Morgenfest
Af Camilla Schack
Vi ligger i drømmemaskinen, på gamle, ægte tæpper. Jeg har lukkede øjne og lytter til ambient musik, fornemmer et blinkende, hvidt lys. Drømmemaskinen er af guldpapir, der knitrer, når det bevæger sig. Vi ligger på ryggen og lytter afslappet opmærksomt. Kulden fra stengulvet trænger op gennem de gamle tæpper, og jeg vil snart rejse mig. Så sker der noget i musikken. Den bliver mindre udflydende, mere rytmisk. Nogen tager fat i drømmemaskinens guldvægge, trækker dem ned fra loftet, hvor de var hæftet, og vi rejser os. Rummet udvider sig med musikken, der bliver højere, fastere, hurtigere, og vi bevæger os til den. Tæpperne kradser mod de bare fødder. Kroppen bliver varm. Jeg tager trøjen af og danser i sports-bh, lader maveskindet være frit, skuldrene og armene frie. Danser uden om en betonsøjle, tættere på pulten. Nogen råber ”wuhuu”, da musikken når sit klimaks, og venstre højtaler brager musik ind i mine ører, så det sitrer i fimrehårene. Jeg er techno-let med de andre morgendansere, og vi danser ind i formiddagen. Vi drikker coconut water, raw kakao, matcha-te, kaffe og fylder klubben med bevægelse. Formiddagen er støvregnsgrå, og jeg cykler hjem, mens de første går til frokost. Kødbyen er vågen, men sløv i regnen. Jeg har techno i kroppen, pumper ud i pedalerne og suser over brostenene på Halmtorvet.
Kollage af Camilla Schack |

Kommentarer
Send en kommentar