben stod roligt med bogen strakt frem mod dem, dens ansigt var mildt, øjnene var klare blå.
De var faktisk ligeså blå som måtten på badeværelset.
Med mors hånd på skulderen, nærmede Ida sig aben et skridt ad gangen, i sikker afstand tog hun imod bogen; det var en jumbobog - én af hendes yndlings.
Det føltes som at få noget af Lillemand.
Aben tog Ida i hånden.
Det virkede som… det VAR Lillemands varme, der var i abens hånd.
”Mor, aben er Lillemand, han er blevet til en abe, mor!” Ida vendte sig om og hev i mors hånd.
Mors mund var en lige streg, hun nikkede.
”Så skal han hedde Lilleabe” fortsatte Ida.
Ida var sulten, så mor lavede noget havregrød til hende og sig selv, men hvad med Lilleabe?
”Aber spiser bananer,” sagde Ida.
De havde ikke bananer, men de havde æbler og appelsiner - begge dele faldt i god jord.
Han smed appelsinskralderne og æbleskrogene på gulvet, men så samlede han dem op igen bagefter og lagde dem i hånden på mor
”Skal vi ikke gå en tur i skoven?” foreslog hun.
Der var blå himmel, og solen skinnede, så det kildede i øjnene, på jorden lå et fint lag af sne, men der var ikke nok til en snebold.
Kun grantræerne havde grønt på sig, resten af træerne stod nøgne, og skoven var så let og åben, at man fra stien kunne se hele vejen igennem og ud på de grønbrune marker med klinkehvide fodertrug og frosne muldvarpeskud.
De klatrede i træer, og Lilleabe var meget bedre end Ida, selvom hun var den bedste i hele børnehaven – hun var endda bedre end drengene, sagde pædagogen Lone.
Hun blev misundelig og kastede en grankogle efter ham, som ramte ham på numsen.
”Uhhhh,” sagde han og lod sig falde ned fra grenen, han greb en gren lige over jorden og landede på fødderne, tog han en hånd op foran panden og væltede langsomt bagover.
”Uhhhhh,” sagde han igen.
Ida begyndte at grine og løb hen til ham.
Hun kildede ham op og ned ad hans bløde abemave.
”Agh agh agh,” grinede han i nogle hakkende stød med tilbagetrukne læber, mens han holdt blidt om hendes arme.
Mor grinede højt, hun fik tårer i øjnene, blev helt rød i hovedet og bøjede sig forover, selv efter Ida stoppede, blev hun ved med at grine.
”Puuhhh, det har jeg godt nok aldrig set før,” sagde hun, da hun havde fået vejret.
Da det blev mørkt, sad Ida og Lilleabe foran pejsen.
Ida fortalte en historie om en hvid ged, der gerne ville være brun som de andre og derfor rullede sig i mudder.
”Jeg tror hellere, vi må sætte os til bords og spise, før maden bliver kold,” sagde mor.
Lilleabe dyppede en finger i sovsen og puttede den i munden.
Han skar en grimasse, som når man bider i en citron.
”Ej…” sagde mor og pustede ud. ”Nå, vil du hellere have noget frugt?”
”Ugh ugh ugh,” svarede han og trommede i bordet.
Ida var ved at få mad på tallerkenen, da hoveddøren gik op.
Fars skridt gav ekko gennem gangen.
”Hov, jeg nåede det da vist lige,” sagde han, da han kom ind.
Der var noget med hans ansigt, det lignede en maske, han smilede.
”Du kommer faktisk lidt sent,” sagde mor uden at kigge på ham.
”Ja, det er jeg ked af,” sagde han. ”Undskyld min reaktion tidligere, det var bare meget overvældende det hele.”
Han satte sig ved siden af Ida og overfor mor, der fulgte ham med blikket uden at sige noget.
Han så over på Lilleabe og stoppede et øjeblik med at smile, som om han glemte det.
Mor sagde ikke så meget, far snakkede, ”hvilken himstregims tror du, Onkel Jan har købt til os i sidste øjeblik i år?” sagde han, mor svarede ikke, han fortsatte, ”hvis han fortsætter stimen og giver os en popcornmaskine, kan vi endelig få den karnevalsbod, vi aldrig har drømt om.”
Mors ansigt blødte op, hun smilede.
”Måske har han tænkt mere over det, end vi har gået og troet,” sagde hun.
Lilleabe var stille og kiggede ikke op fra sin frugt.
Efter maden kom der en voksenfilm i fjernsynet, så Ida og Lilleabe måtte gå op på hendes værelse.
I gangen så Ida en stor pose, der var en tyk rulle i, som så ud til at være grøn.
”Er det en gave til mig?” spurgte hun far, der kom springende ud i gangen, som om han lige var kommet i tanke om noget vigtigt.
”Ja, på en måde,” sagde han og tog posen med ind på hans og mors værelse.
Inde på værelset prøvede Ida at få gang i en leg med Lilleabe, men det var svært, for han var sløv og fjern - når hun ikke talte til ham, kiggede han bare ud i luften.
Til sidst satte han sig ned på sengen og stirrede ud af vinduet.
Ida blev træt af ham og gik ned i stuen.
Hun kunne høre mors stemme, allerede før hun havde åbnet døren.
”…det samme! det virker bare så… kender du overhovedet nogen, der har prøvet det!?” Fars blik ændrede sig, og mor kiggede over skulderen og fik øje på Ida.
Hendes øjne var røde og fugtige i krogene, men mascaraen løb ikke.
Far så meget alvorlig ud.
Fjernsynet var skruet ned; lave hvin fra biler, skud og næsten uhørlige, hektiske stemmer –Ida kom til at tænkte, at fjernsynet ikke bekymrede sig for, om man kiggede på det eller ej.
”Jeg gider ikke lege med Lilleabe mere,” sagde Ida stille, hun stod foran sine forældre med blikket mod jorden.
”Nej, det er aldrig sjovt i længden,” sagde far og kiggede over på mor, som om han også sagde det til hende. ”Men det skal nok blive bedre i morgen, Ida, det lover jeg.”
Hans stemme var dyb og rolig - hvis de store træer i bunden af haven kunne tale, ville de lyde ligesom ham.
Mor udstødte et hulk, da far sagde ”det lover jeg”, hun kiggede ned på sine hænder, så så hun op på Ida, ”kan du ikke gå op og børste tænder, så kommer jeg ind til dig om lidt?” Hendes underlæbe dirrede.
Ida nikkede og gik ud af stuen, stille som et spøgelse – hun samlede Holger op på vejen, som havde ligget i lænestolen, siden de spiste morgenmad.
Lilleabe sad og pillede ved haspen til vinduet, da Ida kom tilbage på værelset.
Han vendte sig med et sæt og lignede en hund, der blev taget i at tisse på gulvet.
Der var ikke noget at sige, Ida lagde sig i sin seng med Holger og ansigtet vendt mod væggen – hun kunne mærke, at Lilleabe kiggede på hende.
Han kom over og satte sig i sengen bag hende og gav sig til at pille forsigtigt i hendes hår.
Hun vendte sig om og så på ham.
Han kiggede tilbage på hende, overlæben trak sig op og blottede tænderne i et smil.
Så begyndte undermunden at køre op og ned, uden at tænderne ramte hinanden, det gik hurtigt, det lignede han tyggede karamel i en konkurrence på tid.
Ida blev først forskrækket, så forundret, og nu begyndte hun at grine, for det så simpelthen så fjollet ud.
Han fortsatte, hun grinede, så hun fik tårer i øjnene, han gav sig til at ae hendes hår.
Da mor kom ind, var Ida i et fjollet humør.
Mor havde stadig røde øjne og det triste ansigt, men Lilleabe lavede den sjove mund til hende, og så kunne hun heller ikke lade være med at grine.
Ida blev puttet, mor fortalte ikke nogen godnathistorie, men det var fint nok, og Lilleabe fik lov til at blive på værelset og sove hos hende.
Det var lyst næste morgen, da Ida vågnede – hun havde aldrig sovet så tungt; det føltes som at vende tilbage fra et sted langt væk, der ikke fandtes.
Lilleabe var ikke på værelset.
”Vil du have noget havregrød?” spurgte mor, da Ida kom ud i køkkenet.
”Hvor er Lilleabe?”
Mor svarede ikke, hun kiggede ned i gryden, mens hun rørte. ”Mener du ikke Lillemand?” sagde hun så og så på Ida. ”Han er ude med far og købe de sidste julegaver, de kommer hjem senere.”
Der var noget med mors ansigt; hun smilede, men gjorde på en måde ikke; det mindede Ida om det billede med hesten, som hun havde. Den enten løb eller stod stille, alt efter hvorfra man så på det, og hvis man stillede sig helt rigtigt, stod hesten både stille og løb på samme tid uden at gøre nogen af delene.
”Jamen…” begyndte Ida, men vidste ikke, hvordan hun skulle fortsætte. ”Kommer Lillemand hjem?”
”Ja, selvfølgelig.”
Ida kom i tanke om Holger, der stadig lå i sofaen, hun havde lovet ham, at han skulle lære julesange
”Undskyld,” sagde hun til ham. ”Men det er slet ikke så slemt, for du kan bare komme med til juleaften og så høre dem, når vi danser om træet – det er også meget bedre, for det er sådan, man skal synge dem, hvis det skal være helt rigtigt.”
Hoveddøren gik op.
”Halloo,” kaldte Lillemands stemme. ”Er der nogen hjemme?”
Ida gik ud i gangen.
Han så anderledes ud, men det lignede ham, det måtte være ham, hvem skulle det ellers være.
Han var ved at tage sine støvler af, han kiggede op fra dem og smilede til hende.
Det måtte være ham!
”Lillemand!” råbte hun og kastede sig over ham, før han havde fået taget støvlerne af, så han var ved at vælte.
Han havde skjorte på og duftede rent, og…
”Har du helt glemt, at jeg hedder Stefan, din lille bavian?” sagde han og kildede hende, fordi hun næsten væltede ham – hun vred sig under de kildende fingre.
Far kom ind og tog overtøjet af, han gik forbi dem og ud i køkkenet.
”Hvor har du været!?” sagde Ida højt, da Lillemand holdt op for at tage huen af - hun hev ham i hånden imens.
”Ude og købe julegaver – og så er jeg blevet klippet,” sagde han og drejede hovedet fra side til side. ”Hvad synes du?”
Hans lyse hår var blevet klippet meget kortere på toppen af hovedet, og i siderne var det næsten helt væk, det så smart ud, men det var ikke det, der var noget andet, det var…
Øjnene! – de var grønne.
”Hvorfor har du grønne øjne!” råbte Ida.
”Det har jeg bare - hvorfor har du to arme?” grinede han.
Hun var lige ved at tude, ”jamen, de skal være blå!”
”Det kan jeg jo ikke…”
”Du er ikke rigtig! Du er ikke Lillemand!”
Hans ansigt blev surt, da hun sagde det, så tog han en dyb indånding, det faldt til ro, han satte sig på hug og lagde en hånd på hendes skulder.
”Ida, jeg hedder Stefan, og det er ikke særlig rart, når du siger til mig, jeg ikke er rigtig – hvordan ville du have det, hvis jeg sagde til dig, at du ikke var rigtig?”
”Jamen, jeg er rigtig,” sagde hun stille og snøftede.
”Det kan…”
”Hvor er Lilleabe?!” råbte hun.
”Lilleabe?”
Ida fjernede hans hånd, løb op ad trappen og ind på hans værelse – måske hun kunne finde Lilleabe i sengen igen.
Men sengen var tom.
Hun begyndte at græde igen.
Far, mor og Stefan kom ind på værelset.
”Hvad er der i vejen, Ida?” sagde far med sin dybe træstemme.
Ida svarede ikke, hun vidste ikke, hvad hun skulle sige, det hele var så forvirrende.
”Ida, hvad foregår der?” sagde far på den måde, hvor man skal svare.
”Lillemands øjne er blå, ligesom måtten på badeværelset,” sagde hun stille, hun nærmest hviskede, uden at se på nogen af dem.
”Nej Ida, Stefans øjne er grønne, ligesom måtten på badeværelset,” fars stemme var rolig.
Ida sagde ikke noget.
”Skal vi gå ud og kigge efter?” sagde han.
Hun nikkede.
Hun havde det, som om hun både sov og var vågen, som når hun stod op om natten for at tisse.
Far åbnede døren til badeværelset.
Det lignede sig selv, badeforhænget, håndvasken, spejlet, fliserne var hvide og dér, foran toilettet, lå måtten og den var grøn! - helt ren og pæn, var den, nærmest skinnende på de hvide fliser.
Ida stillede sig på den, den var rigtig, det kunne hun mærke med fødderne, og den var grøn, det kunne hun se.
Far og Stefan stod foran hende, mor var gået nedenunder.
”Ida, nogle gange kan man få nogle sjove ideer i hovedet og blive så glad for dem, at man tror de passer,” sagde far. ”Og det kan man ikke gøre for, men når man ser, at de ikke passer, er man nødt til at give slip på dem, ellers bliver man bare forvirret og ked af det… ligesom du er nu.”
Han satte sig ved siden af hende og lagde en arm om hendes skuldre, ”jeg synes du skal give din bror en undskyldning for at sige, han ikke er rigtig, og så kan vi lægge det her bag os og tage ud til moster og onkel og fejre jul og have det hyggeligt sammen som en familie.”
Ida så op på Stefan, han lignede Lillemand, og måske var han også Lillemand – hans ansigt var rart, og Ida var træt af at være forvirret.
Hun så ned på den grønne måtte igen.
”Undskyld,” sagde hun så.
Før de kørte, fandt Ida Holger i sofaen i stuen og samlede ham op - han smilede som én, der aldrig har været forvirret, men det var jo også fordi, han ikke tænkte, ja, faktisk behøvede han ikke nogen minder af flotte ting, og han kunne jo heller ikke rigtigt lære julesange, spise julemad eller danse om juletræet.
Ida lagde ham pænt tilbage.
Der var mørkt på gårdspladsen, mor og Stefan sad inde i bilens lysende kasse, Ida satte sig ind, far låste hoveddøren, satte sig på førersædet og kørte afsted henover grusets jævne og ujævne overflade med hele familien.
Kommentarer
Send en kommentar